Shenandoah

Shenandoah – navnet klinger af gamle cowboyfilm med indianere og nybyggere, der padler sig ned ad floderne, af smukke kvinder med lange brune fletninger og af små nybyggergårde i bløde grønne bakker. Det med floderne og træhusene er stadig rigtigt, men indianerstammerne er forlængst fordrevet til reservater længere mod vest. Shenandoah betyder ifølge sagnet Stjernernes Smukke Datter – og sådan synes det også at betyde en smuk efterårsdag, hvor vi kører igennem dalen fra syd til nord. Shenandoah dalen ligger bredt ud mellem to store bjergkæder – The Appalachians mod vest og The Blue Ridge Mountains mod øst. Og den er i sandhed en frugtbar dal og man forstår, hvorfor erobring af denne dal var så vigtig – først nybyggerne fra indianerne og siden borgerkrigen, som havde mange slag og mange faldne i netop denne dal.

Men inden vi bevæger os helt ind i dalen, skal vi lige mindes en helt. I byen Lexington, som ligger ved dalens sydligste ende, findes et museum for en mand, der har betydet mere for Europa og EU end vi aner – General George C. Marshall. Det var egentligt tilfældigt, at vi opdagede, at det var her museet for netop denne mand lå. Lexington er en velhavende lille by med et meget stort militærakademi og en fint universitet – Marshalls museum lå klemt inde imellem disse to store virksomheder.

Og personligt bliver jeg nødt til at tilstå – at jeg ikke kendte ret meget til manden andet end hans navn, som er knyttet til planen – Marshallplanen. Den plan, der reddede Europa efter krigen og fik den på fode meget hurtigere, end man kunne have drømt om. Vi taler tit om, at det var Tyskland, der blev hjulpet, men det var det ikke kun – det var hele Europa, også Danmark, der fik penge – mange penge. Ud over det, var Marshall også rådgiver, da fredsplanen skulle forhandles og det siges, at det var ham, der i elvte time forhindrede, at russerne ikke fik mere, end de gjorde. Så en fremsynet mand – men også en fredens mand. Og at man kan være en fredens mand i militæruniform vidner om Marshalls storhed – så med rette, at han her i Lexington har fået sit helt eget museum. Det var på akademiet her han tog sin uddannelse og tilbragte den første del af sit arbejdsliv.

Køn er bygningen ikke – men udstillingen inde er både pædagogisk og interessant…..

…og sådan så han ud…..

….med hustru        

Og her den – Marshall planen – og som det ses, var det ikke en letvægter…

Der var en del lande, der kom til at nyde godt af de mange penge – som ikke kom let – Marshall måtte kæmpe hårdt i kongressen for at få sin ide gennemført. Hans argument var, at hvis USA ikke gjorde noget drastisk for at få Europa på fode, ville russerne overtage og den efterfølgende ustabilitet ville påvirke USA. Som det ses på kortet, fik Spanien ingenting – Franco skulle ikke støttes.

Nobelkomiteen valgte i 1953 at give Nobels Fredspris til en general – og den var fuldt fortjent, når man læser om Marshalls indstilling til krig, og hvad han udrettede i både krigs- og fredstid….

“Det en krig koster i menneskeliv er konstant bredt ud foran mig, skrevet ned i mange regnskabsbøger hvis kolonner er gravsten. Jeg er dybt optaget af at finde måder, hvorpå vi kan undgå endnu en ulykkelig krig”.

“Offentligheden har haft lejlighed til at måle og veje Marshall, og historikere kan konkludere, at hans største bidrag blev ydet i fredstid, snarere end i krig”

Det er godt at blive mindet om historien, der er gået forud for vores egen velstand og foran den ide, som i dag udgør EU. Hvor havde vi mon været, hvis denne opbygning af Europa ikke var sket – og hvor efterlades vi mon, hvis den brydes ned igen?

Vi forlod Lexington beriget med ny viden og som taknemmelig europæer –  og kørte ind i den fredelige Shenandoah dal…..

Huse, som var typiske i nybyggertiden i Virginia, og som de stadig ses her og der…

Wade´s Mill – en af de ældste i USA og den ældste i Shenandoah dalen, som stadig fungerer som aktiv mølle, der maler mel på gammeldags metode – og har en fin forretning, fik vi at vide….

Vi fik en rundvisning af den nuværende ejer  –

efter et langt liv i oliebranchen, bl.a. i Norge, købte de denne mølle og laver mel til den voksende økologiske bevægelse – vi købte gryn til at lave en slags polenta eller havregrød – en gammel blå indiansk kornsort, som er blevet opdaget igen – man får en fin blålig, nøddeagtig grød ud af det….

