Efter en lille omvej ind i Texas, fulgte vi Mississippifloden til byen Natchez, der ligger forenden af The Natchez Trace, som jeg beskrev i det første indlæg. Natchez blev skånet for ødelæggelse under borgerkrigen i 1861-65, da den overgav sig betingelsesløst til Unionens armé – den har derfor mange af sine flotte huse intakt – Antebellum Houses, som de kaldes. Den var engang den by, som husede de fleste millionærer i USA og byen er stolt af sin fortid som stor handels- og skibsby her ved breden af Misssissippifloden. Og måske er det unødvendigt at tilføje, at den blev bygget på ryggen af slaver efter at man havde fordrevet den lokale stamme, Natchez, som havde levet her i århundreder. Denne stamme er helt uddød nu, kun byens navn står tilbage.

Efter Natchez tog vi dybere ned i syden til byen Lafayette i Louisiana, der som navnet antyder hører til den franske del af denne historie. Creoler, Cayun – efterkommere af en kultur, hvor racerne blandede sig. Franskmænd fra både Frankrig og Canada, spaniere, englændere, afrikanske slaver og de oprindelige amerikanske indianere (Native Americans) blandede sig alle med hinanden hernede i de sumpede landområder omkring den mexikanske golf –  og her skabte de en kultur, som er væsentlig anderledes end det USA, vi hidtil har bevæget os igennem. Cajun og Creole er dog ikke det samme. Creolerne er hovedsaligt indvandret fra byer i Europa – fra Frankrig og Spanien – og er en mere raffineret bykultur. Cajuns kommer oprindeligt fra Nova Scotia i Canada, fra Acadia, hvortil de var indvandret som fattige bønder fra Frankrig. Englænderne fordrog dem, og de flygtede herned, fordi området var fransk. Begge disse invandrergrupper blandede sig med både de sorte og med de oprindelige indianerstammer, deraf al forvirringen.

Men igen – tag ikke fejl – slaveriet var også her rygraden i den rigdom, som de store plantager var bygget op omkring – sukkerrørs- og bomuldsplantagerne. Markerne med bomuld og sukkerrør strækker sig stadig så langt øjet rækker, men i dag høstes med maskine og ikke med de bare hænder. Begge disse afgrøder er ødelæggende for hænderne – inde i bomulden findes kerner, som skulle fjernes med fingrene og sukkerrørenes lange blade er skarpe som knive og kan skære dybt, hvis man ikke er forsigtig. Ud over det, skulle der høstes i bagende sol – der er 30-35 grader her i oktober – det er meget svært at forestille sig.

Tag med på en lille tur rundt i først Natchez og derefter til en plantage helt nede ved New Orleans.

I Natchez tog vi en turistbus for at få et indtryk af byen, det var for varmt at gå rundt. Vores guide var en herlig ung gut, der nærmest rappede sine informationer til os og afsluttede hver gang med at råbe Hey-Hey…

Et par af de smukke huse – der findes 668 alene i Natchez, som er en by på o. 16.000 indbyggere….

Vi besøgte ét af husene, fik en rundvisning og blev mødt af disse tre gratier – i øvrigt det hus, hvor indendørsoptagelserne til serien Nord Syd er filmet…

Men det var denne mand, der arbejdede ude i solen…

 

Efter denne rundtur trængte vi til noget mindre teatralsk og besøgte det lille museum for de sortes historie i deltaområdet – museet i sig selv var en lidt rodet affære, alt for mange ting – sikkert fordi der løbende doneres og måske også pga. emnets karakter. Heldigvis var vi de eneste gæster, så vi fik en hel times samtale med bestyreren, som øste ud af sin viden på turen rundt i de små rum…

Ku Klux Klanen har stærke rødder i Mississippi deltaet….

Og til sidst Mississippifloden i den nedgående sol…stor er den, smuk er den….

 

Så springer vi lidt i det og bevæger os ned i Louisiana, hvor vi ville besøge en af de utallige plantager, der i dag er åbnet for publikum. Hvad skulle vi vælge? Vi havde kun tid til én.

