Til små og store drenge

Jeg har samlet en lille billedserie til alle de  små drenge. Vi er jo i bilernes land her og med så mange drenge i familien, ja så skal der være noget specielt til dem.

Den gule skolebus venter på børn

p1040626

To flotte fyre hviler ud

p1040253

Lastbiler på stribe – jeg tror, at de er pensionister

p1040279

p1040280

Ham her er vist heller ikke helt ung længere

p1040630

Politibil parat til at køre ud

p1040389

Ham her kører mellem vinrankerne og hjælper med at plukke druer

p1040635

Og de to kører turister op i bjergene

20161006_170440

Tre gamle på tur i byen

p1040629

p1040653

p1040654

Og så var der de flotte fyre på Route 66

20161006_170222

p1040657

p1040659

Og ham her skal vist på museum

p1040649

Skilte, der kan køre

p1040275

p1040304

Dette er ikke en bil – men søde var de, mens de græssede lige ved siden af vejen

p1040593

Og til slut en amerikansk blomst til jeres tålmodige forældre

p1040650

Det grønne bord

Nede i sydvestlige Colorado ligger der en af de mindre og mere upåagtede nationalparker i USA. Den hedder Mesa Verde National Park – nationalparken Det Grønne Bord. Denne kryptiske titel hentyder til formen på de flade bjergtoppe, hvor det var muligt at bygge og bo. Og i sin tid var der masser af skove og vildt på bjergenes top. Vi drog til denne park for at dykke ned i historien om de oprindelige beboere af dette enorme land. Det blev en rejse tilbage i tiden og ind i en større forståelse for, hvordan landet var beboet før den hvide mand holdt sit indtog.

p1040557

Da jeg gik på amerikansk skole, lærte jeg, at de første rigtige mennesker kom til Amerika fra Europa i  Columbus´ 3 skibe: Nina, Pinta og Santa Maria.

Den side af sagen har jeg (og de fleste) afskrevet for mange år siden, men nu har vi også oplevet den anden historie lidt mere indgående og måske også på mere sørgelig og trist vis. Trist over at det skal være så nødvendigt at ødelægge, erobre og eje og at tage hvad man ikke får givet – ofte med magt.

Tilbage til det grønne bord!

Historien om de helt oprindelige folk i Mesa Verda daterer sig tilbage til 1200 BC – den lader vi ligge. Det er historien om Pueblo folket og deres helt unikke levevis på det grønne bord, der er målet for denne rejse. De levede her fra ca. 600 til 1300 – altså i 700 år og efterlod sig en rig kultur bl.a. de bygningskonstruktioner, som nu er udgravede og tilgængelige. Disse huse lå hen i glemsel i 600 år indtil jægere opdagede dem, og siden blev de udgravet af bl.a. den svenske mineralog Gustav Nordenskjold.  I starten var de jægere og samlere, men blev agerdyrkere med tiden og levede af majs, bønner, squash og opdrættede kalkuner – en kost der stadig er den mest basale hernede i det mexikanske køkken. På et tidspunkt flyttede de fra deres huse på selve bjerget og byggede sig ind i hulerne under klipperne – hvorfor ved man ikke helt. De boede i disse hulebebyggelser i ca. 100 år og forsvandt derefter ned på sletterne, formentlig på grund af vandmangel og/eller fejder, og hvor de integrerede sig med stammerne dernede – dem vi i dag kender som Hopi og Navajo indianerne. Den officielle historie har været, at de bare forsvandt – så kunne man skære denne lange kulturelle arv væk – men det er ikke rigtigt. Den indianske befolkning her i USA har altså et langt og rigt kulturelt krav på landet her – og hvad det er endt med i dag, har vi så også fået lov til at opleve lidt af.

Tag med på en rejse i billeder fra det grønne bord i Colorado og ind i reservatet for Hopi- og Navajoindianerne i Arizona- som i øvrigt har svært ved at forliges, da man i sin store visdom har givet dem jordområder, hvor Navajoindianerstammen fuldstædigt omringer Hopistammens jord. Toba – som min gamle far altid sagde på pashtu. Det betyder noget i retning af – hvor tåbelig kan man være!

I selve parken kan man kun komme ind og se de udgravede beboelser med guide. Kun én var åben, da vi var der, The Balcony House – også den mindst tilgængelige. Her boede ca. 30-50 mennesker i en slags kollektiv beboelse.

p1040574

Indgangen til dette hus er meget snæver, man mener at det var af sikkerhedsmæssige årsager….

p1040567

Der kravles på knæ gennem indgangen…..

…og op ad stejle klippevægge

p1040570

p1040561 Den runde form er fælleskabets form – her de rum, der blev bygget til religiøse ceremonier og fælles parlementariske beslutninger. Vi har set en moderne pendant i landsbyerne i reservaterne – det fælles er stadig det vigtigste.

p1040575

På rejse ind i nutiden – med erindring om, at denne historie er forbundet med den næste. Vi kører nu ind i reservatet for Hopi og Navajo indianerne, et reservat på størrelse med Fyn.

Naturens ældgamle pejlemærker i det ellers så golde landskab

p1040581

p1040584

Langs vejen findes der stadig vandhuller til den rejsende, og som vi kender det fra de gamle cowboy film, så kaldes de stadig “Trading posts”, som dækker over posthus, isenkram, madvarer og evt. også en sandwichbar.

p1040594

p1040595

p1040596

Landevejen blev på et tidspunkt til vaskebræt grusvej – vi kørte ca. 3o kilometer på denne vej – med Miles Davis´ Kind of Blue i cd spilleren for at aflede rystelserne!

p1040605

Forklaringen på denne elendige vej fik vi af pinjekernemanden –

p1040611som solgte ristede og saltede pinjekerner fra sin lille bod i den landsby, som vi besøgte. Hopi- og Navajostammerne skændes om, hvem der skal betale for asfalteringen – de gør begge krav på vejen, men ingen vil betale fortalte han og trak på skulderen.

