Il tempo. Tiden. Denne eksistentielle tilstand, som vi lever i, men ikke kan standse og ej heller forstå. Vi skaber instrumenter til at måle den, men målingen i sig selv er fiktiv – og menneskeskabt. Vi deler tilværelsen op i sekunder, minutter, timer, dage, uger, måneder og år i et forsøg på at fastholde tiden – at forstå den og give livet en mening.

Og vi fortolker tiden hver dag, selv om vi ikke mærke den. Vi taler om fortiden, nutiden og fremtiden. Vi metaforiserer den: tiden går, tiden løber, tiden standser, tiden står stille. Vi planlægger og markerer begivenheder. Vi ser børn vokse og naturen forandre sig efter årstiderne. Vi registerer, når noget ændrer sig og ikke mere er, som det var. Vi digter tiden. Vi maler tiden. Vi besynger tiden – og imens skrider den stille og roligt fremad, altid fremad, uden at ænse hverken vores kærlighed til den eller vores frygt for den.

At rejse, eller blot at flytte sig fra et sted til et andet fx at gå en tur, gør tid til mere end blot et begreb. Vi bevæger os. Vi registrerer forandringerne. Ligeledes når vi genser et menneske, som vi ikke har set længe. Vi kan se, at tiden er gået. Furene i et ansigt fortæller os det. Vi kan sommetider også både høre og lugte tiden. Ude på landet lugter det anderledes om foråret, end det gør om efteråret. Lærken markerer, at tiden skifter dragt, når den ankommer og synger foråret ind. Livet i sig selv er ikke andet end tid – fortolket tid – som vi ikke selv er herre over, hvor meget vi end måtte tro det. Men så længe vi lever, kan vi stadig opleve os båret af tiden og give forandringerne opmærksomhed. Og måske er det ligefrem en pligt at registere tiden og følge den på vej.

At rejse her til Palermo år efter år giver denne uhåndgribelige fornemmelse for, at tiden er i bevægelse. At forandring er uundgåelig. At ting og mennesker ældes og intet forbliver statisk og det samme. Dette lille causeri over tid blev inspireret af følgende korte video taget i gården til den efterfølgende historie om én af Palermos fornemmeste paladser – Palazzo Butera. Du registerer brisen på muren, men du hører den ikke. Brisen er tid. Du ser skyggen af løvets bevægelse. Skyggen er tid. Imens jeg iagttager tiden på muren, forsvinder et par sekunder af mit liv – et par sekunders væren.

Palazzo Butera

Paladset på billederne her er et af Palermos ældste og mest imposante. Det tilhørte én af Siciliens førende adelsslægter, slægten Branciforti, og var tænkt som en slags forbindelse mellem havet og byen. Fronten vender mod havet og bagsiden mod byen. Således fik byen “øjnene” vendt ud mod havet. For at gøre en lang historie kort, så døde den magtefulde slægt Branciforti ud i 1814 med den sidste direkte arving, og herefter overtog andre slægtninge indtil 1950, hvor stedet overgik til administrative forhold – og mere eller mindre forfald. I 2016 blev det købt af en Massimo Valsecchi – som jeg vil berette lidt om senere. Men først til nogle billeder.

Nedenstående træ er et Jacaranda træ. Da man begyndte restaureringen af paladset, fandt man en lang, lang rod fra dette træ undet gulvene. Den havde skudt roden for at finde vand – ind gennem paladsets vandrør. I stedet for at fjerne den valgte man at bevare roden i en slags gulvmontre.

Der er ført en trappe op igennem taget, så man kan se konstruktionen heraf og derefter gå videre ud på selve taget med udsigten over Palermo og havet.

Da vi havde været igennem den del af paladset, som nu er åbnet for publikum, var det tid til en pause. Og hvad ligger der lige op ad paladsets ydermur? Såmænd en alletiders fiskerestaurant, der bredte sig ud over fortovet og lokkede med fisk på åben grill – her indtog vi vores søndags pranzo – frokost, som er en institution for familier hernede. Vi var meget heldige overhovedet at kunne få et bord.

Jeg lovede at sige et par ord om Massimo Valsecchi. Han er ikke fra Sicilien, men fra Ligurien kysten. Han er velhavende, det siger næsten sig selv, når man køber et palads som dette og restaurerer det så smukt og nænsomt, som det er gjort her. Han siger selv: “I didn’t know Palazzo Butera, and basically I don’t care about the palace, I didn’t come to restore a mausoleum, the idea was to have a space available to live in a dynamic way and help me look ahead. In this moment where politics and economics are unable to give concrete answers, perhaps only art can help “. (Jeg kendte ikke Palazzo Butera og ret beset er jeg ikke engang interesseret i selve paladset, jeg kom ikke for at restaurere et mausoleum, ideen var at have et sted, hvor jeg kunne bo på en mere dynamisk måde for at hjælpe mig til at se fremad. I denne tid, hvor politik og økonomi ikke er i stand til at give konkrete svar, kan kunst måske være en hjælp.)

