Når man bor så længe et sted, som vi gør her, er det godt at kunne foretage sig andet end blot at se på de attraktioner, som landet byder på. Og hvem siger, at fordi man er fyldt 77 år, så kan man ikke udvikle sig og finde nye sider af livet frem til glæde for sig selv og eventuelt også andre.

Poul er en mand med mange talenter. Én af disse er at kunne tegne og male, og hernede har han kunnet få tid og ro til at opdyrke denne interesse. Oven i har han kastet sig ud i nye discipliner som linoleumstryk og croquis tegning.

Porta Carini -som er indgangen til “vores” marked – Capo markedet

Sidste år besøgte han et par gange en lille kunstbutik i det gamle Kalsa område, hvor vi dengang boede. Her har Vincenzo et værksted, hvorfra han sælger sin kunst, der hovedsaligt består af tryk. I år gik Poul tilbage og det hele endte med, at Vincenzo tilbød at undervise ham i linoleumstryk én gang om ugen. Så én gang om ugen, på det ukristelige tidspunkt kl. 21 – 23, går Poul ned til Vincenzos lille lejlighed og får undervisning – og en kaffe og en god marsala eller to eller tre! Vincenzo har en stor trykkemaskine i kælderen, og nu er der også ved at komme resultater. Vi får dem dog ikke at se foreløbigt, da der skal mange prøvetryk til.

Der bliver ikke kun skåret og trykket, men også tid til samtale om politik og kunst. Således har vi fået indsigt i, hvor svært det er at være kunstner i et land, der baserer megen af sin fremdrift og økonomi på det at have de rette forbindelser. Vincenzo, som er en meget dygtig kunstner, har netop ikke disse forbindelser, og derfor har han heller ikke kunnet få job på hverken kunstakademiet eller andre steder, hvor han evt. kunne have haft en afsætning af sin kunst. Han frister tilværelsen med sin lille butik og den private undervisning, som han eventuelt kan få. Og så hjælper det nok heller ikke, at han er temmelig venstreorienteret og en ægte humanist. Sådanne findes der stadig mange af her i det sydlige Italien, og nye tider spores da også i form af unge idealister, der er trætte af mafiaen og korruptionen. Mere om det i et andet indlæg.

http://xilograficastudioarte.it/index.html

Dagen efter `Vincenzo dag´, som vi har døbt den, tager L´Artista så bus nr. 101 ud til Via Liguria og kunstcenter Mialó Art, hvor han har indrulleret sig på et tegnekursus. Nærmere betegnet, så går han sammen med 5 andre til croquis tegning hos en ung energisk kunstner. Ja, ja – en ny verden åbner sig når bare man tager mod til sig.

At tegne den menneskelige krop er en svær disciplin. Hoved og overkrop kan endda gå, men arme, ben, hænder, fødder – her er Poul kommet på en prøve, men som det ses, så går det fremad med raske skridt.

Model bagfra og forfra

Og til sidst, så kan jeg ikke dy mig for at vise endnu én af Pouls store interesser – eller skulle jeg kalde det passioner! Her er billeder af vores dessert i går aftes – en ægte siciliansk cassata bestående af sød ricotta, marcipan, glaserede frugter og en lille smule kagebund. Sådan en bombe er uundværlig til påske her på Siclien. Buona Pasqua!!

Ciao fra pensionisterne i Palermo

Vi bliver nødt til at vise jer billeder af al den fisk, som vi kan få her på Sicilien. Dette er fra markedet i går. Den røde tun på billedet var hel og landet samme morgen, som I ser er den næsten væk her lidt op ad formiddagen. Man kan ikke lade være med at undre sig over, hvorfor vi i Danmark spiser så lidt af det, der findes i havet omkring os. Vi har næsten ingen fiskerbåde tilbage, og fisk er så dyrt, at det bliver en spise for de rige. Hernede kan alle være med, og Sicilianerne spiser megen fisk og skaldyr – fisk og grøntsager til priser, som de fleste har råd til.

De små fiskerbåde sælger selv deres varer nede ved havnen

Fisk med strittende haler – det er vist gjort med tråd, men flot ser det ud!

I går købte vi for første gang Calamari – små blæksprutter fanget samme dag. Vi havde ellers aftalt, at vi selv skulle rense dem, men modet svigtede da fiskemanden spurgte, om han skulle rense dem for os. Det gjorde han så og vi fik fangearme og det hele med.

I lejligheden er der en bog med opskrifter, som vi flittigt bruger, og her læste vi om hvad vi skulle fylde i disse blæksprutter, og hvordan vi skulle tilberede dem.

