Velkommen tilbage!

Vi fortsatte som sagt ned og ud gennem Sila bjergene og landede nede ved kysten om aftenen. Inden vi var helt nede, kørte vi op til en perle af en by – Santa Severina. Den knejsede på toppen af et lille bjerg og vi kunne se borgen – der engang må have været næsten uindtagelig – på lang afstand.

Vi kørte ind på parkeringspladsen nede foran de tykke mure….

..og kiggede lidt på disse to der vekslede brænde fra en bil til en anden….

Derefter vandrede vi op på torvet, hvorfra der var indgang til selve borgen – og venlige mænd, der ventede på at baren skulle åbne…

Der er en del ting at se i Santa Severina, men vi valgte det monumentalt store normanniske slot, som i dag fremstår flot renoveret og som fungerer som center for arkæologiske studier i hele området…

Ligesom også Sicilien, har Calabrien lagt jord til utallige erobringer og skiftende herredømmer – først og fremmest den græske, men også normannerne og romerne bosatte sig i disse så frodige egne. Araberne nåede aldrig rigtigt at få fodfæste her, men der eksisterede en tid lang, hvor der var rig handel mellem det arabiske Sicilien og det byzantinske Calabrien. Borgen her huser en del museer – og også udgravninger af fx grave med intakte skeletter – formentlig herremænd med privilegier.

Nede i kældrene er der udstilliger fra den tid, hvor ridderne sad omkring det runde bord – en epoke, der måske romantiseres lidt rigeligt i vores tid. Torturkælderen var ved at blive gjort klar til fremvisning…

De var som taget ud af et computerspil…..

Nede på sletten igen fortsatte vi mod vandet og kørte derefter ned langs den østlige kyst. Herfra skal I tages med til to andre seværdigheder fra turen. Syd for byen Crotone ligger der et stort naturreservat – Riserva Naturale Marina Capo Rizzuto. Det er et meget smukt område og for enden af en lille tange ligger badebyen Le Castella, der har navn efter sin hovedattraktion – en borg, der er bygget ud i vandet.

Calabrien er ikke gemt og glemt for alle – tyskerne har for længst opdaget værdierne hernede, så de var allerede ved at ankomme til campingpladserne – og det kan vi sagtens forstå. Der var andre ting, som var sværere at forstå – fx at borgen var lukket, fordi de i byrådet ikke kan enes om, hvem der skal have pengene!! Ja, det fortalte bartenderen os, og han var meget ophidset – borgen er ud over at være smuk også business.

Men vi gik rundt og så på herligheden udefra, og vandet er stadig det samme – den dag var farverne helt vidunderlige…

Og en gryde til fiskesuppe stod klar på stranden…..

Den sidste seværdighed på vejen videre ned ad kysten var byen Stilo. Vi kørte lidt op i bjergene igen for at se den. Som Santa Severino er den en omvej værd. Jeg havde læst om en af verdens mindste basilikaer – La Cattolica i Stilo – så den måtte vi se.

Vejen op til Stilo og den vilde fennikel i blomst – den spreder en dejlig krydret duft…

De første beboere her boede i huler i klipperne, siden kom grækere og romerne til og byggede byen op omkring kirkerne og klostret. Området er frugtbart, klimaet mildt og Stilo stadig en forholdsvis velhavende by.

Vi kørte ind på torvet foran det store kloster, som desværre havde middagslukket. Drengene havde dog også middags fri og spillede bold på pladsen – og vi nåede lige at se ind i kirken…

Kirkens lidt rodede alter – og solen der lister sig ind bag bænkene…

Og så videre op bag ved byen for at se vidunderet – og den var i sandhed et vidunder af arabisk og byzantinsk inspiration –

Søjlerne er fra et græsk tempel, men vendt på hovedet så man kunne genbruge kapitælet som basis. Væggene var beklædte med rester af frescoer – her den sejrende Kristus, som traditionen tilsiger i den byzantinske ortodokse kirke – ikke lidende som i den senere vest romerske og i den protestantiske – det kan man så spekulere lidt over!

Jeg kravlede op bagved og fik et vue af både den særegne tagkonstruktion og byen neden for….

