Sicilien er ved at komme på vinkortet. Specielt vinene omkring Etna med dens vulkaniske jord er ved at blive synonymt med vinene i den dyre ende af skalaen. Sicilien er meget velegnet til produktion af vin pga. klima og jordbundsforhold, og de har da også produceret store mængder af billig bordvin til resten af Italien i mange år. Men nye generationer er ved at overtage gårdene, og de vil noget mere end blot bordvin.

Vinbonden på bjerget

Det nye og store i vinverdenen i disse år er “naturvin”. Der er forskel på naturvin og økologisk vin, men det vil jeg ikke gå i detaljer med her – ej heller med de mere tekniske detaljer omkring høst og vinifikation.

På Etnas skråninger holder en særegen og interessant vinbonde til. Han hedder Frank Cornelissen, er fra Belgien og er én af pionererne ikke blot hvad naturvin angår, men også hvad angår at have fornyet hele vinproduktionen på Sicilien.

Her følger en lille reportage fra et besøg på Cornelissens vingård, der udelukkende producerer naturvin – altså vin uden tilsætningsstoffer, kemikalier eller anden fiflen. Vinen gærer dog i dag på fiberglastanke, inden de hældes i amforaer, der er gravet ned i cementgulvene – også han er trods alt pragmatiker!

Vi havde egentlig ikke forestillet os, at han ville tage imod os, som sagt er han meget eksklusiv, men det gjorde han, eller rettere – det gjorde Giacomo, hans unge assistent.

Vi mødtes med assistenten uden for gården og sammen med en australier, der også havde fået lov, kørte vi op på Etnas skråninger for at se på markerne. De øverste lå i ca. 1000 m højde, det maximale for druernes ydelsesevne.

Heroppe fra viste Giacomo os forskellen på marker der er traditionelt dyrket med maskiner og en naturvinsmark, hvor alt er gjort med håndkraft, og hvor man ikke fjerner andet end det nødvendige for at stokkene kan få lys og luft.

Hvis I undrer jer over de stokke, som vinrankerne vokser op ad, så er det den såkaldte alberello (lille træ) metode. Dvs. at man får vinen til at vokse som en busk – dette giver lavere høstudbytte, men bedre druer, da de skal håndplejes og beskæres hårdt for at få mere sol og plads. Denne form for dyrkning kaldes også “bushwine” (buskvin). Altså – kvalitet frem for kvantitet.

Tilbage på gården fik vi lov til at smage. Og lad mig sige det med det samme – vi taler om vine i den dyre ende her. Efterfølgende købte vi to flasker – mere syntes vi ikke lige, at vi havde råd til! Vi fik også set nogle af de gamle amforakrukker, som Cornelissen brugte da han startede, som sagt er han gået over til fibertanke, efterhånden som produktionen er vokset.

Vilde urter

Som lovet, så kommer der også en enkelt omtale af noget af den mad, som vi selv har haft fornøjelsen af at lave næsten hver dag.

Vi gik en tur ad Corso Camillo Finocchiaro Aprile, en bred almindelig Palermogade uden turister eller farverige markeder. Til gengæld står de mindre grønt- og frugthandlere her med deres små vogne – næsten på hvert et gadehjørne. Vi standsede op ved én, som havde en mangfoldighed af grønne blade. Han fortalte, at det var vilde planter fra bjergene, som blev kørt ned hver morgen. Det måtte vi prøve, og han gav os et stort bundt af noget, som vi ikke kendte og forklarede, at de skulle koge i 15 minutter, vrides som spinat og steges på panden sammen med soltørrede tomater, chili, hvidløg og rosiner.

Det gjorde vi så.

Hertil spiste vi en grillet “medisterpølse” – en italiensk med ikke andet en kød og krydderier i – og en pladefuld panelle (kikærtestykker som friteres – vi bagte dem dog i oven).

Og så lige et par billeder af friske fisk parate til ovnen sammen med en ret fennikel og tomat – som blev braiseret, også i ovnen, i lidt hvidvin. I baggrunden en dejlig økologisk vin fra vingården COS.