Om ham siges der videre, at han har været på stedet gennem alle de 6 år, som det har taget at restaurere paladset og deltaget i hele den detaljerede planlægning og ombygning uden at gøre væsen af sig. Selv ønsker han at være mere eller mindre anonym – han har hverken mobil eller mailadresse! Man kender ham ikke på gaden. Men han har givet Palermo noget af dens sjæl tilbage – den der forbinder havet og byen.

Til slut et par billeder af mennesker på gaden – fastholdt i kameraets linse…

På dansk har vi det gode ord øjeblik, som markerer en form for umålelig tid. Men hvad er et øjeblik? Er det en fastfrysning af evigheden i nogle få sekunder? Som når jeg tager et billede med mit lille apparat? Denne port og de gamle mure fra middelalderen forlænger øjeblikket hen til barnet og den nyere dør i den anden ende – og således både forsvinder tiden og forbliver fastholdt – i blikket.

Ciao fra pensionisterne i Palermo

Rosa bor her ikke mere. Planterne på altanen over for er væk, og Rosa hænger ikke længere tøj til tørre på taget. Deres hus står med tomme øjne og Eduardo er alene. Den blinde mand ved siden af os er der stadig. Hans altan er som en udsøgt og smuk lille have. Han har fået en ny førerhund – en “seeing eyes” (seende øjne) som det så poetisk hedder på engelsk. Død er den gamle labrador, nu har han en statelig, smuk og blid tysk schæfer. Den store Carrefour supermarkedskæde har skiftet ejer. Nu hedder kæden Famiglia – det lyder også mere betryggende og italiensk – men indholdet er det samme.

Der er krig i Europa. Det mærkes her som alle andre steder. Dagligt følges nyhederne og det, som aldrig skulle have været muligt igen, opleves så underligt intenst og nærværende. Vores taxichauffør, som kørte os ind til Palermo fra lufthavnen, var opgivende. Først var det coronaen i næsten 2 år, sukkede han – nu er det krigen og de derved stigende priser. Men han og vi er heldige. Det er ikke os, der skjuler os under jorden og må se hele vores kendte verden synke i grus. Vi kan gå ud i solen. Vi kan bevæge os frit.

Artisten har pakket sine malergrejer ud. Han sidder ved det lille citrontræ på altanen med pensel og papir. Udsigten til bjergene har ikke flyttet sig en tomme. Dog står der et stort skinnende rør lige over for vores altan. Sidste gang stod der en kran. Men blikket flyttes blot den anden vej, hvor kun bjerget, skyerne og Palermos tage danner motiverne på papiret. Der er en evighed i bjergene – en evighed, som ikke er i menneskenes verden. En stoisk ro, en majestætisk bestandighed.

Her i Palermo er der et vejkryds, der hedder Quattro Canti – de fire hjørner. Krydset deler de to store gader i den gamle bydel – Via Marqueda og Via Vittorio Emmanuele. Hvert hjørne er prydet nederst af en statue til ære for en af årstiderne, dernæst en spansk konge og øverst en helgen. Når solen skinner, skinner den altid på én af disse hjørner. De er nu næsten en del af gågaderne, og når man står der, ved man præcist, hvor man er. Hvis man rejser langt nok den ene vej kommer man til Afrika. Hvis man rejser langt nok den anden, kommer man til Danmark. For at gense byen har vi vandret ud ad dens fire hjørner.

Billeder fra vores første ture gennem byens gader.

Giardino Inglese – Den Engelske Have. Haven hedder sådan, fordi den er designet efter engelsk model fra det tidlige 1800 tal – datidens populære måde at anlægge en park på selv her på Sicilien. Vi savnede at kunne kommer der, da vi var her sidst. På grund af pandemien var den kun tilladt for familier med børn – og selv de skulle have billet for at komme ind. Nu er den igen åben for alle.

Vucciria – engang det største marked i Palermo – nu blot en enkelt gade, som ender ud i denne lille plads med servering af grillede fisk og andet godt.

Kalsa – den gamle arabiske bydel.

Former og farver.

Der er krig i Europa. Rosa bor her ikke mere. Citrontræet på vores altan står på spring med nye blomster, selv om der stadig hænger frugter fra forrige sæson. Kimen til forandring i hver en cyklus – men frugten er den samme smukke, gule citron.

Ciao fra pensionisterne i Palermo