DRØMMESPOR

Den smukke by ved havet. Ja, det lyder unægtelig som en kliché, der er så mange byer i verden, som definerer sig som byer, der ligger ved havet. Ikke desto mindre er det sådan, at jeg vil huske Seattle. Havet, bugten og den store sø, Lake Washington, ses alle fra talrige steder i byen og giver Seattle en identitet, som strækker sig langt ud over blot det at have en stor havn. Havet, søen og bjerget – disse står tilbage i erindringen efter at have gæstet familien, som bor der. Bjerget er Mount Rainier, stadig aktiv vulkan, der ligeledes skimtes mange steder fra – med sin evige sne står den som vartegn og lokker med sine mange rekreationsmuligheder. I det hele taget har jeg sjældent oplevet en by, der både kan byde på det, som vand nu engang kan og samtidig på alt det som skove og bjerge kan – vandsport, sejlsport, skisport, vandring, fiskeri, jagt – alt sammen lige uden for døren.

Seattle ligger som sagt i en bugt ud til Stillehavet i staten Washington. Den har en naturlig havn, den 4 største i USA. Trafikken mellem det asiatiske kontinent og Nordamerika går denne vej. I tidernes morgen var skovdrift, og transport deraf, den største industri. Senere kom den store guldfeber nordover til Canada og Alaska og trak sine spor gennem byen. Så kom skibsindustrien – der bygges stadig skibe i Seattle. Men den helt store expansion kom med teknologien. Microsoft har hovedkvarter her, Bill Gates bor i byen. Amazon.com og kaffegiganten Starbucks fødtes her – og mange andre større og mindre Tech virksomheder slog sig ned i byen fra 1980´erne og fremover. En stor musikindustri udvikledes – både jazz, pop og rock. Med dem flyttede unge og kreative talenter hertil og giver i dag byen en langt mere international atmosfære end så mange andre amerikanske byer i det vestlige USA.

Og så er der et nordisk islæt også – oven i købet så stor, at den fylder en hel bydel i Seattle – Ballard. Immigranter fra de nordiske lande kom hertil i 1890´erne, og jeg tænker, at de følte sig meget hjemme her ved skovene og ved havet. I starten af 1900 tallet var de den største immigrant gruppe i staten Washington – henved 30% af befolkningen. De fiskede laks, startede bådebyggeriet, gik ind i træindustrien, var landmænd, formede fagforeninger og slog sig ned så talrigt, at Ballard stadig betragtes som en “skandinavisk” bydel.

Her følger en lille tur gennem de dele af byen, som vi nåede at se. Byen har naturligvis meget andet at byde på.

The Locks

For at komme gennem byens vand er der i Ballard en sluse (locks), så bådene kan sejle mellem søerne og sundet. Det er en af de mest populære attraktioner i Seattle, en dejlig lille park fører én derned. Også vi stod i lang tid og betragtede sejladsen.

Man kan få sit navn indskrevet på muren – for betaling fortsås –

Børnebørn der leger –

Det nordiske museum

Smuk arkitektur og vikingebåde i forhallen –

Den svenske hest….

Skulptur, der symboliserer de fem nordiske lande…

Ja – historien gentager ofte sig selv…..museer er til for ikke at glemme –

Havnen i Ballard

Skibe repareres og males – dette næsten færdigt….

…og dette venter på at få et løft –

De nordiske flag vajer stadig…men tiden går og langsomt bliver afstamning til erindring –

Pike´s Place

Nede i midtbyen – også ved vandet – ligger det store indkøbsmarked Pike´s Place. Et helt vidunderligt marked med en stor terrasse vendt mod vandet og byen –

Blomster i lange baner…

…og damen med de strikkede huer….

Antikvariatet nede i 2 etage under jorden….

Frokosten kan indtages fra markedets terrasse med udsigt til både vand og by….

Familien

Dette var først og fremmest et familiebesøg. Her følger billeder af familien forskellige steder i Seattle.

Udsigt over bugten fra Discovery Park –

Børnenes skole og udsigten fra deres legeplads ind over midtbyens dis –

Fra Seattle West – en bro forbinder øst og vest, og vi tog over til stranden på den anden side –

Vandhunden….

…..og filosoffen

Til fodbold – en af de mindre sportsgrene i USA, men her i Magnolia, hvor familien bor, har børnene fuld gang i den – lokalt opgør!

Publikum og assistenttræner….

Der tages tilløb til scoring….

Vi tog til bydelen Fremont for at spise – den gamle, lidt vilde arbejderbydel. På et hjørne står denne herre og troner. Historien er, at statuen i sin tid blev lavet i en af de tidligere Sovjetrepublikker til ære for Lenin og skrottet da Sovjetunionen faldt sammen. Her faldt en amerikaner over den og købte den. Han døde imidlertid, før han kunne stille den op, og nu står den her og venter på en køber – det har den gjort i 27 år! Den er privatejet og står på privatejet grund, så byen kan ikke gøre noget ved den – sådan er lovgivningen her i USA. Ligesom vores egen Lille Havfrue bliver den ofte vandaliseret eller dekoreret alt efter politisk temperament. Det siger sig selv, at den er en kontroversiel figur i bybilledet, men den står der altså endnu.

Solnedgang over bugten – og et par dage efter vendte vi skuden og drog øst på igen –

De vejfarende

Il tempo. Tiden. Denne eksistentielle tilstand, som vi lever i, men ikke kan standse og ej heller forstå. Vi skaber instrumenter til at måle den, men målingen i sig selv er fiktiv – og menneskeskabt. Vi deler tilværelsen op i sekunder, minutter, timer, dage, uger, måneder og år i et forsøg på at fastholde tiden – at forstå den og give livet en mening.