Artisteri

Og hvad lavede artisten iblandt så, mens al denne vinsmagning og kokkeri gik for sig? Han tog sig af sit kunstneriske jeg og gik for fjerde år i træk på det lille kunstakademi Mialó Art. I år havde han sat sig for at ville lære noget om teknikkerne bag ikonmaleri – resultatet er ret imponerende, og selve teknikken er ikke helt nem.

Men, der blev tid til andre billeder end blot denne flotte ikon….

Her følger nogle få udvalgte akvareller og tegninger.

Og til allersidst – inden I og vi siger farvel til Palermo. Forleden var vi en tur i den dejlige botaniske have. Den er så eksotisk, at jeg opgiver at illustrere – men her et par billeder.

Og så siger skribenten og fotografen tak for denne gang og tak fordi, du læste med!

Ciao fra pensionisterne i Palermo

Mennesket har altid tillagt steder betydning. De steder, hvor vi opholder os, de steder hvor vi tilbeder, de steder hvor vi begraver vores døde, de steder vi vender tilbage til igen og igen. Og for hver gang man vender tilbage til et sted, så opdages der nye sider, og man forstår stedets betydning en smule bedre. Således trækkes der spor fra én generation til den næste, fra én tid til en anden. Sporene er ting, bygninger, historien, erindringer og nogle gange mennesket selv.

Jeg vil tage jer en tur med rundt i Palermo og vise jer et par steder, som vi har opholdt os i og set, nogle for første gang i år, og som lægger til den betydning, som dette sted har – dette skønne Sicilien, denne mærkelige by.

Først en solnedgang som set fra vores terrasse…

Gadebilleder

På vandring i gaderne kom vi forbi dette lille hul i væggen – og ja, hvad er det mon? Det er såmænd den lokale moské, som vi bare aldrig har lagt mærke til før. Hvilken kontrast til de prangende og rigt udsmykkede kirker – Gud kan tilbedes på mange måder og på mange steder!

Det gamle arabiske kvarter i byen hedder Kalsa – der boede vi det første år, som nu er 5 år siden. Vi boede lige ved siden af den gamle byport Porta dei Greci der engang var indgang til byen, når man kom via søvejen, og hvor både den gamle og den nye havn også ligger bag ved.

Dengang, for 5 år siden, boede der en flok afrikanske flygtninge ved siden af porten – boede i papkasser og andet, som de havde kunnet finde. På en tur ned til Kalsa, kunne vi se, at de stadigt boede der nu 5 år efter – måske de samme, måske ikke – men kummerlige forhold må det siges at være.

Den Engelske Have

Palmer og udsprungne træer…..

Fattighuset

Vi vandrer lidt ud af byen, ud gennem den vestlige port, hvor vi forlader den historiske bydel. Herude ligger der et gammelt fattighus – hjemsted for byens fattige i 1800 tallet. Det er en meget stor og smuk bygning, når man først er inde bag de tykke mure. Det hele er ved at blive restaureret, meningen er vist, at det skal være en art museum og forskningssted, men der er langt endnu. Lige over for dette smukke sted bor dagens fattige i gamle skure og faldefærdige bygninger – og så er det, at man kan spekulere over, hvordan, hvornår og hvor det er bedst at være fattig.

Indgangen, hvor man går direkte ind i den indre gård, og hvor der ligger en stor kirke lige for. I dag er hele området til venstre beboet af nonner, som også benytter sig af kirken. Dem så vi dog ikke, deres område var låst af. Derimod kunne vi gå ind i endnu en gård til højre, som nu er restaureret. Der var tre sådanne gårde i sin tid med kirken i midten.

Vi fik selskab af de vilde katte….

Rundt på murene hang stadig de oprindelige klokker, som man sikkert har kaldt til både bøn og spisning med….

Trappen op til de øverste etager, som endnu ikke er åbne….

Og kikhullet i den store tunge indgangsport – man lukkede nok ikke alle og enhver ind…

Udenfor på gaden sender de endnu nøgne platantræer deres lange skygger langs fattighusets mur, mens vi vandrer tankefulde hjem….

