Som barn lærte jeg at besøge hellige steder. Hvis man vil vide noget om et lands kultur, vaner og generelle karaktertræk, så der de “hellige” steder et godt sted at gæste – kirker, moskeer, templer, gravpladser, monumenter og pilgrimssteder. De hellige steder er forskellige i forhold til geografi og religion, men ens for dem alle er menneskets trang eller evne for tilbedelse. At tilbede noget eller nogen, og have et fysisk sted at gøre det, giver en fornemmelse for beskyttelse, samhørighed med naturen eller guderne eller andre mennesker. Det kan give en forløsning for taknemmelighed eller sorg, for pejlemærker og måske hjælp i svære tider eller blot en indre meditation over livets formål og mening.

Når man således rejser i katolske lande, er det ikke svært at finde frem til disse hellige steder. Ud over de ofte enorme og rigt udsmykkede kirker og kirkegårde er der alle de helgener, som dyrkes og tilbedes og fejres. Lige der smed vi protestanter måske barnet ud med badevandet, og vores mere intellektualiseret religiøse praksis efterlader ikke megen fest og farver. Og mere generelt kan man måske sige, at i dag har mangt og meget erstattet religionen som det sted, hvor tilbedelsen finder sit objekt – sport, musik, penge, politik, magt, ja sågar selve selvet.

Men lige her og nu vil jeg fortælle historien om Rosalia Sinibaldi – La Santuzza (den lille helgen). Som enhver ordentlig katolsk by, så har Palermo selvfølgelig også sin egen skytshelgen, og hun hedder Rosalia. Rosalia “bor” oppe på bjerget Monte Pellegrino lige uden for Palermo, et bjerg som kan ses mange steder fra i byen. Man kan komme derop med bus, med taxa eller som vi i en lejet bil. De mest dedikerede går derop ad den gamle pilgrimsvej.

Rosalia menes at være blevet født omkring 1125. Der er uenighed om hvor, men for ikke at fortabe os i “Rosalia” forskningen, holder vi os til, at det var i nærheden af Palermo, og at hun var af normannisk, måske adelig, herkomst. Som ung pige brød hun normen om giftemål og familie og tog ophold først i en hule i det sydlige Sicilien for senere at rejse tilbage til Palermo for at dedikere sit liv til Gud som eremit i hulen på Pellegrino bjerget. Her døde hun som 35 årig i 1160, og der opstod straks en religiøs kult omkring hendes navn og minde. Men så tog historien en drejning, da pesten kom til Palermo i 1624. Den hærgede og dræbte tusinder i byen og syntes ingen ende at ville tage. En meget troende kvinde ved navn Girolama La Grattuta, som var indlagt på hospitalet under denne pest, så i en drøm Rosalia for sig, hvor Rosalia fortalte hende, hvor hun præcist lå begravet. Bystyret satte en udgravning i stand og man fandt de jordiske rester af Rosalia i hulen oppe på bjerget, hvor hun også havde boet i noget af sit korte liv. Det i sig selv er nok ikke så bemærkelsesværdigt, men historien slutter ikke her, for kvinden, der havde set synet, blev straks helbredt for sin sygdom, og pesten forsvandt fra byen i løbet af kort tid. En helgen var født, ikke kun for Palermo men for hele Sicilien og senere andre steder i verden. Hun blev kåret som sådan i 1625, og hulen, med vandet der siver ned langs dens vægge og siges at gøre mirakler den dag i dag, blev til det pilgrimssted, som tusinder besøger hvert år – både Goethe, Wagner og Lord Byron har været her – og nu også vi lidt mere undseelige turister. Hvert år fejres Santa Rosalia i Palermo på den dag hvor hun blevet fundet, den 14. Juli, og på dødsdagen den 4. september. Pilgrimme går stadig barfodede op på bjerget for at bede og mindes. Hendes jordiske rester, samt hvad man ellers fandt i hulen dengang, kan ses i katedralen i Palermo.

Selve grotten er inde i det kapel, som man i sin tid byggede uden om. Kapellet er bygget sammen med klippen, som husede grotten, og hvis kalksten bevarede skellettet i alle de år.

Inde i grotten er der bygget et alter, og en forgyldt statue af Rosalia ligger smukt i en slags kiste. Denne helt vidunderlige statue er fra 1625, og det kan ikke undgås, at man imponeres over dens skønhed og holdbarhed. Alle de ikke så kønne metalplader hen over grottens tag er sat op for at forhindre vandet i at dryppe på de besøgende.

Alteret…..

Og kisten med den gyldne helgen…

Ved mange valfartssteder skal der betjenes og tjenes penge. Som overalt i Italien skal man helst også kunne få en kaffe på baren…

Således beriget med kulturel og åndelig forståelse kørte vi ned ad bjerget igen. Bjerget i sig selv er meget smukt med kaktus og forårsblomster i fuld flor. Andre levende væsener bebor også Monte Pellegrino – de ser velnærede og tilfredse ud….

Da vi nu havde en bil kørte vi derefter hen for at se det kinesiske palads – Palazzo Cinese. Det ligger lige udenfor Palermo, men den historie gemmer vi til en anden gang. Her blot et par billeder….

Ikke alt vokser i lige linjer!

De vejfarende

Handel og vandel i gaderne…

Palermo er en mangfoldighed af brogede mennesker – mange mennesker…..

Kvinden på billedet her har vi set og lyttet til hvert år. Hun har sin faste plads ved Massimo teatret og hun plejer at være der med sin mand, han spiller guitar, men han er fraværende i år. Måske passer han børnene, de har fået en 3-4 stykker i de forgangne år. Jeg må spørge næste gang jeg kommer forbi…..

Demonstration – de røde faner kommer ofte frem hernede, hvor der stadig er meget at kæmpe for….

