DRØMMESPOR

Irland – åh, Irland. Newfoundland påstås at være det meste irske sted i verden uden for Irland. Det påstås ligeledes, at de ikke bryder sig om at blive kaldt canadiere, men gerne irske. Den historie går langt tilbage – og vi er tilbage ved torsken. Torskefiskeriet lokkede mange store engelske skibe til disse kyster, og irlændere fik arbejde ombord på fartøjerne. De begyndte at gå i land, måske fordi det mindede dem om “hjemme”, og bosatte sig, stiftede familie og fiskede – et langt bedre liv end de havde haft i Irland, hvor fattigdommen var markant i 1800 tallets irske landbrug, og hvor kartoffelhøsten havde slået fejl.

Jeg tænker, at alle folkeslag søger at opretholde deres egen kultur i det fremmed. Der er noget trygt ved at finde sammen med de, der har den samme erindring, det samme sprog og ikke mindst den samme mad. Her i det nordlige og østlige Canada, er der ingen tvivl om, at Irland mistede mange af sine borgere til det nyopdagede Nordamerika. Der er heller ingen tvivl om, at der er stor forskel på England og Irland, når man møder deres kulturer i det fremmede – rester af en gammel kultur, som irerne heroppe stædigt holder fast i.

Og på The Avalon Peninsula findes der selvfølgelig en hel route, der hedder “The Irish Loop”. Den kørte vi hele vejen rundt, og her følger billeder fra en meget smuk og anderledes tur.

Men før vi begynder, kommer her et irsk indslag fra St. John´ s – et microbryggeri, The Quidi Vidi Brewery, som sendte irske toner ud i luften og lokkede de tørstige vandrere ind til en øl og noget dejligt irsk folkemusik:

Musikken…..

dansegulvet…

….og kusine med øl på terrassen

Det østligste sted på kontinentet, og det første sted vi standsede på denne tur, hedder Cape Spear – her står også Newfoundlands ældste fyrtårn.

På vej op ad den lange trappe….

Newfoundland var et strategisk punkt under 2. Verdenskrig, og disse to bunkere står som museum – de er sprængt ind i klipperne.

En tilføjelse – flaget vajede på halv ved Cape Spear, det gør det på alle offentlige bygninger og steder i Canada lige nu. Sådan har man valgt at markere sorgen over alle de grave i tilknytning til de katolske skoler, der er blevet opdaget for nylig – gravene med børneskeletter fra de indfødte amerikanere. Canada er god til at erkende sin fortid, og jeg har forstået, at disse flag skal vaje på halv i et halvt år….

Videre ned ad kysten kommer vi til denne smukke lille havneby – Petty Harbour/Maddox Cove. Den er lidt af en tourist magnet, da mange film er blevet optaget her. Petty er afledt af det franske “petite”, og denne lille havn er stadig i drift som fiskerihavn…

Først herefter begynder “The Irish Loop” egentlig, en strækning der har den største koncentration af irere i Newfoundland – efterkommere af irere udgør stadig omtrent halvdelen af Newfoundlands population. Der var mange små byer langs denne kyst – vi gør her holdt ved noget af alt det, vi så.

Klippeøer langs kysten….

The Colony of Avalon – udgravninger af en af de første engelske kolonier.

Komplet med højbede….

…og brostensgader. Men de forføjede sig dog efter nogle år – englænderne. Livet heroppe ved kysten blev vist for barskt, da det kom til stykket!

Og så det mest fantastiske øde landskab, vi endnu havde set – billederne gør det ikke fuld retfærdighed – hede og søer og en himmel så lav, at skyerne næsten kærtegnede den sparsomme jord.

Den eneste person vi mødte langs de øde strækninger var denne kvinde, som samlede bær – vi standsede og spurgte til dem, og det er en slags meget små tranebær – de hedder Partridge Berries, og vi har smagt dem i muffins.

Portugal Cove

Denne lille by kunne lige så godt have heddet “lille Irland”. Fiskere fra England, Spanien og Portugal har alle fisket langs disse kyster, men det var irerne, der besluttede sig for at blive.

Sproget her er umiskendeligt irsk, hvad disse to damer, som bestyrede det lille museum, var gode eksempler på. Især hende, der sidder ned, talte en næsten uforståeligt keltisk irsk, og de fortalte ivrigt om det lille samfund, som stadig lever i bedste velgående med deres irske traditioner….

På vores tur gennem byen så vi dette flag. “Det må være italiensk” tænkte vi. Så tilbage til vore to damer og spørge om italienerne også kom denne vej? “Nej, Nej – det er da det irske flag”. Det var lidt flovt, men det kan nogle gange være svært at se forskel på rødt og orange…..

…men en brændestabel ved vi da, hvad er!

Et tilbageblik på et lille stykke af vores fælles europæiske rødder. Jeg læste et sted, at disse landsbysamfunds fælleskaber næsten kunne være skandinaviske i deres måde at forme kommuner på.

Det er ved at være aften – inden vejen igen snor sig væk fra dette skønne område og ind på The Trans Canadian Highway, der tager os tilbage til St. John´ s. Men lige inden vi forlader The Irish Loop, får I et billede af denne meget smukke træbro i aftensolen.

De vejfarende

Newfoundland er så rig på historie, steder og natur at det er svært at vælge, når man ikke har flere måneder at gøre godt med. Ja, man kan blive helt handlingslammet, når man læser i en guidebog om alle de mange steder, man kan se og opleve. Vi købte et kort og bredte det ud på bordet. Nu er der ikke så mange veje heroppe, så valget er mere, hvad man vil prioritere. Trans-Canada går tværs over øen, men det er jo kun interessant, hvis man vil hurtigt afsted og skal transportere sig.
Ellers må man vælge nogle af de små veje, og så er det, at man er tilbøjelig til at tage for stor en mundfuld på een dag, da vejene går op og ned og ind og ud til alle de små byer og bugter, der ligger langs den forrevne kyst.