Vi valgte den eneste plantage, der har været ejet af en kreolerfamilie gennem 4 generationer – The Laura Plantation. 

 

 

På vejen ned en tidlig morgen – et af de store vådområder (the swamps) – det ser helt forhistorisk ud…

The Laura Plantation er den eneste af de omkring 30 plantager i den sydlige del af Louisiana, som blev bygget og ejet af en udelukkende creolsk slægt – de fleste andre var ejet af anglo-amerikanere. Den har sit navn efter en af de sidst levende medlemmer og ejere, Laura. Det vil føre for vidt at gå ind i hele historien om disse hovedrige plantageejere, der blev den tids mangemillionærer på indigo, sukker og bomuld. Deres slaver betragtede de som ejendom, og de indregnedes i det årlige budget og økonomi. På Laura ejede de omkring 400 slaver, da det gik højest. Laura´s oldemor havde været så forudseende, at hun havde købt 30 unge piger, taget dem med til plantagen og sørget for, at de alle blev gravide. 10 år efter havde hun sin egen hjemmelavet produktion og dermed arbejdskraft, og hun byggede i alt 40 hytter, hvoraf de fire er bevaret til i dag. Kun få forsøgte at undslippe gennem de farlige sumpområder, og de blev som regel fanget og brændemærket til skræk og advarsel. De kvindelige slaveejere stod ikke tilbage for de mandlige i grusomhed.

Der blev også avlet børn af mulat herkomst på denne plantage, idet én af Laura´s onkler havde travlt nede hos de unge sorte piger.

Stamtavlen fra denne “anden” gren af familien, som selvsagt aldrig arvede noget – nogle lever stadig og besøger af og til plantagen, som rummer deres familiehistorie – Melanie hed hun, den sorte stammoder, den eneste han vedkendte sig….

Hovedhuset er bygget af udelukkende lokale materialer. Mange af slaverne var ferme håndværkere fra deres hjemlande, og de fældede selv træerne til bygningen af huset og lavede også selv hver eneste mursten, før den blev brugt. Som det ses, så står huset på “pæle” af mursten – meget forudseende, da Mississippi ofte går over sine bredder.

Og vi er vel franske efterkommere på plantagen – de gamle vinkrukker i kælderen…

Vi var heldige, at en turgruppe lige havde været igennem plantagen, da vi kom, så vi fik en privat rundvisning af denne søde guide, som selv er af creolsk herkomst og taler både fransk og engelsk…

Store kar som i sin tid blev brugt til at koge sukker i….

Én af de tilbageværende hytter med sukkerrørsmarkerne i baggrunden….

Og så var der tragedien – da slaverne blev befriet i 1865 skete det næsten fra den ene dag til de anden. Slaveejerne mistede millioner, da slaverne var en del af deres ejendom, og for slaverne selv blev det en bittersød befrielse – for hvor skulle de tage hen? Til Afrika? De ejede jo ikke noget, hverken huse, penge eller jord . De fleste havde ingen anden uddannelse end det at være født som ejendom på en plantage. På mange af plantagerne blev løsningen, at slaverne forblev på ejendommen og blev tjenestefolk og “sharecroppers” (en slags forpagtere). Deres løn bestod af fri husleje og mad samt en art lokale penge, som kun kunne bruges til at købe for på selve farmen. Efterhånden flyttede flere og flere ud af plantagerne og resten er vist historie. Den sidste tilbageværende fra Laura flyttede ud i 1977 – 1977 – det lader vi lige stå et øjeblik!

En sharecropper familie….

Det lokale baptistsamfund tog sig af mange af de skæbner der blev efterladt, da de sortes befrielseskamp drog videre, og de etablerede bl.a. et plejehjem for tidligere sorte kvindelige slaver – hvoraf mange blev over 100 år gamle – et billede herfra…

 

Hele denne lange historie kommer man ikke bare over i løbet af en generation eller to – og som den unge guide på Laura sagde: Jeg er bare heldig, at jeg blev født med så lys en hud, som den jeg har!