Fiskehandleren havde denne fyr til salg forleden – den lignede mere en slange end en fisk…..

Supermand og supermænd?…..

Til sidst billeder fra en jazzkoncert i Teatro Santa Cecilia – altid værd at tjekke, hvis man kommer på disse egne og er til jazzmusik….her er det saxofonisten Keith Garret med en helt vidunderlig cubansk sangerinde, Melvis Santa…..

De vejfarende

Den smukke by ved havet. Ja, det lyder unægtelig som en kliché, der er så mange byer i verden, som definerer sig som byer, der ligger ved havet. Ikke desto mindre er det sådan, at jeg vil huske Seattle. Havet, bugten og den store sø, Lake Washington, ses alle fra talrige steder i byen og giver Seattle en identitet, som strækker sig langt ud over blot det at have en stor havn. Havet, søen og bjerget – disse står tilbage i erindringen efter at have gæstet familien, som bor der. Bjerget er Mount Rainier, stadig aktiv vulkan, der ligeledes skimtes mange steder fra – med sin evige sne står den som vartegn og lokker med sine mange rekreationsmuligheder. I det hele taget har jeg sjældent oplevet en by, der både kan byde på det, som vand nu engang kan og samtidig på alt det som skove og bjerge kan – vandsport, sejlsport, skisport, vandring, fiskeri, jagt – alt sammen lige uden for døren.

Seattle ligger som sagt i en bugt ud til Stillehavet i staten Washington. Den har en naturlig havn, den 4 største i USA. Trafikken mellem det asiatiske kontinent og Nordamerika går denne vej. I tidernes morgen var skovdrift, og transport deraf, den største industri. Senere kom den store guldfeber nordover til Canada og Alaska og trak sine spor gennem byen. Så kom skibsindustrien – der bygges stadig skibe i Seattle. Men den helt store expansion kom med teknologien. Microsoft har hovedkvarter her, Bill Gates bor i byen. Amazon.com og kaffegiganten Starbucks fødtes her – og mange andre større og mindre Tech virksomheder slog sig ned i byen fra 1980´erne og fremover. En stor musikindustri udvikledes – både jazz, pop og rock. Med dem flyttede unge og kreative talenter hertil og giver i dag byen en langt mere international atmosfære end så mange andre amerikanske byer i det vestlige USA.

Og så er der et nordisk islæt også – oven i købet så stor, at den fylder en hel bydel i Seattle – Ballard. Immigranter fra de nordiske lande kom hertil i 1890´erne, og jeg tænker, at de følte sig meget hjemme her ved skovene og ved havet. I starten af 1900 tallet var de den største immigrant gruppe i staten Washington – henved 30% af befolkningen. De fiskede laks, startede bådebyggeriet, gik ind i træindustrien, var landmænd, formede fagforeninger og slog sig ned så talrigt, at Ballard stadig betragtes som en “skandinavisk” bydel.

Her følger en lille tur gennem de dele af byen, som vi nåede at se. Byen har naturligvis meget andet at byde på.

The Locks

For at komme gennem byens vand er der i Ballard en sluse (locks), så bådene kan sejle mellem søerne og sundet. Det er en af de mest populære attraktioner i Seattle, en dejlig lille park fører én derned. Også vi stod i lang tid og betragtede sejladsen.

Man kan få sit navn indskrevet på muren – for betaling fortsås –

Børnebørn der leger –

Det nordiske museum

Smuk arkitektur og vikingebåde i forhallen –

Den svenske hest….

Skulptur, der symboliserer de fem nordiske lande…

Ja – historien gentager ofte sig selv…..museer er til for ikke at glemme –

Havnen i Ballard

Skibe repareres og males – dette næsten færdigt….

…og dette venter på at få et løft –

De nordiske flag vajer stadig…men tiden går og langsomt bliver afstamning til erindring –

Pike´s Place

Nede i midtbyen – også ved vandet – ligger det store indkøbsmarked Pike´s Place. Et helt vidunderligt marked med en stor terrasse vendt mod vandet og byen –

Blomster i lange baner…

…og damen med de strikkede huer….

Antikvariatet nede i 2 etage under jorden….

Frokosten kan indtages fra markedets terrasse med udsigt til både vand og by….

Familien

Dette var først og fremmest et familiebesøg. Her følger billeder af familien forskellige steder i Seattle.

Udsigt over bugten fra Discovery Park –

Børnenes skole og udsigten fra deres legeplads ind over midtbyens dis –

Fra Seattle West – en bro forbinder øst og vest, og vi tog over til stranden på den anden side –

Vandhunden….

…..og filosoffen

Til fodbold – en af de mindre sportsgrene i USA, men her i Magnolia, hvor familien bor, har børnene fuld gang i den – lokalt opgør!

Publikum og assistenttræner….

Der tages tilløb til scoring….

Vi tog til bydelen Fremont for at spise – den gamle, lidt vilde arbejderbydel. På et hjørne står denne herre og troner. Historien er, at statuen i sin tid blev lavet i en af de tidligere Sovjetrepublikker til ære for Lenin og skrottet da Sovjetunionen faldt sammen. Her faldt en amerikaner over den og købte den. Han døde imidlertid, før han kunne stille den op, og nu står den her og venter på en køber – det har den gjort i 27 år! Den er privatejet og står på privatejet grund, så byen kan ikke gøre noget ved den – sådan er lovgivningen her i USA. Ligesom vores egen Lille Havfrue bliver den ofte vandaliseret eller dekoreret alt efter politisk temperament. Det siger sig selv, at den er en kontroversiel figur i bybilledet, men den står der altså endnu.

Solnedgang over bugten – og et par dage efter vendte vi skuden og drog øst på igen –

De vejfarende