Verden lukkede ned – verden lukkede op. Og i al den tid levede vi i vores taglejlighed i Palermo med udsigt hen over byens hustage og bjergene mod sydvest. Hver dag forandrede skyerne sig – eller de blev helt væk, og i stedet skinnede solen fra en blå himmel den ganske dag lang. Hver dag havde bjergene en forskellig nuance af blå, grøn eller lilla. Måltider kunne indtages på terrassen, og vi kunne sidde i tusmørket og lytte til byens stilhed og senere – langt senere – også dens summende lyde.

Og så var der den anden virkelighed. Alle dødsfaldene – især mod nord. Politihelikopterne over byen hver dag. Udgangsforbud undtagen med vigtige ærinder. Forbud mod at forlade byen. Nummersystem ved supermarkederne, hvor man umiskendeligt var den eneste fremmede. Maskerne, hvor vi brugte den samme i en hel måned. Angsten for sygdommen. Den daglige studeren af nyheder, smittetal, dødstal. Fly, der blev ved med at blive aflyst. De tomme gader. Motionerende på alle altanerne.

Kan man leve i to virkeligheder på samme tid uden at miste forstanden? Ja, det kan man. Og hvis man er til stilhed og kan holde sig selv og hinanden ud, så har tiden ikke været absolut dårlig. Den evige jagt efter nye oplevelser og nye steder døde hen. Ingen guidebøger, vejkort eller søgen på nettet. Ingen teater, musik eller kunstudstillinger. Intet dagligt besøg på et farverigt marked. Ingen vandring i gaderne med drømmeagtige længsler. Intet skulle nås, intet besluttes.

Og så smeltede de sammen igen – virkelighederne. Smittetallene dalede. Der kom flere og flere folk på gaderne. Men – afstand var blevet en norm i de 2 måneder. Maskerne var ikke underlige – vi bar dem allesammen. Folk tiltalte os på italiensk, de kunne slet ikke forestille sig, at der var turister i byen endnu. Først gik vi stadig ud hver for sig, så to – til sidst alle tre sammen på vores første store brud med den frygt, som vi havde lært at leve med. Bruddet med forsigtigheden – og den første kop kaffe på en café. Jeg tror aldrig, at en kop kaffe har haft den betydning og den smag, som denne første havde – den første uden for lejligheden siden vi kom. Alt det, som før havde været et årligt gensyn, en selvfølge, skulle nu genopdages.

Her følger et par billeder om, hvordan oplukningen så ud for os fra de første dage i maj.

Men først nogle billeder fra branden i bjergene , som fandt sted mens vi stadigvæk var i lock-down. Det må have været skræmmende for dem, der boede op ad bjerget.

Om aftenen på brandens anden dag, hvor man tydeligt ser brandlinjen….

Næste morgen – de canadiske vandbombemaskiner hjalp med slukningen – flere point til Canada – de sendte også læger til norditalien.

Den første dag på gaden uden et formål….

En installation – måske opbygget hen over gaden under nedlukningen?

Og selv Frans af Assisi parerer ordrer!

Paraplyerne på restauranterne på Piazza Marina hænger endnu og venter – og græsset gror….

Havnebilleder….fiskerne bøder igen deres garn –

Nogle uger senere – vi vover os længere væk og tager vores første tur på bar samt indkøb på et marked. Her den gamle mur med vandforsyningsledning fra middelalderen, som forsynede alle fontænerne i Palermo. Vi har gået her mange gange og aldrig lagt mærke til den før –

På vores yndlingsbar….mon han kunne kende os? Alle stole var ledige for en gangs skyld….

Markedet føltes overfyldt med mennekser, men da vi kom hjem kunne vi se på billederne, at det ikke var sandt – det føltes bare sådan….aldrig har der været så få!

Jacarandatræerne, som vi ikke før har set blomstre…

…og disse to har flyttet kontoret ud i parken blandt træerne –

De afblomstrede, som ikke er mindre smukke…..

…..men håbet blomstrer også igen – selv om vi ikke er helt sikre på, hvad håbet egentlig er!

Katedralen står der endnu….og der fotograferes forsigtigt igen.

Ciao fra pensionisterne i Palermo

Det er den stille uge – ugen før påskedag. Sidste uge i fasten – dengang vi fastede. Dengang vi alle var katolikker. Og dagene går. En efter en – de føles ikke engang lange. Hvad fylder vi alle sådanne dage med, dage der langsomt forandrer den verden, vi kender – den verden vi kendte. Lige nu kan jeg slet ikke forestille mig, at folk vil begynde at flyve igen, gå til fodboldkampe, sidde tæt i busser og tog. Og hernede på Sicilien kan jeg slet ikke forestille mig at gå ud uden plastikhandsker og mundbind.

Tre uger tog det, og så havde vi ændret vaner. Når man som vi oplever hele krisen fra en anden vinkel end den nordiske velfærdsstats, så ved man inderst inde godt, at dette kommer til at tage mange år at få genoprettet. Mange år før et lille host i supermarkedskøen ikke vil udløse tanken om, at vedkommende måske har C-19. Er det tilliden imellem mennsker vi har mistet på så kort tid? Jeg håber det ikke – ligesom jeg indeligt håber, at Danmark vil komme på andre tanker og sende hjælp til dette plagede land – landet som så mange af os altid har elsket at feriere i og taler henført om. Landet, der har leveret så stor en del af vores fælles kultur: musik, kunst, litteratur, gastronomi, Middelhavskulturen som vi valfarter til, når vi vil have god mad, solskin og afslappet livsstil.