En typisk landsby i reservatet

p1040607

Og hvorfor alle disse biler alle vegne?

p1040601

p1040586

p1040597

Jo – sagde pinjekernemanden – det er fordi, sådan gør man her! Man smider ikke en bil væk, man bruger den som reservedele. Og plads er der jo nok af, da huset som regel blot er et skur eller en vogn – måske endda bygget sammen.

Jeg faldt i snak med denne søde gamle dame, som var ude at gå med sit barnebarn. Hun blev født i reservatet i 1941 og havde boet der i landsbyen hele sit liv. Hun havde tre voksne børn, datteren havde giftet sig med en “anglo” ( en hvid), som hun sagde, og var flyttet til Boston. Hun så hende kun én gang om året, sønnerne ville hun ikke tale om. Bag hende ses den skole, som hun gik i som barn, dengang var den i to etager og skoleklokken foran var byens stolthed.

p1040609

Til sidst en gruppe unge, som vi mødte ved en spisevogn i et vejkryds. De gik på det lokale college og var der for at få noget frokost – i bil forstås. Vi fik også frokost som bestod af suppe med brune bønner og chili og dertil et meget lækkert friteret brød.

p1040599

p1040600

Præriehunde

p1040452

At køre hen over de langstrakte prærieområder i Montana og Wyoming er som at befinde sig i en filmlomme i hjernen, hvor alle de mange film og serier, som man i sit liv har set, er oplagret – film om cowboys og indianere, film om nybyggere, film om ensomme ulve på jagt efter identitet, film om flugt fra forfølgelse. Vi har nu brugt to dage på at køre ned gennem sådanne landskaber og flere gange har vi krydset den berømte The Oregon Trail, som løber øst-vest fra Missouri til Oregon. Ad denne berømte rute drog både nybyggere, der ønskede sig landbrugs- og jagtområder og især mormoner, der flygtede fra religiøs forfølgelse – som bekendt slog de sig ned i staten Utah.

På den tid var sletterne beboet af de indianske stammer, som betragtede de vidtstrakte områder som deres jagtområder, da de øde sletter var befolket af tusinder og atter tusinder af bisonokser.  Det er kampen mod disse stammer, der danner grundlaget for mange af de film, som vi har på nethinden fra den tid – den uskyldige nybyggerfamilie og den onde indianer. Mon ikke historien er mere nuanceret end som så – den er i hvert fald vendt på hovedet i dag. De såkaldte reservater, som indianerne i dag har fået som deres område, er fattige, uden megen mulighed for arbejde og ofte med den dårligst tænkelige jord. Hvis der findes olie, gas eller mineraler i jorden, tages det på snedigste vis fra dem igen.

Men – det gjorde ikke prærien til et mindre fascinerende område at køre igennem. Her følger billeder fra vores tur – ikke i oksetrukken prærievogn eller til hest, men den lille Ford Focus gjorde det godt – vi tilbagelagde ca. 800 km. på to dage. Som det ses, er det ikke kun flat og kedeligt, men prærien brydes af bjerge, klipper og vand – de pejlemærker som mennesket til alle tider har brugt som orientering i naturen.

Kun lidt af jorden er opdyrket, resten ligger hen som prærie.

Dyr på sletterne

Prærien er stadig fyldt med dyr, selv om bisonoksen for længst er forsvundet. Nogle er vilde og andre er sat på græs fra de store ranches, som vi dog ikke så – de må ligge langt væk fra vejene. Køerne er mærkede og samles ind et par gange om året – tror vi nok!

p1040505

Vilde heste – den lidt lavere indianske Pinto, som oprindeligt kom op fra syd og blev indianernes foretrukne transportmiddel og ven. Jeg læste et sted, at hesten helt forandrede indianernes livsstil – måske lidt ligesom internettet har gjort for mennesket idag.

p1040489

p1040380

Fugle på træk – traner i dans?

p1040444

Først så vi én ….  p1040448  …. så så vi flere og til sidst lagde vi

mærke til de store flokke af vilde Pronghorns (gaffelbukke), som færdes overalt på prærien….

p1040498

Og så ham her…..

p1040487

Pejlemærker

Da nybyggerne drog vestpå havde de pejlemærker af sten og vand. Vi stødte på denne mærkelige stenformation, som indianerne anså som hellig..

p1040486

Naturens puslespil…

p1040485

Træer så gamle som bonsai træer og næsten lige så små..

p1040480

Klipper og vand….

p1040439

Spor af mennsket

Oliepumpe – stadig i brug…

p1040414

Hvor heldig kan man være?

p1040501

Bankkrak et sted på vejen…

p1040504

Noget skal man jo leve af…..

p1040465

Og hvis man tror, at de lever kulørt og folkloristisk i indianerreservaterne, så tager man fejl – det er kun på tv, at det ser sådan ud. Sandheden har også en bagside, som billedet her viser. Sådan bor mange indianerfamilier, selv om også de yngre generationer for længst er flyttet bort, har uddannet sig og har integreret sig i det almindelige samfundsliv. De, der bliver tilbage, efter at en gammel kultur er gået i opløsning, har ikke altid kræfter til at begynde et helt nyt liv med alt hvad det indebærer – og elendighed går som bekendt ofte i arv.

p1040445

Der bor faktisk nogen her, men vi spurgte ikke hvem….

p1040463

Til slut vores egen lille hest, der holder hvil et sted på vejen – håber, at I kunne fornemme det øde, det tomme og det uendelige – præriehunde så vi ikke noget til….

p1040441