Vi kørte igen ned til kysten og de øde strande, der fyldes helt op af turister om sommeren, da Calabriens strande faktisk er nogle af de smukkeste i Italien – men på deres egne ikke luksuriøse måde…

Det var, hvad jeg har valgt at bringe fra vores 4 dage i Calabrien. Og så har jeg ikke engang fortalt om kagerne, den spirende vinproduktion, den stærke chili i maden, de eksotiske bergamotte appelsiner (90% af verdens bergamotte kommer fra Calabrien – man udvinder bergamotte fra frugtens skal til perfumer, hudpleje, likør, marmelade og ikke mindst Earl Grey te) og de meter høje oliventræer, som var helt anderledes, end vi har set andre steder.

Måske har en eller anden af læserne fået lyst til at bevæge sig helt herned til Italiens yderste spids – vi kan kun varmt anbefale det.

Ciao fra pensionisterne i Palermo

Terrassen er våd og skyerne hænger grå og tunge over bjergene mod vest. Regnen fejer ind over gaderne, og grønthandleren med sin lille vogn på hjørnet skutter sig og tager tidligt hjem. Vejret kan være både voldsomt og dramatisk på Sicilien, selv om man i forestillingen altid ser landene ved Middelhavet i evig solskin. Ferievejr – som rejsebureauerne så optimistisk kalder det.

Og mens klaverspilleren på trejde øver sig på livet løs her i regnen – han skal give koncert i April fortalte han, da vi mødte ham nede ved elevatoren, hvor han hentede sin post i nattøj – ja, til tonerne af hans Chopin vil vi nu begive os en lille tur rundt i byen og se på nogle af de steder, der måske ikke er så kendte for en en-dags turist.

Steder, der blev set og oplevet på solskinsdage.

For nogle år siden skrev jeg om det gamle arabiske slot Zisa. Det er blevet restaureret, og man kan glædes over dets skønhed både ude og inde. Imidlertid hedder hele denne bydel, hvor slottet ligger, også Zisa, og Palermos kunstakademi har etableret sig her. Akademiet har til huse på en meget stor grund, som før har været en industrigrund. Også Goethe instituttet, Institut Francais og en stor udstillingshal ligger på samme grund. Der restaureres til stadighed, og de unge kunstnere – både billedkunst, fotografi, drama, dans, og andre – har alle lokaler samme sted. Det må alt andet lige give en meget stor inspiration og udveksling kunstarterne imellem. Akademiet er med i ERASMUS programmet for europæiske unge studerende, så også det må være befordrende for fælles menneskelig forståelse, og Palermo er da heller ikke bange for at kalde sig selv for multikulturel.

Her følger billeder fra Zisa – eller Accademia Delle Belle Arti Di Palermo som kunstområdet retteligt hedder.

Op ad Via Dante, et andet sted i Palermo, fandt vi en meget smuk park, der før har været have for familien Whitaker – en familie af både engelsk og italiensk adelig herkomst, som tjente formuer på vinhandel og bankvirksomhed. Familien døde ud med Whitakers yngste datter som var barnløs. Hun forsøgte forgæves at forære villaen til den britiske regering, men de afslog, og i dag står villaen som et fornemt eksemplar fra Art Deco (Jugendstil) tiden og hjemsted for Whitaker familiens naturhistoriske samling, deres kunstgenstande og en kulturel fond, der driver stedet. Haven er på godt 7 hektarer og huser mange sjældne og eksotiske træer og planter. Villa Malfitano hedder parken, hvis nogen skulle komme på disse kanter.

Parken

Huset

Nede i en helt anden bydel, det gamle arabiske kvarter Kalsa, findes en fornem bygning, som har tilhørt en anden af de hovedrige og aristokratiske familier på Sicilien, slægten Filangeri. Paladset ligger skjult bag en stor port på Piazza Marina og lige overfor det store supermarked Carrefour. Der er også et skilt – Palazzo Mirto. Dette palads er et af de få, hvor man endnu kan se den oprindelige indretning og inventar – møbler, porcelæn og nogle meget smukke silketapeter, gobeliner og loftsmalerier. Den sidste beboer, Principessa Donna Maria Concetta Lanza Filangeri di Mirto, døde i 1982, og paladset vedligeholdes nu af kommunen med al den pengemangel, som det nu engang medfører.

