I 1883 ankom Theodore Roosevelt her til de øde egne i North og South Dakota for at gå på jagt. Han var overvældet. Når man kommer enten fra Østkysten, som han, eller fra Vestkystens venligere klima, ja så bliver man – overvældet. Og hvad bliver man så ikke som lille dansker, hvis land kun er så stor, som de mindste stater. Roosevelt fandt landet herude bjergtagende og så bevaringsværdig for eftertiden, at han udråbte de mest spektakulære områder til Nationalparker – der er to i South Dakota – The Theodore Roosevelt National Park og The Badlands.
Den første – The Theodore Roosevelt National Park er egentlige to parker – en Nord og en Syd – som er adskilt af en lang lige landevej, på små 100 km, gennem det man her kalder The Grasslands – altså områder med græs og hede så langt øjet rækker, hvor synet alene brydes af telefonpæle og flokke af sorte køer. Vi besøgte dem begge. Solen skinnede i den første, den nordlige, og regnen regnede i den sydlige – men som det ses på billederne, så gør det øde landskab sig ikke så dårligt i gråvejr.
The Badlands er et kapitel for sig. Her bevæger man sig ind i en næsten præhistorisk tid, og landskabet er da også formet gennem millioner af år. Engang var her sågar frodig jungle – et paradis for arkæologer, geologer og botanister. Man har genindført bison okser, prærie hunde, langhornet får og ulve – de sidste så vi dog ikke – for at genetablere den oprindelige flora og fauna. Som altid – i hed diskussion og til tider konflikt med de farmere, der også skal leve af jorden.
En lille eftertanke: Vi så en film om parkerne og én af de Rangers som passer dem fortalte om, hvordan man sætter nyt vildt ud i sådan en park og, som han sagde ” så er det ikke det første par, han og hun, som vi sætter ud, der interesserer os – det er om de får unger. Når først de har fået unger, er der håb om overlevelse for arten – de gamle interesserer os sådan set ikke”. Så fik vi den, alle vi pensionister!
Tag med i billeder gennem parkerene.
Roosevelt Park – The North Unit
Et kig ud over The Little Missouri River som gennemløber alle tre parker.
Her i de vestlige Dakotaer trives og vokser der Cottonwood træer overalt, hvor der er en smule vand (en art poppeltræ) – de får denne dejlige farve om efteråret…
Sedimentære formationer dannet af hårde mineraler, der lægger sig om det blødere sand og ligger i tusinder af år for at komme frem efterhånden som klipperne slides af vind og vejr – og tid. De hedder Cannonball Concretions – jeg ved ikke hvad den danske oversættelse ville være, men billedet taler vist for sig selv….
…æggeform
…og paddehat
Og hvad er så det? Det er såmænd en landsby! Den hedder en Prairie Dog Town – en prærie hunde by – og de var overalt – ville dog nødigt have dem i haven, muldvarpen holder sig trods alt under jorden – men søde var de, og de fløjtede hele tiden til hinanden…
Ham her var lidt større – ville heller ikke så gerne have ham i haven!
Den smukke røde jord…..
The South Unit
Før regnen kom… 
The Badlands National Park
Vejen hertil gik gennem de smukke bjerge, The Black Hills, hvor vi boede på et Casino Hotel – lyder slemt, men det er nogle af de bedste – altid rene og altid med restaurant og altid billige uden for weekenderne – og så behøver man ikke at bruge en krone, hvis man kan lade være!
At køre fra de frodige skove og ind i The Badlands er som at køre fra jorden og ind på månen. Den golde jord har frembragt de mest surrealistiske formationer, som springer op af jorden som gigantiske skulpturer. Der var mange dyr her, dem gemmer jeg til en seperat blog – mest til de små børnebørn og andre barnlige sjæle. Vandet har skåret sig vej igennem sandstenen i millioner af år, og de forskellige tids epoker ses tydeligt aftegnede – nærmest som lagkager.
Det regnede det meste af denne dag, men selv i gråvejr mister man pusten over hvor smuk fraværet af grønt kan være…
The Badlands indbefatter også en enorm prærie- og græssteppe både i og uden for månelandskabet, som bebos af spredte gårde og parkens dyr – ikke mindre barskt og ikke mindre smukt…
De vejfarende