Den unge mand fra turistbussen i Natchez havde fundet sit eget udtryk: Hey-Hey

 

De Vejfarende

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Vi var på vej til Vicksburg, Mississippi,  for at beskæftige os med den amerikanske borgerkrig, som havde et af sine blodigste slag netop her. Men så læste jeg i min bog. Og i min bog, en rejsebog ved navn The Deep South, stod beretningen om Emmet Till – en dreng på 14 år, hvis uhyggelige død blev startskuddet til de sorte amerikaneres frihedskamp. Jeg synes, at historien også fortjener et publikum i mit eget fredelige og stadig lighedselskende land.

Vi skiftede som sagt spor og kørte i stedet ned gennem det, der betegnes som The Mississippi Delta. Et enormt område, fladt som en pandekage, hvor der dyrkes bomuld, sukkerrør og soyabønner – og som var hjemsted for slaveri og alt, hvad der fulgte. Det er en hjerteskærende oplevelse at køre her i dag. Jeg har set fattigdom mange steder i verden, men denne var mere håbløs, end jeg før har oplevet – måske pga. kontrasten til al den velstand, som også findes overalt i USA. Og fattigdommen i The Mississippi Delta har en farve – den er sort.

Vi kørte ud på de små landeveje og ind i det, der engang var små landsbyer med en vis orden og dagligt liv. I dag står mange af dem hen i isoleret forladthed. Butikkerne er lukkede, de, der kan, er flyttet og resten sidder og hænger foran faldefærdige huse eller kæmper heroisk for at bevare, restaurere eller tænke nyt. Mississippi er den fattigste stat i unionen. Jeg har selvsagt ikke mange billeder af denne tragedie – man springer ikke bare ud af bilen og tager billeder af fattigdom og elendighed – men nogle er det da blevet til.

En hovedgade, der næsten er lukket ned…

En mor og søn forsøger sig med et loppemarked…

En forladt café…

Og de evige bomuldsmarker – her høstet…

Og sharecropper (forpagter) hytter, som stadig beboes af de sorte…

Jeg læste som sagt i min bog om Emmet Till. Emmet kom fra Chicago og var i Glendola for at besøge sin onkel Moses. En dag, efter at have været ude at plukke bomuld, går han sammen med 4 venner ind i Bryant´s Grocery and Meat Market (Bryants købmand og slagterforretning) i den lille flække Money. Mr. Bryant er ikke hjemme, men hans unge kone ekspederer de 5 sorte drenge, og på vej ud af forretningen fløjter Emmet efter den unge, hvide kone. Det skulle han aldrig have gjort.

Nogle dage senere kommer Mr. Bryant med sin bror og henter unge Emmet hos onklen i Glendola. De kører ham ud i The Bayou ( navnet på det stillestående vand med træer, som findes overalt i sydstaterne) – 

tæsker ham, smadrer hans hoved, skyder ham og smider ham i floden. Han bliver et par dage efter fundet og liget sendt tilbage til Chicago, hvor hans mor vælger at lade kisten være åben ved begravelsen, så USA kan se, hvad der dengang stadig var muligt. Vi taler om 1955. De to mænd bliver hurtigt arresteret, de tilstår begge og bliver begge frifundet af et udelukkende hvidt nævningeting. Det er trods alt en “nigger”, der selv har været ude om det.

Det er min påstand, at denne mentalitet stadig lever i bedste velgående her i syden, og at den er en af årsagerne til de håbløse levevilkår og fattigdommen, som mange sorte stadig holdes nede i – eller selv ligger under for. Man skulle have respekt for den hvide mand og sige “yes sir” og “no sir” hernede – og det havde Emmet Till ikke – han troede, at han var en ligemand, en fri mand fra Chicago – og der tog han fejl. En fejltagelse som også i dag fylder de amerikanske fængsler.

Vi kørte til Money og Glendola for at finde resterne af denne tragedie.

Butikken, som da så ud, da Emmet Till fløjtede efter Carolyn Bryant…

…og som den ser ud i dag. Man kan næsten ikke se den mere, den får lov til at forfalde stille og roligt. Forfalder mindet mon også?