Museo Palazzo Branciforte

Tilbage i den gamle bydel og ikke så langt fra, hvor vi bor, er en anden meget stor bygning nyligt blevet restaureret – også den har huset fattige, om ikke dem selv så deres egendele. Nu er det endnu et enormt museum komplet med fin restaurant og forskellige udstillinger. Vi fik en rundvisning, det skulle man have, hvis man ville se den øverste etage, som var den vi kom for – en tidligere pantelånerbutik “Monte di Santa Rosalia”.

En stille indre gård, vi var næsten de eneste turister….

Vores guide hentede os i gården og sammen med en romersk dame, blev vi ført rundt i bygningen – først til det store forskningsbibliotek…

….med moderne loftsmaleri

Derefter gennem gallerier med mønter og frimærker for til sidst at ende oppe under loftet, hvor dette vidunder åbenbarede sig – en tidligere pantelånerbutik af enorm størrelse – alt træværket er hylder til ting og sager. Her kunne de fattige komme og sælge deres ting og få dem tilbage igen – det var alt fra teskeer til madrasser og senge. Det var en social foranstaltning, som nogle af byens rige mæcener stod bag, og de fattige skulle ikke altid købe deres ting tilbage, de kunne også bare få dem, hvis de ikke havde penge.

Desværre giver billederne ikke stedet fuld retfærdighed, det var svært at fange de enorme rum i kameraets lille linse – men tiden stod stille her, og aldrig har vi set så stor en pantelånerbutik…..

I ét af pantelånerens rum havde man valgt at udstille antikke dukketeaterfigurer….

Og nede i grundplan var der igen et enormt rum, hvor tusinder af genstande fra udgravninger overalt på Sicilien var udstillet…

Ja, nu er min læser nok ved at være træt i benene, men hvis der er en smule energi tilbage, så er her et par påskebilleder fra processionen i vores del af byen forleden….

Jesus bæres gennem gaderne- han har dog vist glemt at få sin mikrofon af….

Op mod kirken, hvor publikum står tæt og vagterne vifter denne forvildede bil væk – den bakkede hele vejen ud…

Så kom hornorkestrene….

Og præsterne prædikede fra tagene….

Bærerne venter tålmodigt på, at prædikenen skal slutte…

Og så kommer der gang i processionen igen – først Jesus og maskerne…

….og så Maria båret af stærke mænd og med alle pigerne foran…

Og til sidst har den levende Maria fra optrinnet tidligere taget en lille stille stund med sin mobil….

Ciao fra pensionisterne i Palermo

Støvlen er lang – Italien. Og helt nede sydligst findes de regioner, der indtil videre ikke har nydt den største bevågenhed. Apulien udgør hælen, Basilicata svangen og Calabrien den lange tå. Tåspidsen af foden skubber diskret til Sicilien, der ligger lige ud for og adskilles fra Calabrien af det smalle Messinastræde. Vi tog nogle dages “ferie” og tog på tur. Vi har længe gerne villet krydse strædet med færgen og se, hvad der lå på den anden side.

Calbrien er den fattigste af alle Italiens regioner. Regionen lægger navn til hele tre nationalparker – vilde bjergområder ned gennem det centrale indland fra nord og næsten til tåen. Der var her den calabriske mafia – ´Ndranghethaen – i 80´erne gemte de rige rejsende fra nord, som de kidnappede for at få løsesummer. Meget er gjort for at bekæmpe kriminaliteten, ligesom med Siciliens mafiabander La Cosa Nostra og Napolis Camorra – og så vidt vi ved, så finder der ikke kidnapninger sted længere – pengene strømmer nu fra salg af narkotika, hvidvask og infiltrering af virksomheder verden over. Denne form for “familiekriminalitet” har desværre stadig en stærk indflydelse i denne underudviklede region. Uden om disse bjergområder løber nogle af Italiens fineste strande, og italienerne selv flokkes hertil om sommeren – mafia eller ej.

