Så sluttede sporet efter den skandinaviske indvandring. Vi har holdt hviledag i byen Minot i North Dakota, og uden at vide det løb vi lige ind i årets store begivenhed på disse kanter – den årlige skandinaviske høstfest – Norsk Hostfest kaldet. Der var reklamer for det overalt, så vi kunne næsten ikke undgå at deltage lidt i festlighederne. Jeg må nu sige – at mit hjemlands vemodige køkken var blevet en tand ringere af den amerikanisering, som den tydeligvis havde været ude for. Men sjovt var det, at vi kunne få denne begivenhed med.

 

 

 

 

 

 

Og hvad kan man så ellers bruge sådan en begivenhed til?

 

Og nu er landskabet skiftet dramatisk. Væk er de svalende “svenske” skove og i stedet er trådt det mest storslåede og øde – marker så store som Fyn, græsland i det uendelige med store gårde spredt langt fra hinanden og  flammende olieboringer overalt. Det kan lyde kedeligt, men det er det langt fra – en ørken af græs kunne man måske kalde det, med en horisont, der trodser enhver beskrivelse. Selv de utallige olieboringer står skarpt i landskabet og ser helt levende ud som de nikker op og ned hele tiden. Og intet er så malerisk, som et forladt husmandsted.

Vi er kørt mod vest på hele turen indtil nu, og her sluttede så det skandinaviske spor ved synet af en hvid kirke. Den kunne ses på kilometers afstand med sin hvide facade midt i alle de omkringliggende høstgule marker. Den viste sig at være Luthersk, og den lille tilhørende kirkegård var fyldt med skandinaviske navne. Det kan kun have været et meget hårdt liv, som disse indvandrere har ført – og hvorfor de ikke med det samme drog til mildere egne i syd eller længere mod vest, ved jeg ikke. De fik jorden forærende, men jeg har læst, at det ikke var så få, der mistede forstanden heroppe, og mange af de kommende generationer flyttede væk til de større byer – den klassiske indvandrerhistorie. Men rig gjorde de denne nordlige og øde stat – North Dakota er USAs tredje rigeste stat.

Her følger flere billeder fra dette interessante skandinaviske spor tværs hen over Midtvesten – og nu har vi vendt bilen mod syd, og denne retning følger vi så helt til Texas.

Kornsiloer i høst

Den gamle af slagsen…de var bare så smukke

 

..og de nye – altid på rad og række

 

 

 

 

 

De gamle og de nye i samdrægtighed – alting vokser sig stort med tiden!

Og så fotografens yndlingsbillede…også siloer kan præsentere sig!

 

Det forladte husmandssted

….men hvilken himmel – og hvilken mystik….

 

Uendeligheden

Dyrene havde det hele for sig selv…det er de små prikker i baggrunden

 

….og vi havde vejen

….det sorte guld i den røde jord

Jeg mente, at det var korn, min rejsefælle at det var olie…..

…og nogen må jo bo her et sted…

Til sidst vores Lutherske kirke……..som den knejsede på toppen af bakken

…og her ligger de så, dem der en dag skulle blive den hvide amerikaner!

 

 

 

 

 

De vejfarende

Nr. 2 er altid den sværeste – det siger forfattere, det siger musikere, det siger filmfolk, det siger erfaringen og uden sammenligning i øvrigt, det siger også jeg. Det har taget lidt tid at komme i gang med turen denne gang. Sidste år fløj vi direkte ind i de dramatiske landskaber ude vest på og var helt overvældede af storheden, farverne og naturen. I år er det gået langsomt. Vi har kørt den første del gennem det sydlige Canada, langs grænsen og de store søer Lake Huron og Lake Michigan – store som have, er disse søer. Så krydsede vi ned i USA mellem Lake Michigan og Lake Superior og ind i staten Michigan. Her har vi så kørt langs den nordlige del af Michigan og staterne Wisconsin og Minnesota. Lange lige stræk igennem uendelige skove, små bygder og søer gemt mellem træerne – hvis nogen tænker Sverige, er det ikke helt galt tænkt!

Sidste år kom vi uforvarende til at følge sporet efter de to opdagelsesrejsende Lewis og Clarke, der fulgte floderne vest på til Stillehavet. Denne gang er vi uforvarende kommet til at følge sporet efter de skandinaviske udvandrere – svenske, norske og danske. Det var blandt andet i disse nordlige egne af Amerika, at de slog sig ned – her på grænsen til det Canada, hvor de også fandt vej til en bedre tilværelse. Og når man i dag kører igennem landskaberne, kan man se, hvorfor de følte sig hjemme her – især svenskerne!! Naturen og klimaet (det har regnet hele dagen i dag) vil have mildnet den første og største hjemvé, som disse tidlige udvandrere må have haft. Ja i dag ville vi vel have kaldt dem indvandrere – gad vide, hvad forskellen er, de indvandrede jo også pga. af fattigdom og eventyrlyst til et land, der i forvejen var befolket af andre.