Den gamle tankstation lige ved siden af, som på mærkværdig vis åbenbart vedligeholdes….

Efter at have set stedet her, kørte vi til Glendola. I Glendola har staten støttet oprettelsen af et museum for Emmet Tills død og for de sortes frihedskamp. Museet besøges af ca. 10-12 mennesker om ugen, så de var glade da vi kom. Oprettelsen og driften står borgmesteren i byen for, Johnny B. Thomas, som tilfældigvis sad der den dag vi ankom. Inden vi fandt museet, kørte vi gennem hovedgaden, hvor de sorte mænd sad og hang på gaden, nogle af dem åbenlyst fulde eller narkomaner – andre bare trætte.

Museet i en gammel bomuldslade – ikke just et prangende syn… 

Borgmester Thomas, som har skrevet en bog om de sortes kamp for at blive ligestillet med de hvide og om sin medvirken til oprettelsen af dette museum – her fotograferet med min rejseledsager…

Jeg spurgte borgmesteren, hvad de sorte selv kalder sig. Tja, sagde han, først var vi niggers, så blev vi negroes, så blev vi sorte og nu hedder vi African Americans – en lang betegnelse for mennesker som egentlig blot er amerikanere. Og slaverne var vel også de eneste, der ikke frivilligt ankom til det nye Amerika – og derfor er deres historie og selvforståelse unik i et land, der forstår sig som et indvandrerland.

Som så ofte, når der er tale om frivilligt arbejde, så involveres hele familien. Her borgmesterens datter og hendes kæreste, som er med til at bestyre museet – det er ikke alle, der ikke har en fremtid, og i disse to unge mennesker var der masser at håb at spore…..

Vi forlod Glendola og The Mississippi Delta klogere end vi kom. Skrøbelig er vores medmenneskelighed!

 

De vejfarende

 

 

 

 

Kufferten på indledningsbilledet (foto: PF) var engang fyldt med små linoleumssnit af Asger Jorn. Den blev fundet tilfældigt hos en afdød bror til AJ, og værkerne er nu udstillet i Silkeborg. Kufferten er tom – måske står den der og er klar til nye minder, nye spor.

Der er så mange ting i vejen med USA i disse år, men hvis der er noget, der er i orden, så er det deres infrastruktur. USA er som skabt til biler. Vi har nu kørt ca. 3000 km tværs igennem stater, hvor vi allerede har været, og til Kentucky – den første nye stat på denne rejse – og det på motorveje næsten hele vejen. Gode motorveje – men nogle steder føg bilerne om ørene på én, specielt rundt om store byer som New York og Nashville, hvor de 8 spor skulle navigeres i høj tempo.

Men det er lagt bag os nu, og i Kentucky kørte vi fra motorvejene og ud på de mere fredelige landeveje. Kentucky er kendt for 3 ting – deres kylling, deres Bluegrass musik og deres fuldblodsheste. Vi smagte kyllingen, vi så græsset, dog sang den ikke, og vi fik et lille glimt af deres fuldblodsheste. Desværre regnede det meget af tiden ned gennem denne stat, så hestene var ikke ude – det er de for fine til. Her kommer en lille samling fotos fra turen ned igennem staten.

En mudret Kentucky River med resterne fra orkanen Florence….

Det blå græs, som ikke er særlig blåt og som for det meste er klippet kort…

….og fuldblodsheste, der sikkert hellere ville have været inde….

 

To steder skal fremhæves fra denne tur ned gennem Kentucky. Den første er en såkaldt Shaker Village. Shakerne kom til det nye Amerika fra England med den store influx af immigranter sidst i 1700-tallet – mange af dem religiøse mindretal. Navnene vil være læseren bekendt: Shakere, Mennonitter, Amish, Quakers etc. Shakerne (som betyder “Rysterne” – fordi de gik i ekstase under gudstjensterne) her i det centrale Kentucky kom oprindeligt fra New England og New York og selv om deres landsbyer for længst er fraflyttede, så står de bedste af dem i dag som små frilandsmuseer. Shakerne er kendt for deres gode bygningshåndværk og deres formidable arbejde i træ. Modsat Amish folket, så troede de på fremskridt og udvikling.