Tid og afstand – menneskets evige forholden sig til sin verden og kampen for at skabe et forbundet “vi”. Tiden går ubønhørligt fremad – den definerer vores væren i verden og vores syn på os selv. Afstanden mellem mennesker, byer, lande, sprog – alt sammen har formet, hvem vi er.

At skue tilbage og opdage, hvem og hvad der gik forud, er en opsøgende proces. Levende kulturer er ikke fastfrosne i tid, men gennemgår hver eneste dag en forandring – sommetider på et microplan og sommetider i store spring. Uanset, så sker der en forandring – forandring er alt det levendes væsen – verden kan ikke stå stille, ikke blot et eneste sekund. Forandring kan være smertefuldt, eller som I skal se her, så kan det være på den store klinge med nyopdagelser og udvikling, der forandrer hele den kendte verden og er med til at udvikle fornemmelsen af det “vi”, der er så svært at rumme når alting er i evig bevægelse.

Turen her kaldes “The Baccalieu Trail” – en route op langs Conception Bay og ned på den anden side langs Trinity Bay – to bugter, der former een af de fire “fingre” i det område, hvor vi befinder os – The Avalon Peninsula. Newfoundland er næsten 3 gange så stor som Danmark, så vi når kun en brøkdel på denne tur – men lidt har også ret midt i en pandemi. Jeg slår ned tre steder på denne tur. Bemærk stednavnene!

Harbour Grace

Vi standsede egentlig først ved dette syn – et skib der tilsyneladende sad fast, og havde gjort det i meget lang tid –

Det viste sig at være The S.S. Kyle – et skib bygget i England omkring år 1912. Kort fortalt, så har skibet været både transportskib, den første færge mellem Newfoundland og Labrador samt sælbåd i sælfangstens storhedstid. I en vinterstorm i 1967 rev den sig løs fra sine fortøjninger her i Harbour Grace og har ligget på denne banke lige siden. Dens historie er fortalt i dette lille søde museum og skibet selv ligger hen som en attraktion –

Men det var slet ikke det, vi kom for at se – det var Amelia Earhart – der den 20. maj, 1932, blev den første kvindelige pilot, som fløj solo over Atlanten. Dengang lå der en flyveplads her i Harbour Grace, og det var herfra, hun fløj. Et stort skridt i både flyvningens og kvinders historie –

Denne lille lufthavn skabte historie – ikke blot med Amelia Earhart, men med de tidlige flyvninger i det hele taget. I dag flyver vi nærmest som en selvfølge, dengang var det en begivenhed, der ryddede forsider. At flyve med passagerer blev det næste skridt, og dette fly er en af de første af slagsen – en DC-3 – den siges at have været en af de mest signifikante fly til formålet, der nogensinde er blevet lavet.

Heart´ s Content

Her hvor hjertet synes at have fundet tilfredshed, besøgte vi endnu et minderigt sted i den moderne udviklings historie – Heart´ s Content Cable Station. Heart´ s Content er en af de mange små havnebyer, og den udviklede sig eksplosivt i 1800 tallet, da det første kommunikationskabel blev trukket under vandet fra Europa til Nordamerika – nærmere her fra Newfoundland og til Valentia Island i Irland. Der skulle tre forsøg til, før det lykkedes at få kablet lagt under vandet hele vejen. Verden forandredes for altid, da det første telegram tikkede ind til de tre medarbejdere, der sad og ventede her i Heart´ s Content. Man kunne måske vove påstanden, at dette var verdens første sms!

Kabelstationen voksede og voksede og gave arbejde til henved 200 mennesker, da den var på sit højeste. Byens kvinder forlod gryderne og fik deres første betalte jobs, skoler blev anlagt og dette lille sted blev for en stund verdens navle. Stationen blev først lukket i 1965 – den eksisterede i henved 100 år.

Vores guide fortæller –

Det allerførste kabel – den lille dippedut i toppen er kobbertråden, hvor signalet gik igennem, resten er beskyttelse mod vandet –

Kontaktenheden som man også så det på de gamle telefoncentraler –

De første og originale kabler – og stedets stolthed

Vue over maskinrummet – jeg tænker at læseren måske vil give mig ret i, at der er noget umådeligt æstetisk over gammelt håndværk –

Detalje –

Vi forlader Heart´ s Content en lille smule klogere på kommunikation og forbindelse – og disses betydning ind i vores egne liv idag.

Dildo

En by med dette navn måtte vi lige standse op ved, da den lå på vores vej!

Unge på havnen ved den udendørs hotdog bod – dildo dogs….

Den lokale souvenir shop….

….. og en ordentlig krabat i lettere reduceret form, der ligger til udstilling på havnen –

….var det noget med en hval ribbensteg?

De små huse

Her til sidst får I lige et par billeder af de små kulørte huse, der findes overalt – i det hele taget er newfoundlændere – eller Newfies, som de kalder sig selv – meget glade for kulør på deres huse –

Badehuse på havnen –

Den gule nordamerikanske skolebus kører fast rutefart mellem alle småbyerne. Men til forskel fra i USA og andre steder i Canada, så har de heroppe syntes, at deres børn skulle have noget sjovt at stå i, mens de venter på bussen – her et par eksempler.

De vejfarende