Efter at have beset herlighederne, som var mange flere end dem jeg her har vist, gik vi ned ad bagtrappen, som førte til hestestalden og køkkenet….

Og udenfor i solskinnet på Piazza Marina var der loppemarked…

Og på Piazza Bellini kunne vi se, at krydstogtskibet lå til kajs den dag….

Ciao fra pensionisterne i Palermo

Det var søndag. Det var varmt. Solen skinnede fra en skyfri himmel, så vi tog på tur. I fire år har vi sagt til hinanden – “vi må en tur til Erice”. Denne lille by står i alle vores guidebøger som et “must” – og måske derfor har vi undgået den. Men nu skulle det være – og Marco, vores biludlejer fra Holiday Car Rental, sagde, at det var en god dag at tage til Erice i og gav os en god pris – “special price for you my friend! “

Så vi kørte til Erice – eller rettere op til Erice. Byen ligger på et bjerg lige uden for Trapani på vesttkysten af Sicilien. Der går en svævebane derop, hvis man ikke vil tage bilen, men vi valgte nu at køre op ad den snoede bjergvej. Og ja, det var i sandhed en smuk by, der lå der på toppen og kiggede ud over Middelhavet, hvor den i sine gode og klare stunder kunne se helt til Afrika.

Byen siges at være grundlagt af “Elymi” et oprindeligt folk på Sicilien, men siden også erobret af grækere, romere, arabere og normanner, der hver især efterlod sig spor. Men sagnet vil også, at da Ikaros steg til vejrs, brændte sine vinger på solen og styrtede i havet, landede hans far Daidalos her på kysten – dengang de begge flygtede fra Minos på vinger af fjer og voks. Daidalos skulle have foræret store rigdomme til det daværende græske tempel, der lå her på toppen af bjerget Erice. Nu er der ikke noget græsk tempel her mere, men de findes til gengæld i Segesta ikke så langt herfra.

En sten muret ind i den gamle trappe foran kirken Chiesa Madre fra 1314. Er det mon Daidalos på vej ind i byen?

Byen er en typisk italiensk middelalderby, med snævre gader, brostenbelagte smøger og trapper, atriumgårde, høje mure og lukkede porte. Og en egen stilhed.

Men inden vi nåede så langt, kørte vi ud på landet for at se Sicilien i forårsdragt. Og så, helt uden varsel, var vi midt i et cykelløb og blev viftet og dyttet ind til siden. Vi tænkte egentlig med gru på, hvad der kunne være sket, hvis vi ikke var blevet standset i tide! Det var jo ikke sådan, at vejen noget steds havde været spærret af eller blot skiltet med et cykelløb. Men vi kørte ind på en plads foran en gammel nedlagt fabrik, og kunne så der iagttage cykelløbet, der så sådan lidt professionelt ud – henved 400 ryttere, så det tog lidt tid. Billederne herunder er fra løbet.

Og så en spejdende publikummer ved vejen – men restauranten med mulig kaffe og kage var ikke at se…

Det var til gengæld det smukke landskab…..

Men det var Erice vi kom fra. Lettere forsinket fandt vi endeligt gennem Trapani og hen til den vej, som førte op ad bjerget. Det første vi gjorde var naturligvis at finde en god Trattoria ( spisested), hvor vi kunne forfriske os efter al det cykelløb.

Derefter en tur rundt i byen med alle de fantastiske kig ned på Trapani og dens saltbassiner, ud over havet og til de Ægadiske øer.

Lys og skygge i gaderne og fra slottets mure…

Bygninger…

Mine rejseledsagere….

Men vi var nu ikke de eneste turister, der spadserede i gaderne – mit yndlingsbillede fra denne tur…

Ja – og så havde en lille blå bil trodset parkeringspladserne uden for byporten…

Håber, at I nød turen!

Ciao fra pensionisterne i Palermo