Videre inde i dalen besøgte vi en vingård, den første og eneste på denne tur….

  

Og fredelige gårde, hvor køerne kigger nysgerrigt på de fremmede…

Et vue over dalen fra et højt udsigtspunkt…

På vej ned, så vi en bjørneunge og nåede at tage et billede af bagdelen – den er i fuld galop hen til sin mor – formodede vi…

Vi siger farvel til dalen en tidlig morgen, der hvor to floder flyder sammen til én ved indgangen til dalen – Potomac og Shenandoah floderne…

Og  jeg siger tak for denne gang…….. 

De vejfarende

De rygende bjerge

Vi kørte ud af varmen og eftertænksomheden i de sydligste stater – og væk fra orkanen Michaels hærgen. Vi kørte mod nordvest. Vi kørte op i bjergene – op i The Appalacians og The Smoky Mountains. De billeder, der følger her er naturbilleder – en natur, som USA er så rig på.

Der findes flere såkaldte Parkways, som er veje fremsynede præsidenter har ladet staten anlægge af enten historiske eller naturmæssige årsager – ligesom de store nationalparker, som vi besøgte de forrige år. Vi fulgte én af disse veje sydpå – The Natchez Trace Parkway og vi fulgte noget af The Blue Ridge Parkway på vej mod nord.

The Blue Ridge Parkway er en vej gennem bjergene, der forbinder et langt stykke af North Carolina i syd og Virginia i nord – den er ca. 750 km lang og slutter i nord med The Skyline Drive gennem nationalparken Shenandoah. Roen på denne lange strækning, som vi dog kun kørte halvdelen af, er ubeskrivelig efter larmen på de større veje, hvor lastbiler i én uendelighed overhaler hinanden og os. De er bandlyst på denne Parkway, og på de to dage, hvor vi tog et par stræk, var der næsten ingen trafik overhovedet.

Som sagt er denne strækning naturelskernes paradis. Der er utallige vandreture, floder og vandfald og en enkelt cyklist eller to så vi endda også –  

 

Riverrafting – som for de uindviede betyder en lille kano eller gummibåd, som bruges til at forcere de dele af en flod, hvor strømmen hen over klipper og sten er stærkest….

 

Mange af dem vi så var unge kvinder – her en hel gruppe….

Man skal være både frygtløs og hurtig…

 

 

 

 

 

 

Og have undervisning først….

Til sidst et lidt mere roligt stykke af floden – vi skal også videre til….

……The Smoky Mountains – bjergene, der ryger – som de gjorde så smukt denne tidlige søndag morgen. Det er selvfølgelig ikke røg men damp, og man forstår, hvorfor de er blevet kaldt sådan….

En lille kirke i disen – det ville ikke være USA, hvis der ikke stod en lille trækirke ved hvert et sving….

De smukke hegn, der er typiske for især Virginia…

Og vandfaldet, som vi vandrede op ad bjerget for at se….

Og til sidst et naturfænomen af de lidt mere bizarre. Langt nede i de fugtige sydstater, stødte vi på store områder, der var dækket af en bestemt slags invasiv plante. Den hedder Kudzu, er af japansk oprindelse og kaldes “planten, der åd syden”. I Japan, Kina og Korea er planten en lægeurt, men betingelserne for dens vækst er anderledes end her i USA. Den blev indført i 1800 tallet og man brugte den i sin tid til at dække pergolaer og verandaer med. Nu er den ved at æde sig vej gennem flere og flere stater og vi er langt forbi det stadie, hvor den kan bekæmpes med almindelig gift – det ville gå ud over landbrugsjorden. Den breder sig nu i 24 stater og den har fulgt os hele vejen.

Den ser sådan her ud – her har en husejer slået den, for at få lidt græs frem….

Og sådan er der så meget….

 

De vejfarende

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Den sorte sandhed

Vi bevæger os langsomt videre i det, der her hedder The Black Belt (Det sorte bælte), som hentyder til det område, hvortil de sorte amerikaneres historie er bundet, og hvor de i mange byer udgør en majoritet – en fattig majoritet.

Selma – står der på landkortet. Jeg genkender navnet og undersøger. Ja – det er rigtig nok, det var her den store march i 1965 fra Selma til Montgomery, Alabama, fandt sted. Den march, hvor Martin Luther King ledte tusinder af protesterende over broen i Selma og ud på landevejen, hvor de gik de ca. 100 km til Montgomery for at aflevere deres protest over, at de blev forhindret i frie valg og blev behandlet som andenrangs borgere uden rettigheder. Historien følger lidt senere.

