Titlen på dette indlæg er italiensk og betyder “hvorfor ikke” – eller “why not” på engelsk. Det sidste er næsten blevet synonymt med Poul hernede, blevet hans valgsprog når vi planlægger dette eller hint. I vores alder synes vi ikke, at det giver ret meget mening at tage afstand fra oplevelser, der måske, måske ikke, kunne berige vores liv – og det helt ned i små detaljer som at spise noget fremmedartet eller tage en mindre og tilsyneladende mere besværlig vej for at se, hvor vi havner. Så – hvorfor ikke tage en tur til Sicilien næste gang I planlægger en rejse til det sydlige Europa – come no?

Dette indlæg er mest billeder fra opholdet, som jeg har inddelt i nogle temaer med kun lidt tekst- de taler for sig selv.

På gaden

       

                           Det var lige før at vi troede, at det var himself……

 

På væggen

 

Andre slags vægudsmykning

 

Man undres over at det overhovedet kan fungere…..

 

 

 

Italienerne placerer deres urner på væggen og ikke i jorden…….

 

Vi læner os alle op ad noget

               

 

 

Balkonen holder endnu….

 

 

 

Grøn…gul…rød…blå…

       

Brød…der må være over tusind små bagere i Palermo
     

Hvem mon kan tænke sig at stjæle…..

 

 

 

Farverige fiskere på vulkan øen Ustica, hvortil vi sejlede og tog en overnatning…

 

Paolo, Vincenzo og kunsten

               

 

Og så var der lige pigen..

 

Mad

Her følger billeder af madvarer, som vi har haft den store fornøjelse at kunne købe og tilberede næsten hver eneste dag….

Så er hjertemuslingerne til pasta con le vongole købt……

é voila

Tomater, som vi ikke har hverken set eller smagt før….

Små sardiner og alt godt fra havet…

          

Kæmpe citroner til fisken og pomeranstræets frugter, der vejer i scirocco vinden….den meget varme vind fra Afrika, som vi har oplevet to gange nu…

Hjemme fra en tur på markedet…og fisken er færdig til at gå i ovnen..

            

 

Og så var der lige os

….hvor har jeg set de to før?…

….den evigt vigtige samtale….

 

…og farvel og tak for denne gang         

Ciao fra pensionisterne i Palermo

 

 

Når man taler om det sydlige Italien og især om Palermo, så er der vel næsten ingen, der ikke straks tænker på mafiaen. Denne ugennemtrænglige familiestruktur der har hærget igennem generationer og har bragt så megen vold og ødelæggelse med sig. Vi kan som udenforstående slet ikke begynde at sige noget fornuftigt om det, men denne gang ser og hører vi mere, end vi gjorde sidst vi var her. Ikke fordi det er blevet værre, men blot fordi vi ser udviklingen mere nu, hvor blikket er blevet skarpere af gensyn.

Men, der er nye tider på vej. 80´ernes vold og drab er ikke en daglig forteelse mere, og de unge er trætte af al den korruption og vold. Én af de første uger hernede var vi på en stor fotoudstilling af Letizia Battaglia, som har taget nogle enestående billeder op gennem 70´erne og 80´erne af bl.a. de mange drab, arrestationer og demonstrationer mod mafiaen. Men også fattigdommen har hun portrætteret som en gyldig årsag til netop kriminalitet og desperation, en desperation der i sidste ende bliver fødekæden til organisationer som fx mafiaen.

 

Letizia Battaglia har taget det indledende berømte foto, der viser en dommer med livvagter på taget af en retsbygning, mens han tager sig en pause og en smøg. Ved første øjekast kunne det lige så godt være et billede af mafiaen selv.

 

 

Plakat på muren af justitspalæets lokale politistation, der viser betjente dræbt i sagens tjeneste.

 

Vi har været på en tur til Corleone – man har vel en vis veneration for filmene Godfather l, ll og lll – men indbyggerne i Corleone er ikke glade for dem. Disse film har givet en strøm af dårlig omtale og alt for mange filmturister i de smalle gader. Unge idealister har nu fået et lille antimafia museum op at stå – plakaten er herfra, og billedet nederst på plakaten er et af de mest berømte billeder af de to dommerkolleger og venner, Giovanni Falcone og Paolo Borsellino, der begge blev dræbt af mafiaen. Mange gader og pladser på Sicilien er opkaldt efter de to, ligesom også lufthavnen her i Palermo er det.

 

 

Og jo…han stod der virkelig på torvet i Corleone.

 

 

 

Billeder fra den føromtalte fotoudstilling…

En dommers begravelse

 En arresteret mafialeder føres i retten

Den berømte dommer Giovanni Falcone på vej til en kollegas begravelse….

