Vores USA tur # 2 er ved at være slut. Vi har været igennem 23 stater – nogle dog kun ganske kort, som fx Texas og Maryland. Sidstnævnte er så lille (samme indbyggertal og lidt mindre end Danmark), så vi opdagede det knap nok – men de tæller alligevel med i statistikken. Sidste år var det New Mexico, der kun fik sporadisk besøg af de to vejfarende – men måske vi kan vende tilbage til disse stater en anden gang. Sammenlagt med sidste år har vi kørt ca. 20.000 kilometer gennem 34 stater – en kraftanstrengelse for to ældre pensionister i mere, og måske især mindre, god form. In Shah Allah – om Gud vil – så tager vi den sidste bid næste år.

På turen har jeg taget over 1000 fotos, så der er selv sagt mange, der er blevet sorteret fra. Derfor, i lighed med sidste år, kommer her et potpourri af nogle af de fotos, som jeg valgte fra, men som en og anden måske gerne vil se alligevel.

Som læseren vil bemærke, så står der en tekst i kursiv også. Det er den engelske oversættelse, så Bills familie og venner kan følge med i dette sidste indlæg. De har hidtil kun kunnet se billederne, da jeg ikke har haft tid til også at oversætte undervejs – og det har jo ikke kun været min tur!

De lange, ensomme veje

Vi stopper og holder hvil midt i ingenting

Andre veje

Skilte 

Ikke særligt betryggende

På dansk: “Blaffere er måske undvegne fanger”!

Men disse vil vi gerne dele vejen med…

Hvad vi også gjorde…

Den altid nærværende i Guds eget land…

Og så lige en hilsen til rygerne…

Uheld 

En enkelt punktering var eneste uheld, og imens bilen var på operationsbordet, gik fotografen rundt på pladsen

Han og jeg fik en passiar om hans smukke truck

Bygninger og andre fotogene scener 

Alder og forfald er ingen hindring for æstetik….

…og så er småt også godt….

En mark på en Amish gård, det er vist meget lang tid siden, at det foregik på denne måde i et almindeligt landbrug…

Dette er vist mere almindeligt…

Vi bevæger os mere østpå og bygningerne på landet ser nu mindre forladte ud, de indgår ikke i naturen på trods, men i samarbejde!

Bemærk den smukke tegl på denne kornsilo…

For at læseren ikke skal tro, at alt er forfald – vi er nået til New England staterne…

Amerikanernes selvbillede vil jeg tro – vægmaleri i staten New York…

Og imens jeg fotograferede, talte min rejseledsager med denne mand…

På vægmaleriet er det ham i den grønne trøje, fortalte han…

Endnu en berømt overdækket bro, bemærk konstruktionen – The Taftsville Covered Bridge in Vermont..

Et sted på vejen, et sidste hvilested for nogen – stenene er fra 1800-tallet….

Og til allersidst – bare fordi det er gode motiver….

De vejfarende takker hermed af!

Dette indlæg handler om broer. Broer er mange ting. De er et ingeniørværk, ofte ud over det sædvanlige. De forbinder to steder med hinanden. De tillader, at transport og kommunikation bliver lettere, og at mennesker er i stand til at flytte sig hurtigere. Mennesket har bygget broer siden tidernes morgen.Verdens ældste bro er over 2000 år gammel og ligger i Izmir, i Tyrkiet. Men også i overført betydning, kan broer tale til vores indre forestillinger. Man bygger bro i politik mellem ideer og partier. Man bygger bro til andre kulturer, religioner og folkeslag. Man bygger bro til sin nabo. Men broer kan også rives ned, ødelægges, så disse veje ikke længere føres sammen, men der i mod skilles. Vores manglende evne til at se den usynlige bro, for slet ikke at tale om at bygge den, er ofte årsag til megen fortræd og konflikt. Og uden broer er vi henvist til ikke at kunne udforske, hvad og hvem der bor på den anden side – den anden side af os selv – af “mig”.

Da vi nåede til Iowa, opdagede vi pludseligt, at der fandtes nogle broer her, som vi måtte se – eller rettere, som jeg måtte se. Og igen, kære læser, så må jeg ty til filmens verden. Jeg håber, at en aller anden af jer har set “Broerne i Madison County”. Det er en ældre film, fra 1995, men selv må jeg have set den mindst fem gange. Og pludseligt var det muligt at se disse broer med egne øjne. Hvem kan lade sådan en chance gå sig forbi – ikke jeg! Så her følger en lille fotoreportage fra “The Bridges of Madison County”.

Først en anden bro – en jernbro. Den forbinder de to breder af den store Missouri flod et sted i staten Missouri. Den er lukket nu, man har bygget en anden, men hvor smuk er den ikke i hele sin tunge konstruktion.

Og så de broer, som vi kørte efter – The Bridges of Madison County – træbroerne. Der var fem tilbage, men der har engang været over hundrede. Der løber tre små floder og et utal af bække i området, som disse broer i sin tid forbandt på kryds og tværs. Nu ligger den lille rest stille hen som turistattraktion – trafikken går ad andre veje og andre broer.

