“Hvis tingene skal forblive som de er, må de forandres.”

Tomasi di Lampedusa, Leoparden

Så er vi her igen! Og det er jo ikke fordi, der er så meget forandret siden sidst. Jo – mange flere turister har holdt deres indtog. De store cruisere lægger til om morgenen nede ved havnen ca. 3 gange om ugen. Når man er kommet her de sidste fem år, får man jo hurtigt en ejerskabsfornemmelse for stedet, men sådan kan det ikke blive ved. Det, som vi før betragtede som vores helt eget marked, er nu ved at belave sig på de nye tider. Små cafeer, vinsmagnings barer, street food – alt sammen er der kommet mere af, og den lille sandwichbar på hjørnet uden for Porta Carini, som er indgangen til Capo markedet, har minsandten fået tyske træbænke- og borde og en overdækning, så turisterne ikke fryser.

Det gode er så, at der er mere opryddet og ordentligt. Selv de vilde hunde ligger mageligt stille i sol eller skygge og venter på, at det skal blive deres tur. Vores appelsindame, ligeledes uden for porten, har også oppet sig. De første år havde hun blot en lille vogn, som blev kørt ind ude fra landet hver morgen. Nu har hun en stand med mange andre frugter end blot appelsiner, mandariner og citroner. Nu er der lagt jordbær, meloner, bananer og andet godt ud – og hun er sågar blevet klippet! Men hendes blodappelsiner fra Etnas askegrå skråninger koster stadig kun 1 euro for et helt kilo.

I det hele taget er Palermo ved langsomt at finde sine ben som turistby uden dog at miste det, som vi kommer for hvert år – dens farvestrålende, selvbevidste og kaotiske sjæl.