Før vi nåede så langt, måtte vi dog ned og se den mexikanske golf, The Mexican Gulf. Jeg havde tænkt, at golfen blot ville være fyldt med olieraffinaderier, men nej – et sælsomt syn mødte os her – beretningen om den får I først.

Da vi kørte ind på vejen, der fører langs golfkysten, så vi den smukkeste hvide strand kilometer efter kilometer  med det blinkende blå hav bagved – som det ses, var stranden tom og vi talte lidt om, hvorfor folk ikke opholdt sig på stranden, da det var lørdag….

Men lidt længere henne ad strandvejen mødte vi dette syn….

Vi parkerede og spurgte, hvorfor de sad der med ryggen til stranden og front mod vejen – vi tænkte, at der måske var billøb eller optog eller noget i den retning, men nej – “Det er bare noget vi gør, når vi har fri”, fik vi at vide.

Og derefter kørte vi omkring 40 km, hvor næsten samtlige mennesker på vejen sad på fortove og parkeringspladser med ryggen til den vidunderlige strand og kiggede på de biler, der passerede…

Dette par havde lagt sig midt på promenaden for at slikke sol – hvorfor dog ligge i det bløde sand bagved, når asfalten ligger lige for…

 

De sad under solskærme, under telte eller bag på ladet af deres trucks – de grillede, spiste is og drak øl – og imens sneglede vi os forbi som et andet optog – virkelig en mærkelig beskæftigelse og gad vide, hvordan en sådan kultur er opstået hernede ved den mexikanske golf – for kultur var det, og det var noget som sorte og hvide kunne blive enige om. Godt nok sad de ikke under de samme telte eller grillede sammen, men dog side om side.

 

 

 

 

 

 

…og så havde de deres egne gamle biler stående i fald nogen ville snakke bil – nogle solgte også dele af deres biler som løsdele til andre…..

Og denne lille pige ville hellere ses end lege på stranden – gad vide om hun stod der hele dagen – Dyt, det er min mors fødselsdag – står der på skiltet….

Men så var der da i det mindste himlens fugle – de nød måske at have stranden helt for sig selv….

Nå ja – i sandhedens tjeneste – der var nogle få, der foretog sig noget andet…

Få dage efter at vi var kørt igennem her, landede orkanen “Michael” på denne kyst – og jeg er bange for, at der ikke bliver lørdagskiggeri foreløbigt –

Men det var Selma, vi kom fra – byen Selma i Alabama, hvor de sortes frihedsmarcher begyndte, hvor volden tog til og uligheden i det daværende amerikanske samfund blev meget synlig. Godt nok var de sorte frigjorte fra slaveriet og havde også et lovmæssigt krav på at kunne stemme ved valg. Men de enkelte stater som Louisiana, Georgia og Alabama lagde mange hindringer i vejen. Fx skulle man tage en læsefærdighedstest hvis man var sort, men ikke hvis man var hvid. Eller man skulle betale “poll tax”, dvs. betale for at få lov til at stemme. Eller man blev simpelthen chikaneret fra blot det at bevæge sig hen til urnerne. Derfor turde eller kunne mange sorte ikke stemme, og det var det, marchen fra Selma til Montgomery handlede om – protesten mod manglende ligestilling.

Det var en voldelig tid – og politiet blev sat ind mod de ubevæbnede og fredelige demonstranter. Martin Luther King hentede de sorte ud af deres kvarterer og fragtede dem til stemmeurnerne – og stod i spidsen for både marcher og demonstrationer. Både han og andre overlevede som bekendt ikke 60´erne – men hvordan de sortes rettigheder havde set ud i dag uden disse begivenheder, ja det vides selvsagt ikke.

Et efterskrift også til denne historie. I aftes så vi på nyhederne, at der visse steder i USA er lavet lokale love, der gør det svært for folk at registrere sig til valget her i november. Men heldigvis kommer det frem i dag og bliver problematiseret.

Her følger turen til Selma i billeder

Broen, Edmund Pettus Bridge, hvor marchen mod Montgomery blev indledt, og hvor politiet forsøgte at stoppe demonstranterne, er i dag er et nationalt mindesmærke…

Hvad man ikke kan se på dette billede er alle de hvide medborgere, der stod på sidelinjen og jublede over politiets brutalitet….

Vi besøgte museet i Selma – nogle af billederne er herfra – bl.a. disse to knapper. Den første er én, som de hvide racister bar åbent og synligt, den anden fabrikerede de sorte og bar som et slags modsvar. På den første står der “Aldrig”, som hentydede til at de sorte aldrig ville få lov til at stemme og blive ligestillet med hvide, og på den anden står der ” Forenet vil vi overvinde”.

