DRØMMESPOR

Jeg sidder i solen på terrassen. Helikopterne flyver over byen – rundt og rundt i cirkler. Måske skal de overvåge, at ingen forsamler sig – måske. Lyden virker sært beroligende.

Jeg iagttager biernes arbejde på citrontræet med den enlige citron. Blomsterne på træet udsender en voldsom parfumeret duft. Mon jeg stadig er her, når blomsten bliver til citron?

Inde i vores egne hoveder foregår der så uendeligt mange ting. Globaliseringen har gjort verden stor og tilgængelig for alt og samtidigt skrumper den dag for dag. Alting lukker sig om sig selv i frygt for det ukendte, i frygt for døden, i frygt for sine vælgere, i frygt for sig selv.

Også vi har måttet vælge frygten til eller fra. Vælge at rejse eller at blive. Vælge at synes at det er bedst at være her og ikke flytte sig for meget. Og derfor har vi indskrænket vores verden til at dreje sig om at hente mad, gøre rent og læse/skrive/tegne. Ja, så enkelt er det, så enkelt kan det være. Livet kogt ned til en bouillonterning af daglige små rytmer.

Og så er der terrassen. På terrassen er der smukt og fredfyldt – især når solen skinner. Herfra kan vi se de evige bjerge der lukker horisonten i det fjerne. Vi kan se alle mulige forskellige slags tage og huse, fordi vi er så højt oppe. Vi kan høre folk i husene le, skændes, råbe – og forleden sang de til hinanden hen over gaderne fra hus til hus. Det var meget smukt.

Vi kan også spise på terrassen, når vejret er godt. Spise den mad, som har taget hele dagen at planlægge, hente og tillave. Jeg har lagt mærke til, at italienske husmødre går efter nogle helt bestemte ting i supermarkedet – olie, pasta, løg, ansjoser og tomater. Grønne og røde tomater, tomater på dåse, tomatsauce i glas. Så kan man altid lave den simpleste og skønneste pastaret, som jeg tror at de aldrig bliver trætte af at spise. Engang når C-19 er overstået spiser de det stadig.

Der er planter på terrassen. Smukke blomster og frugtbuske i store potter. Hvis man er til havearbejde, kan man få tid til at gå med at pleje dem hver dag. Der er et bambustag hen over halvdelen af terrassen, og det er her bordet står – spisebordet hvor vi læser, spiller kort, samtaler og selvfølglig spiser.

Og således er terrassen blevet det sted, hvor vores mikroskopiske liv udfolder sig, mens coronaen raser uden for. Her følger lidt billeder til at ledsage disse tanker om stort og småt

Udsigten fejler stadig ikke noget…her morgen- og eftermiddagssol –

Middelhavets farver på tagsten og balkoner omkring os…

Et kumquat busk med de skønneste små og velsmagende frugter – vi har fået lov til at spise dem…

Rosmarinen…

Citrontræet i blomst med sin enlige citron..

Der hejses madvarer op fra en anden altan…

De to Signori på vej ud efter mad og vand. Når først de er nede på gaden, går de hver sin vej – sådan er forordningen, og den følger vi, som vi skal…

…og i går, da det var min tur til at gå ud, mødte jeg en velklædt ældre herre, som tiltalte mig på italiensk. Da jeg sagde, at jeg blot var en turist smilede han og sagde – Welcome!

Ciao fra pensionisterne i Palermo

Alle messer søn-  og helligdage, begravelser, optog, undervisning – lukkede efter presidentens dekret – og det er det lokale ærkebispesæde der videregiver “ordren/ opfordringen”! Kirken har dog herudover begrænsede åbningstider – og til slut: 
Fat mod vi er forenede i bønnen. Alt vil gå godt!
Palermo 9/3 20 Sognepræsten, Don Antonino d’Anna

Så lukkede verden ned – lige i hælene på os, og nu lever vi i en sær limbotilstand her på Sicilien. Folkelivet er gået helt i stå, barerne er tomme, og man skal holde afstand har regeringen sagt. At holde afstand i Skandinavien er nok ikke så stort et problem, men i Italien! Kroppen betyder alt for italienernes kommunikationen, så der må skulle en kraftanstrengelse til for at lade være med at røre ved hinanden.

Men afstand holder vi, handsker har vi på og sæben er flittigt i brug, hver gang vi har været en tur på gaden. Det gør vi stadig – går en tur på gaden – og slæber til huse i rygsækken, så godt det lader sig gøre. I supermarkedet er muzakken afløst af skrattende højtalere, der forkynder på flere sprog at man skal tage plastichandsker på ved indgangen og ellers holde 1 meters afstand til andre mennesker – Gracie!

Her følger billeder fra en sådan tur – det vil ikke være helt forkert at sige, at vi havde Palermo nogenlunde for os selv!

Vi er i år i en anden bydel end de forrige år – ikke så velhavende og mondæn, men dejlig alligevel, når først man har fundet sig til rette. Der er også her en stor altan med følgende udsigt på en gråvejrs dag forleden –

Og nååh ja – så er der faktisk også denne her lige foran, men øjet har lært at ignorere den og se den anden vej….

Så går vi en tur ned til vandet og havnen

Vi tager skraldet med – og sådan ser den indvendige gård ud…vi bor helt øverst –

Man bærer sit skrald et par gader hen –

Den lokale bager ned ad trappen og bag om plastikforhænget – et helt vidunderligt gammelt familiefortagende med de skønneste mandelkager, man kan tænke sig – Biscotti di Mandole.

Pladsens huse lige ved siden af bageren – vi er vel i syditalien!

Nu var gaderne ikke helt tomme – her nogle unge mænd, der er sendt hjem fra skole, og hvad skal man så lave?

Og ham her ligeså….

Der hænges ud her og der…

…og restaureres –

Selv politiet kan trænge til at skrifte midt i en corona tid…eller måske skal han bare tjekke, at reglerne bliver overholdt –

Gadekunst…

Og så er vi ved at være nede ved vandet – gennem Porta Felice – Den lykkelige port –

Hvor lykkelige de er på dette krydstogtskib vides ikke, vi så ikke nogen derfra på turen gennem byen –

Men så er der andre, der kan udnytte de tomme gader – her et filmhold, der var ved at optage en film der lignede noget fra 2. verdenskrig – måske meget apropos!

…og de gamle biler fra 4o ´erne har lært at holde afstand –

Det føles efterhånden som længe siden, at den kristne verden holdt jul – en reminder på gaden om tider, da coronaen endnu ikke havde skåret sig helt ind i vores menneskelige skrøbelighed – men en helgen holder stadig vagt, selv om træet er visnet og sat ud.

Ciao fra pensionisterne i Palermo