Og vi fortolker tiden hver dag, selv om vi ikke mærke den. Vi taler om fortiden, nutiden og fremtiden. Vi metaforiserer den: tiden går, tiden løber, tiden standser, tiden står stille. Vi planlægger og markerer begivenheder. Vi ser børn vokse og naturen forandre sig efter årstiderne. Vi registerer, når noget ændrer sig og ikke mere er, som det var. Vi digter tiden. Vi maler tiden. Vi besynger tiden – og imens skrider den stille og roligt fremad, altid fremad, uden at ænse hverken vores kærlighed til den eller vores frygt for den.

At rejse, eller blot at flytte sig fra et sted til et andet fx at gå en tur, gør tid til mere end blot et begreb. Vi bevæger os. Vi registrerer forandringerne. Ligeledes når vi genser et menneske, som vi ikke har set længe. Vi kan se, at tiden er gået. Furene i et ansigt fortæller os det. Vi kan sommetider også både høre og lugte tiden. Ude på landet lugter det anderledes om foråret, end det gør om efteråret. Lærken markerer, at tiden skifter dragt, når den ankommer og synger foråret ind. Livet i sig selv er ikke andet end tid – fortolket tid – som vi ikke selv er herre over, hvor meget vi end måtte tro det. Men så længe vi lever, kan vi stadig opleve os båret af tiden og give forandringerne opmærksomhed. Og måske er det ligefrem en pligt at registere tiden og følge den på vej.

At rejse her til Palermo år efter år giver denne uhåndgribelige fornemmelse for, at tiden er i bevægelse. At forandring er uundgåelig. At ting og mennesker ældes og intet forbliver statisk og det samme. Dette lille causeri over tid blev inspireret af følgende korte video taget i gården til den efterfølgende historie om én af Palermos fornemmeste paladser – Palazzo Butera. Du registerer brisen på muren, men du hører den ikke. Brisen er tid. Du ser skyggen af løvets bevægelse. Skyggen er tid. Imens jeg iagttager tiden på muren, forsvinder et par sekunder af mit liv – et par sekunders væren.

Palazzo Butera

Paladset på billederne her er et af Palermos ældste og mest imposante. Det tilhørte én af Siciliens førende adelsslægter, slægten Branciforti, og var tænkt som en slags forbindelse mellem havet og byen. Fronten vender mod havet og bagsiden mod byen. Således fik byen “øjnene” vendt ud mod havet. For at gøre en lang historie kort, så døde den magtefulde slægt Branciforti ud i 1814 med den sidste direkte arving, og herefter overtog andre slægtninge indtil 1950, hvor stedet overgik til administrative forhold – og mere eller mindre forfald. I 2016 blev det købt af en Massimo Valsecchi – som jeg vil berette lidt om senere. Men først til nogle billeder.

Nedenstående træ er et Jacaranda træ. Da man begyndte restaureringen af paladset, fandt man en lang, lang rod fra dette træ undet gulvene. Den havde skudt roden for at finde vand – ind gennem paladsets vandrør. I stedet for at fjerne den valgte man at bevare roden i en slags gulvmontre.

Der er ført en trappe op igennem taget, så man kan se konstruktionen heraf og derefter gå videre ud på selve taget med udsigten over Palermo og havet.

Da vi havde været igennem den del af paladset, som nu er åbnet for publikum, var det tid til en pause. Og hvad ligger der lige op ad paladsets ydermur? Såmænd en alletiders fiskerestaurant, der bredte sig ud over fortovet og lokkede med fisk på åben grill – her indtog vi vores søndags pranzo – frokost, som er en institution for familier hernede. Vi var meget heldige overhovedet at kunne få et bord.

Jeg lovede at sige et par ord om Massimo Valsecchi. Han er ikke fra Sicilien, men fra Ligurien kysten. Han er velhavende, det siger næsten sig selv, når man køber et palads som dette og restaurerer det så smukt og nænsomt, som det er gjort her. Han siger selv: “I didn’t know Palazzo Butera, and basically I don’t care about the palace, I didn’t come to restore a mausoleum, the idea was to have a space available to live in a dynamic way and help me look ahead. In this moment where politics and economics are unable to give concrete answers, perhaps only art can help “. (Jeg kendte ikke Palazzo Butera og ret beset er jeg ikke engang interesseret i selve paladset, jeg kom ikke for at restaurere et mausoleum, ideen var at have et sted, hvor jeg kunne bo på en mere dynamisk måde for at hjælpe mig til at se fremad. I denne tid, hvor politik og økonomi ikke er i stand til at give konkrete svar, kan kunst måske være en hjælp.)

Om ham siges der videre, at han har været på stedet gennem alle de 6 år, som det har taget at restaurere paladset og deltaget i hele den detaljerede planlægning og ombygning uden at gøre væsen af sig. Selv ønsker han at være mere eller mindre anonym – han har hverken mobil eller mailadresse! Man kender ham ikke på gaden. Men han har givet Palermo noget af dens sjæl tilbage – den der forbinder havet og byen.

Til slut et par billeder af mennesker på gaden – fastholdt i kameraets linse…

På dansk har vi det gode ord øjeblik, som markerer en form for umålelig tid. Men hvad er et øjeblik? Er det en fastfrysning af evigheden i nogle få sekunder? Som når jeg tager et billede med mit lille apparat? Denne port og de gamle mure fra middelalderen forlænger øjeblikket hen til barnet og den nyere dør i den anden ende – og således både forsvinder tiden og forbliver fastholdt – i blikket.

Ciao fra pensionisterne i Palermo