Den næste havde de transporteret ind i en park i byen Winterset, og der var hængt tingel tangel på til halloween- og juleudstilling allerede – stakkels bro, men turistindustrien lever for og af dem, så det kan ikke nytte, at de sidste forsvinder. Unge mennesker var for kort tid siden kommet til at brænde nummer 6 ned – fortalte damen på turistkontoret. Den skal nu genopbygges, men det er jo aldrig helt det samme!

– og denne blev overbelyst i fotograferingen, beklager, men den skal dog med…

Og til sidst Francescas hus (filmens italienske hovedperson) – mest for filmelskere, det indrømmer jeg. Vi fandt huset, men det er lukket nu, ligger hengemt i forfald, og det er forbudt at gå op til det. Det forhindrede nu ikke en yngre kvinde i at rende rundt deroppe og tage selfies, men vi blev pænt på den rigtige side af hegnet sammen med en meget religiøs mand, der mente at denne kærlighedshistorie mindende i den grad om, hvordan Jesus elsker os mennesker. Den tyggede vi så lidt på, da vi drog videre til andre egne – ad andre veje og andre broer.

De vejfarende

The Ozark Mountains er bjerge, der breder sig ind over tre stater – Missouri, Arkansas og Oklahoma. Egentlig er det mere et område, da landskabet også består af mange søer, granitbrud, sletter med kvæg, småbyer og enkelte store også – som Branson, hvis nogen har været der – en countrymusikkens højborg, hvor man kan forlænge sin karriere, når den er slut i Nashville.

Disse bjerge er ikke dramatiske som The Rocky Mountains eller The Appalacians, som mange måske kender. De er lave, bløde, rullende og beklædt med blandet skov – de er ikke højere end at løvtræer sagtens kan trives sammen med fyr og gran, og der springer et utal af kildevæld, som giver dem en mystisk og mytisk karakter.

Lige siden jeg for år tilbage så filmen ” Winter´s Bone” har jeg haft et stort ønske om at se dette område. Befolkningen består af mange slags, både rige og fattige, men inde i bjergene lever de såkaldte Hillbillies – folk, der har levet her i generationer og ernæret sig ved skovbrug, fiskeri og masser af krybskytteri. De har deres egne love og folkelige traditioner – og de lever i klaner, som bjergfolk ofte gør.

Vi bevægede os ikke rigtigt ind i skovene, det turde vi nu alligevel ikke. Men vi tog de smalle veje og så, at den omtalte film lægger sig meget tæt op ad virkeligheden. Og her må jeg undskylde over for min læser – jeg nævner vist ofte både den ene og den anden film. Vi, der er opflasket med amerikansk kultur, og den danske kultur er i den grad “amerikaniseret”, kan ikke lade være med at få de associationer – især ikke, hvis man, som jeg, er en hund efter gode film og har set film i biografen, siden jeg var barn. Så altså -en tur til The Ozarks i billeder følger her.

Vejen ind i bjergene 

Hus i skoven…

…et mere

…og en fin bro

Vi standsede, der hvor vejen slår en bugt – der lå en meget lille café – The Snack Shack – vi stak frygteligt ud, som de turister vi jo er….

…..og faldt i samtale med disse to hillbillies (de to til venstre!!) – godt slidte af livet i bjergene. De fortalte lidt om deres arbejde som skovhuggere, og ham i midten hed Brandenburger til efternavn. Nu havde jeg læst, at mange af dem, der i sin tid bosatte sig her, var tyske, så jeg spurgte naturligvis til hans afstamning. Men, som det skulle vise sig senere også, så vil de her ikke rigtigt være ved deres tyske aner – helt anderledes end den skandinaviske jubelfest, som vi havde mødt i det nordlige Minnesota og North Dakota. Så efter lidt betænkningstid sagde han “Nej, min slægt kommer fra Kentucky” (en anden amerikansk stat)! Jeg fik i øvrigt en chilidog – hotdog med godt med stærkt kødsovs på – smagte helt vidunderligt sammen med et stort glas iste.

Udendørs interiør – smukke er linjerne i al deres enkelhed

Samme sted – rundt om næste hjørne – tænkte på de få rygere, vi efterhånden kender – et fristed i The Ozarks….

Eureka Springs

Vi overnattede i denne lille by, der viste, hvad The Ozarks også er – små, smukke byer, som i dag mest er blevet turist magneter – denne fik sin berømmelse fra alle de helende kilder, der spinger ud af kalkstenen. Den har stadig en fordoms herlighed og er i dag en by for alle de “alternative” – alternative i forhold til det meget religiøse, som vi hidtil havde kørt igennem – homoseksuelle, kunstnere, hippier….

Og en ungarsk katolsk kirke midt i det hele – Saint Elizabeth of Hungary Church – oprettet af den ungarske menighed sidst i 1800-tallet. Så sælsomt midt i al den evangeliske kristendom, som gennemsyrer hele dette store land, hvor nationalisme blandes med religion på en, for en dansker, meget fremmed måde -men også en øjenåbner over for, hvorfor tingenes tilstand i USA er, som de er – på godt og ondt….

De vejfarende