Blæksprutterne er rensede for øjne, tænder og indvolde. Fangearmene skæres af og hakkes.

Vi lavede fyld af franskbrødskrumme (ca. 250 gram), 2 fed hakkede hvidløg, lille dusk hakket vild fennikel (persille kan også bruges), reven skal af 1 citron, 1 spsk. kapers, lille stykke revet hård ost, de hakkede fangearme og et par spiseskefulde olie.

Dette fyldes i bugen på sprutterne, og de lukkes med en tandstik. Steges i ovnen i 20 – 25 min. ved 180 grader i et oliesmurt fad. De vendes undervejs og der hældes lidt hvidvin ved. Vi havde fyld til overs, som vi bare lagde henover.

Resultat!

Hertil spiste vi en peberfrugtesalat af strimlede peberfrugter, 2 skiveskårede løg, 1 fed hvidløg, 4 tomater, lidt chili – alt kogt sammen med olie og et par skefulde balsamico. Pyntet med ristede pinjekerner, små sorte rosiner (ligner korender, men er søde) og hakket mynte.

Til sidst et billede af katten i kassen. Den har fået fisk til middag!

Ciao fra pensionisterne i Palermo

   Måske er mine blade som fjer, så jeg kan flyve…….

Der er mange ting, der gør, at turister og andre flokkes som trækfugle til Italien hvert år. Én af dem er sporene af vores egen gamle kultur – den europæiske identitet og selvforståelse. De gamle middelalderbyer, Rom, ruinerne i Pompei, grækernes templer, kirkerne og kunsten, vinen og maden, farver og sol – alt sammen noget vi fornemmer også vedkommer, hvem vi selv er. Meget af det er i forfald, og Italien har ikke råd til at gøre noget ved det. Private organisationer forsøger dog at gå ind i bevarings- og restaureringsarbejdet, og af og til kan man se, at der er tilflydt en strøm af penge fra EU.

Og under alt dette summer historien om fokevandringer og erobringer. Om folk, der ville et bedre liv og bosatte sig i disse mildere egne. Om folke- og kutursammenstød, der afstedkom en frugtbar symbiose – ikke altid, men når det var bedst. Man ser disse spor i det spanske Andalusien i Cordoba, Sevilla og Alhambra, og man ser dem også her på Sicilien. Der var engang, hvor arabere og normanner levede fredeligt sammen med hver deres religion og skikke, mest fordi der var herskere som Roger d. 1 og 2, der kunne se nytteværdien af en sådan åben indstilling. Det kan være  grunden til, at sicilianerne ikke er så bange for “den fremmede”, som vi er i Norden. De er nysgerrige og gæstfrie og måske skyldes dette træk også, at de ikke har så meget at miste, som vi har. De fleste har kun til dagen og vejen – ligesom de flygtninge der strømmer ind på deres kyster.

Sicilianerne er stolte af denne tidlige del af deres historie, og de refererer gerne til disse 200 år som en af øens rigeste perioder. Vi har været på en vandring rundt i byen, hvor billederne er fra.

Katedralen i Palermo er bygget oven på en moske. Søjleindgangen er bygget af rester fra moskeen og bærer vers fra koranen.

Ziza slottet, der i dag er et Unesco Heritage Site, har haft penge til en total renovering. Araberne påbegyndte bygningen af slottet og de normanniske  konger William d. 2 og 3 gjorde det færdigt. Det forfaldt, men er nu genrejst som museum for arabisk og normannisk kunst. Slottet er et fint eksempel på maurisk byggeri. Navnet er arabisk og betyder “den kære”.

Slottet forfra og fra siden

Indgangen, hvor man går direkte ind i en sal ornamenteret med både arabisk og normannisk kunst. Svært at tænke, at dette ville kunne lade sig gøre i dag. Behøver nok ikke at sige, at det øverste er det arabiske!

Araberne kunne noget med vand – det ser man også i de vandingssystemer, som stadig bruges i olivenlundene i Andalusien i Spanien. I forbindelse med deres bosættelse i Palermo, har de her ført vand fra bjergene ned gennem kanaler og ind i slottets sale og også ud over den omkringliggende landbrugsjord. I Palermo kan der være op til 40 C om sommeren, så foruden til landbrug har det også kølet. Vandet blev ledt ind i salen ad rør, ned ad slisken og rislede hen over kanalen i gulvet. Der var på hele slottet et vandingssystem, der i dag ville være at ligne med en aircondition, blot smukkere og måske også sundere.

Poul i samtale med vores ivrige rundviser……

Til sidst et billede af den gamle byport ved havnen. De to på bænken er af normannisk afstamning!

Ciao fra pensionisterne i Palermo