  

Men der var en historie, der var gået forud for disse frihedsmarcher – ingenting kommer ud af den blå luft. Unge mennesker, ja egentlig blot skolebørn, var begyndt at marchere i gaderne i Selma – sammen med deres lærere og progressive, hvide borgere, der havde fået nok af racismen og undertrykkelsen…

Kirken – Brown Chapel – hvor de demonstrerende samledes til gudstjeneste før marchen på Bloody Sunday (blodige søndag) d. 7 marts 1965….

Vi spurgte disse to guides på museet om, hvordan Selma fungerer i dag?

Og svaret var næsten lige så forventeligt – som det var trist. De sorte og de hvide lever stadig mere eller mindre hver for sig. I byen Selma bor de hvide mod vest i pæne huse og de sorte mod øst i forfald og arbejdsløshed. Der er også en lille del af byen, som har en blandet befolkning, men det er den intellektuelle middelklasse, der bor der – læger, advokater, lærere – som der ikke er så mange af. Som pigen til højre i billedet fortalte, så er diskrimination i dag i lige så høj grad et spørgsmål om klasse, som det er om race – og de sorte i Selma føler sig stadig som underklasse uden arbejde eller ejendom . Lige bag ved turistbutikkerne i hovedgaderne, ser det trøstesløst ud…

Èn af de mange problemer i Selma er, at når der bliver for mange sorte elever på en skole, over 50%, så flytter de hvide børn på privatskole – hvor er det man har hørt det før? Hun selv skulle betale for at skifte skoledistrikt, da hendes forældre ønskede, at hun skulle gå i gymnasiet sammen med hvide børn også – “Men vi var kun 15 sorte på min årgang, og vi holdt os mest for os selv. Jeg er da ligeglad med folks hudfarve, hvorfor kan vi ikke bare allesammen være mennesker?”, tilføjede hun.

Efter denne bevægelse og disse marcher i 1965, underskrev den daværende præsident Johnsen en lov, der forbyder alle stater at sætte hindringer og særlove i vejen for retten til at stemme – og årtier senere trådte Obama ind i det hvide hus – og besøgte Selma på 50 års dagen for Bloody Sunday….

“De amerikanere som krydsede denne bro var ikke fysisk frygtindgydende. Men de gav mod til millioner. De bestred ikke offentlige embeder. Men de ledte en nation. De marcherede som amerikanere, der havde udholdt århundreders brutal vold, utallige daglige ydmygelser – men de søgte ingen særbehandling, kun den ligestilling, som var blevet dem lovet næsten et hundrede år tidligere”.

Men denne lille beretning slutter ikke her. Den meget kloge pige fra museet før sagde også, at det havde været, og stadig er, meget svært for mange gamle, hvide slægter i byen. De føler, at deres egen historie og tilhørsforhold til stedet helt overskygges af denne borgerrettighedshistorie – som om byen ikke havde eksisteret før disse begivenheder fandt sted. Hun syntes, at vi skulle tage ud og se den gamle kirkegård, hvor der næsten kun ligger hvide slægter begravet. Den er meget smuk – en lise for sjælen at vandre her – og det spanske mos på træerne er med til at fremkalde en vemodig stemning af tabt indflydelse og magt –

Og så er der dette omstridte flag. Her ligger mange unge mænd fra borgerkrigen i 1864 begravet. Den krig, der startede nedbrydningen af herre/slave forholdet mellem sorte og hvide – en skygge, der stadig hænger over sydstaterne – en skygge af mistillid, en skygge af opgivenhed. På denne kirkegård lagde de ikke skjul på, at for dem er det sande flag “The Confederate flag” – det flag, som blev båret så stolt af sydstaterne i borgerkrigen for at bevare en livsform, bevare privilegier – og som minder om uafsluttede forhold i dag.

Og inden vi slutter dette kapitel af vores rejse helt – så besøgte vi på vejen op gennem Alabama The Tuskegee University. Dette universitet blev stiftet af en frigjort slave, senere forfatter og politiker –

Booker T. Washington – og det allerede i 1881….. 

Universitetet ligger nu spredt ud over et stort område, der tidligere tilhørte en bomuldsplantage.

Der går næsten udelukkende sorte studerende på dette universitet – det er smukt, det er opløftende og det er velgørende at se disse unge mennesker vandre rundt på stierne og fylde fakulteterne. Men det er også vemodigt at det skulle være nødvendigt – at sandheden stadig er sort – at adskillelse stadig er en norm. Måske er det bare universelt og uden mulighed for ændring: Vi kan godt være lige for loven – men vi kan ikke være lige som mennesker. Eller hvad mener du?

 

De vejfarende