Vi stoppede på vejen og tog en lille tur tilbage i tiden. Og en kuriositet i dagens USA er måske, at mange af de øverste ledere af denne sekt var kvinder, og én af deres bærende principper var kønnenes ligestilling. Her ses nogle af husene i området….

 

De smukke helsvingstrapper med indlagte kurver….

 

…møbler..

 

….og de berømte træ æsker…

Shakerne forstod sig også på deres landbrug, og rundt om markerne byggede de stengærder af en art skifersten, som findes i undergrunden her.

…og så den, der ikke var renoveret…

 

Næste dag kørte vi videre gennem Kentucky og sluttede os til det, der vel nærmest kan betegnes som en gammel “Hærvej”. Den hedder The Natchez Trace Parkway, den er ca. 715 km lang og løber igennem tre stater: Kentucky, Alabama og Mississippi – fra Nashville i nord til Natchez i Syd. Vi tog den første halvdel, altså ca. 350 km.

Oprindeligt var denne strækning blot et dyrespor – bisonoksen og andre dyr trådte den i præhistorisk tid. Siden overtog mennesket og det blev til en bredere vej – først forskellige indianske stammer og derefter de første nybyggere, der manglede en transportvej for deres handelsvarer. Historien er også, at landmænd fra nord skibede deres varer ned ad Mississippifloden, solgte deres både i Natchez og vandrede hele vejen hjem ad denne gamle vej. Her følger de billeder der var mulige mellem bygerne. Det er billeder af nogle af de mindesmærker, der findes langs denne nordlige del af ruten.

Ruten er asfalteret i dag, men man kan stadig køre en smule på den oprindelige vej.

 

Dette hus står der stadig. Det er Dolly´s hus – eller som hun rettelig hed, Dorothea. Huset er bygget ned til The Duck River, hvor vandringsmænd kunne tage færgen et stykke af vejen. Færgelejet blev bestyret af en mand ved navn John Gordon, og da han også var militærmand, var han væk meget af tiden. Hans kone Dolly overtog bestyringen af færgelejet, opførelsen af dette hus samt pasning af de 11 børn, som Gordon nåede at avle ind i mellem sine andre gøremål!

 

Den sidste rest af en gammel og nu næsten forsvundet tobaksfarm – kun en lade står tilbage, hvor man kan se, hvordan de store tobaksblade har hængt til tørre på bjælkerne….

Måske kan en og anden af læserne af denne blog huske, at vi på vores første rejse fulgte noget af sporet fra de to opdagelsesrejsende Lewis og Clarke. Det var dem der kortlagde vejen vest fra de nye unge, amerikanske stater i øst til Stillehavet i vest. Den ene af dem, Meriwether Lewis, tog senere en rejse op ad the Natchez Trace, og i dette bjælkehus, som dengang var en lille kro, kom han sørgeligt af dage – mord eller selvmord, det er stadig uopklaret.

Men the Natchez Trace er ikke først og fremmest den hvide mands opfindelse. Længe før vi holdt vores indtog på kontinentet, havde indianske stammer deres bosteder langs floderne her…. 

….og i dag står der en 2000 år gammel rest af deres civilisation og kultur tilbage – The Pharr Mounds – som er det, vi forstår ved gravhøje. Indianerne var, som også vi i Norden, jægere og samlere, og de byggede disse gravpladser, der står som 8 store kegleformede høje spredt over et stort område. Hertil vendte stammerne tilbage for at begrave deres døde.

På plancher ses stedet også som en handelsrute – og indianske efterkommere rejser stadig hertil som en art pilgrimsrejse.

Og nu er vi moderne rejsende nået til de sydlige stater, som var målet for de lange dage på motorvejene. Beviset ses her – bomuldsmarker næsten klar til høst.

 

De vejfarende