Her følger de første billeder fra turen, så aldeles forskellige fra den første sidste år – og som sagt er det et skandinavisk spor vi følger et stykke af vejen. Det gode ved en toer er dog, at man hurtigere kommer i “køre” omdrejninger. Bilen pakkes ind og ud i lyntempo, maden indtages efter sidste års erfaringer og køreafstande er afpassede efter, hvad to pensionister kan klare pr. dag – 4-700 km. Vi fulgte Highway 2 – The Great Northeren også kaldet – og kørte siden fra ud på de mindre landeveje på vejen gennem Wisconsin og Minnesota til byen Fargo i North Dakota, hvor vi er nu. Måske har en eller anden set filmen “Fargo” – den er optaget heroppe og gør kærligt nar af de skandinaviske rødder.

Langs vejen

Transportmidlet denne gang….

Traner på træk

 

Vin og andre gøremål

 

Der laves også vin i Michigan – fik en flaske Riesling med – god drue til kolde egne!

 

 

 

Posten kommer ud til alle små steder, måske kunne Post Nord komme i lære her?

Og sjælen plejes på bedste vis, selv i den mindste flække….

 

Minedrift

Disse nordlige områder af USA er præget af landbrug, skov-og minedrift, ligesom i skandinavien før i tiden også var det. Mange unge mænd tog turen over Atlanten og fandt arbejde i de nye miner – det var hårdt, det var beskidt og det var ensomt, men de dannede grundstammen for den befolkning, der bor heroppe nu – i øvrigt kom de fra hele Nordeuropa og ikke kun fra skandinavien – mange polakker og tyskere også, vi kan se det på sted-og personnavne overalt.

Vi tog en afstikker til en lille mineby, nu forladt, men nænsomt restaureret til eftertiden – den lå perfekt ned til en naturlig havn, så jern kunne transporteres ind og ud.

I dag – den rene idyl. Lystbåde lægger til nu….

Rester af den tidligere mole – og i baggrunden ses årsagen til den perfekte placering her – kalksten, som blev brugt i udvindingen af jernet.

 

 

Administrationsbygningen – skolen i baggrunden…

 

 

…og hotellet, hvor de enlige mænd boede – de betalte 10% af lønnen for at bo her – lidt mindre, hvis man ville bo sammen.

  ….smedjens vinduer

Planche i det lille museum – sådan så de ud, vore forfædre der tog rejsen til Amerika….

 

Det skandinaviske spor

Man ser dette spor på forskellige måder i det liv, der til dagligt leves her i det nordligste af de nordlige stater. Her følger nogle af de ting, som jeg har fået plads til i denne blog.

Skilte

 

 

 

 

 

 

Lader på landet

På vej her til Fargo opdagede vi, at der var rigtig mange lader, der bar umiskendeligt svensk præg – også med mange små udhuse. Jeg begyndte at fotografere dem, og havde jeg været ansat på National Geographic, ville jeg have brugt uger på at køre rundt og fotografere disse lader, før de forsvinder i glemsel. Jeg tog kun nogle få billeder, men der var mange, mange lader – både i forfald og helt nye bygget af stål. Døm selv om både det svenske islæt og skønheden i disse bygninger.

 

 

 

 

 

Norge

Der er ingen tvivl om, at vore broderlande, Sverige og Norge (og Tyskland!), er mere rigt repræsenteret her, end Danmark er. Inden vi kørte ind i Fargo, så vi et lille museum, som norske indvandre- efterkommere har stået bag. Guiden fortalte os, at som altid her i USA, så har en norsk efterkommer med mange penge stået bag oprettelsen af museet og bygningen af en stavkirke efter model af Norges næstældste stavkirke. Ydermere havde norske efterkommere bygget et Vikingeskib og sejlet det fra Fargo til Bergen i 1980´erne. Også dette skib var på udstilling – skibet hed Hjemkomst!

 

 

 

 

Indvendigt træværk…

 

 

 

De spedalskes vindue – de kiggede ind på de heldige udefra…

Og til sidst et vartegn fra en lille by med stoltheden i behold – altså de nordmænd! Byen hed Norway.

 

De vejfarende