Og når så fattigdommen, kriminaliteten og underudviklingen er blevet nævnt, skal det også siges tydeligt – Calabrien er virkeligt et besøg værd! Her findes gamle borge, slotte, kirker og græske ruiner både i bjergene og langs kysterne, her findes uberørte og vilde naturområder og gode sandstrande, her findes den dejligste mad og vin og sidst, men ikke mindst, så oplevede vi en venlighed, som vi ikke før har mødt i Italien – det være sig på hotellerne, i restauranterne eller på gaden. Ikke nogen norditaliensk arrogance eller siciliansk selvbevidsthed her – turisten var velkommen, og turisten følte sig godt tilpas.

Her følger nogle af højdepunkterne fra turen. Vi starter i Reggio Calabria, som der sejles til med færge fra Messina – frem og tilbage hele dagen lang, ligesom Helsingør/Helsingborg. Tunge, stålgrå skyer hang over Messina den dag.

Der var en grund til, at vi måtte til Reggio Calabria først. Det siges, at turistmæssigt var regionen næsten død indtil 1972. Da blev to store statuer trukket op af vandet i det Ioniske hav ud for byen Riace. De blev først restaureret i både Firenze og Reggio Calabria og efter megen bueaukrati og flere opholds- og udstillingssteder står de nu på det arkæologiske museum, hvor de kan beses i hele deres pragfulde velbevarethed. De to nøgne krigere er næsten to meter høje, af det fineste bronze og fra 400 f.kr – altså næsten 2500 år gamle. De er græske og var formodentlig på sejlads til et sted i det daværende Magna Graecia (de græske kolonier), som Calabrien var en del af på det tidspunkt – som også Sicilien var det. De nåede aldrig deres bestemmelssted, men nu står de på det arkæologiske museum i Reggio Calabria og tiltrækker mange turister og professionelt interesserede fra hele verden – samt kunstnere, der bruger dem som modeller.

Efter dette usædvanlige syn kørte vi op langs den vestlige kyst for at overnatte før turen drejede ind i Sila-bjergene, som er den midterste af de store nationalparker. Det var tåget den næste dag, hvilket gav disse bjerge og de små byer et mytisk skær.

Vi gjorde holdt for at få den obligatoriske formiddagskaffe, og den lille bys rådhus var et noget kuriøst syn – vi gættede på jordskælv?

Men kaffe fik vi, endda i det fineste konditori – det kan godt være, at de er fattige i Calabrien, men maden er fremragende…

Vores hotel den nat lå øde hen, det var vist mest et sommerhotel, og vi var da også de eneste gæster. Værten var trejde generation og hans far gik til hånde inde i restauranten. Den unge vært, som var født og uddannet i Rom, var halv italiener og halv japaner og havde, som eneste søn, følt sig forpligtet til at overtage stedet. Den japanske mor så vi dog ikke noget til, hun blev heller ikke nævnt senere, men derimod hans polske hustru som lavede en udsøgt middag til os om aftenen, hvor de dækkede op foran pejsen – og imens fortalte han om stedet og noget af sin livshistorie, som vi anede var vanskelig bag dette mix af nationale karakterer og hendøende forpligtelser.

Inden vi nåede til maden, ilden, hyggen – var vi en tur inde i den nærmeste større by for at se på en katedral, som vi var blevet anbefalet. På vejen åbenbaredes dette syn…

….måske har min læser set det før, men ikke jeg – almindelige malkekøer der vandrer ind fra skoven for at drikke vand fra bjergsøen.

Katedralen i San Giovanni in Fiori

Vi gættede på at der var blevet tilføjet EU penge til hele denne region for at få den på fode med resten af Italien – her er de i hvert til fælde havnet det rigtige sted!

Detaljer fra kirken….

Næste dag fortsatte vi ad små snoede veje ned gennem bjergene og til kysten – nogle af bjergsiderne var beklædte med større partier lyng – ikke små krybende planter som i Danmark, men høje busklignende…

Det er ikke kun i USA, at bjergene “ryger” – Smokey Mountains findes også her..

Turen fortsætter i næste indlæg neden under dette…..

Ciao fra pensionisterne i Palermo