Nu er det ikke ferie længere – nu råbes der om hjælp.

Påsken og solen er dog kommet hertil, som den gør hvert år. Påsken kender ikke til krisen, men den vil heller ikke blive fejret som før med alle processionerne gennem gaderne. Den vil blive stille – måske er der nu stille nok til, at vi kan høre jordens hjerte banke. Stilheden her brydes ofte af musik fra altanerne – og vi er så heldige, at vi kan se rigtig mange altaner fra vores egen. I går vinkede jeg til den unge mand over for, og han vinkede tilbage. Hans kæreste gør gymnastik på taget, og jeg kan tænke mig, at de undrer sig over de tre ældre pensionist-turister, der sidder herovre i solen med deres aviser, bøger og computere. Hvor kommer de fra? Hvorfor er de her? Hvorfor tager de ikke hjem?

Det er mit fromme håb, at nationalismen og egoismen ikke vil slå rod i Europa igen. Det er mit fromme håb, at vi vil forblive åbne og medmenneskelige. At vi kan vedblive at vinke til hinanden hen over de altaner, der skiller os ad lige nu.

Her følger lidt billeder, som jeg alligevel formår at tage i ny og næ.

Helikopterne svæver dagligt over tagene…og der er stadig blomster på citrontræet –

Genboens smukke klinker…

Vasketøjet på altanen…

Og mågen har bygget rede lige modsat os….for fugle og dyr går livet videre som det plejer –

…og så deler vi kat med naboaltanen…

…..fugle i corona-afstand, man kan jo aldrig vide!

Vores kumquattræ leverer frugter….

…til den mest vidunderlige marmelade –

Og det er ikke maden vi går ned på her….som altid på Sicilien er den simpel, men råvarerne – de er uden sidestykke…

Fra artistens skitseblok…

En god ven skrev en opmuntrende mail med citat fra 2. Verdenskrig: Stay calm and carry on (Forbliv rolig og forsæt!)

Det gør vi så en stund endnu. God Påske 2020.

Ciao fra pensionisterne i Palermo

Jeg sidder i solen på terrassen. Helikopterne flyver over byen – rundt og rundt i cirkler. Måske skal de overvåge, at ingen forsamler sig – måske. Lyden virker sært beroligende.

Jeg iagttager biernes arbejde på citrontræet med den enlige citron. Blomsterne på træet udsender en voldsom parfumeret duft. Mon jeg stadig er her, når blomsten bliver til citron?

Inde i vores egne hoveder foregår der så uendeligt mange ting. Globaliseringen har gjort verden stor og tilgængelig for alt og samtidigt skrumper den dag for dag. Alting lukker sig om sig selv i frygt for det ukendte, i frygt for døden, i frygt for sine vælgere, i frygt for sig selv.

Også vi har måttet vælge frygten til eller fra. Vælge at rejse eller at blive. Vælge at synes at det er bedst at være her og ikke flytte sig for meget. Og derfor har vi indskrænket vores verden til at dreje sig om at hente mad, gøre rent og læse/skrive/tegne. Ja, så enkelt er det, så enkelt kan det være. Livet kogt ned til en bouillonterning af daglige små rytmer.

Og så er der terrassen. På terrassen er der smukt og fredfyldt – især når solen skinner. Herfra kan vi se de evige bjerge der lukker horisonten i det fjerne. Vi kan se alle mulige forskellige slags tage og huse, fordi vi er så højt oppe. Vi kan høre folk i husene le, skændes, råbe – og forleden sang de til hinanden hen over gaderne fra hus til hus. Det var meget smukt.

Vi kan også spise på terrassen, når vejret er godt. Spise den mad, som har taget hele dagen at planlægge, hente og tillave. Jeg har lagt mærke til, at italienske husmødre går efter nogle helt bestemte ting i supermarkedet – olie, pasta, løg, ansjoser og tomater. Grønne og røde tomater, tomater på dåse, tomatsauce i glas. Så kan man altid lave den simpleste og skønneste pastaret, som jeg tror at de aldrig bliver trætte af at spise. Engang når C-19 er overstået spiser de det stadig.

Der er planter på terrassen. Smukke blomster og frugtbuske i store potter. Hvis man er til havearbejde, kan man få tid til at gå med at pleje dem hver dag. Der er et bambustag hen over halvdelen af terrassen, og det er her bordet står – spisebordet hvor vi læser, spiller kort, samtaler og selvfølglig spiser.

Og således er terrassen blevet det sted, hvor vores mikroskopiske liv udfolder sig, mens coronaen raser uden for. Her følger lidt billeder til at ledsage disse tanker om stort og småt

Udsigten fejler stadig ikke noget…her morgen- og eftermiddagssol –

Middelhavets farver på tagsten og balkoner omkring os…

Et kumquat busk med de skønneste små og velsmagende frugter – vi har fået lov til at spise dem…

Rosmarinen…

Citrontræet i blomst med sin enlige citron..

Der hejses madvarer op fra en anden altan…

De to Signori på vej ud efter mad og vand. Når først de er nede på gaden, går de hver sin vej – sådan er forordningen, og den følger vi, som vi skal…

…og i går, da det var min tur til at gå ud, mødte jeg en velklædt ældre herre, som tiltalte mig på italiensk. Da jeg sagde, at jeg blot var en turist smilede han og sagde – Welcome!

Ciao fra pensionisterne i Palermo