…..han blev senere sprængt i luften sammen med sin kone og tre livvagter i 1992 på landevejen mellem lufthavnen og Palermo. Dette, og drabet på den anden dommer, Paolo Borsellino, blot to måneder senere, var begyndelsen til at en del af folket vendte sig mod mafiaen og en langsom proces for at mindske deres indflydelse kunne tage sin begyndelse. Disse to er mere en nogen andre blevet symbolet på kampen mod korruption og undertrykkelse. Forleden læste Poul i La Repubblica, at op mod 60 mennesker lige var blevet arresteret for deres tilknytning til den lokale mafia – eller Cosa Nostra, som den hedder her på Sicilien.

I 1947, under en 1. maj fejring, blev 14 mennesker fra Piana Degli Albanesi dræbt i et smalt pas i bjergene, fordi de havde nægtet at støtte Mussolini under krigen. Vi passerede stedet, da vi besøgte byen, og det ligger hen som en smuk mindelund i dag, hvor hver af de dræbte har sin egen sten. Hvert år afholdes der stadig en mindehøjtidelighed på det lille amfiteater, der skimtes i baggrunden.

 

Her i Palermo har vi i år opdaget en ny tendens. Der er forretninger, der ligefrem reklamerer med, at de ikke betaler til mafiaen – en sådan betaling hedder Pizzo og Punto Pizzo Free betyder, at de har rene hænder og nægter at betale for beskyttelse – en holdning som flere og flere unge iværksættere er disponenter for, bl.a. også vores lille turistbureau MICRO tourist information centre.

Til sidst et billede af Il Padrino himself – en dag hvor vi sad på en cafe, kom gademusikanten hen til vores bord med sin harmonika, pegede på Poul og satte i med musikken fra Godfather lll – jeg tror det må være kasketten!

Ciao fra pensionisterne i Palermo

“…som mandeltræet findes i hver mandel”  (Henrik Nordbrandt)

Når vi i dag tænker på ordet flygtning, tænker vi det måske mest som en massebetegnelse – horder der invaderer. Men “en flygtning” er vel blot et menneske der søger at forbedre sin tilværelse og derfor lader hele det kendte liv bag sig og forsøger at etablere et nyt et andet sted – årsagerne kender vi – forfølgelse, krig, sult, fattigdom, naturkatastofer. Og det er ikke et nyt fænomen, det har været til alle tider. Vi har været på en tur om bag ved Palermos bjerge, hvor mandeltræet lige nu blomstrer, for at se på en ældgammel flygtningelejr – den er lidt over 500 år gammel og hedder Piana Degli Albanesi.

Som navnet antyder, så ligger her en by med en befolkning bestående af mennesker af albansk afstamning. Da det Ottomanske rige bredte sig op i Europa i 13 – 1400 tallet, og tyrkerne drev længere og længere mod nord, blev som altid særlige minoriteter forfulgt. Albanerne tilhørte den græsk ortodokse kirke og mange flygtede sydpå, bl.a. til Sicilien. Her blev de mødt med en vis forståelse af Paven og den spanske konge og blev tildelt en smuk dal ca. 25 km fra Palermo. De bosatte sig, opdyrkede jorden og er i dag et spisekammer af frugt, grønt, brød og kød. Og så laver de verdens bedste cannoli – rør af mørdej fyldt med sød ricottaost og små stykker chokolade.

I disse 500 år har skiftende konger og regenter ladet denne befolkningsgruppe eksistere med deres eget sprog, deres egen religion og deres egen kultur og skikke. Dvs. at alle i denne by er tosproget, alle skilte er på to sprog, skolerne underviser i begge sprog, kirkerne er græsk ortodokse og den lokale domkirke har egen biskop og sågar et præsteseminar. Domkirkens alter ses nedenfor i al sin græske mystik. Kirken var lukket, da vi kom, men præsten lukkede os ind gennem en sidedør.

Oven for byen kunne vi se et stort kloster. Vi havde en masse besvær med at finde derop, der var ingen skiltning, hvad der undrede os. Da vi kom derop kunne vi se, at det var beboet, og vi tænkte, at der stadig var munke her, og at de ønskede fred for et nysgerrigt publikum. Og det var vi – nysgerrige – vi parkerede bilen, gik derop og til vores forundring mødte vi en afrikaner, der dog ikke talte hverken engelsk eller italiensk. Så mødte vi én til og én til, og det gik op for os, at dette kloster var omdannet til asylcenter for en del af alle dem, der er kommet til Sicilien over Middelhavet i deres synkefærdige både.

De to på billedet er blot turister…..

Den gamle flygtningeby har givet asyl til de nye, historien gentager sig i den uendelige søgen efter et sted, hvor man kan leve i fred.  Og hvad fremtiden så vil bringe for dem, kan ingen spå om, men historien har vist, at albanerne i Piana Degli Albanese er forblevet loyale over for Italien uden at miste det, som de i sin tid blev tvungne til at forlade. Der var et træ i mandelen dengang for 500 år siden.

Billeder af fontænerne i byen, som stadig flyder med rent drikkevand. De gamle får sig en tår vand og kvinderne fylder deres dunke her.

                 

 

Ciao fra pensionisterne i Palermo