Der har altid eksisteret forskel på rig og fattig. Overalt på jorden. Vi er stolte af vores velfærdssamfund i de skandinaviske lande, hvor vi synes, indtil videre, at have gjort denne forskel mindre. Andelsbevægelse, uddannelse til alle, høj skat, gratis sundhedsvæsen, en tilstræbt ligestilling og mange andre forhold gør, at få har for meget og færre for lidt – for nu at sige det lidt forslidt. Dette er en rigdom i sig selv. Et bygningsværk.

Rigdom – både den materielle og den symbolske – kan langsomt gå i forfald. Nogen skal værne om den, nogen skal synes, at det er vigtigt at bevare den. I søndags tog vi toget til Bagheria. Bagheria er en mindre by, der ligger ved vandet lidt øst for Palermo –  smukt omgivet af citron- og olivenlunde. Her tilbragte de rige fyrstefamilier engang de lange hede somre, hvor luften stod stille i Palermos snævre gyder, og kølighed kun var en fjern længsel for de fleste. Det var i det syttende og attende århundrede.  Længere mod nord i Europa gryede der på samme tidspunkt tanker om reformer, om folkets ret til de samme goder som fx disse rige fyrster.

Læseren må her forestille sig en mindre by med henved 50 sådanne store, smukke villaer omgivet af haver og parker. Forestille sig en tid, hvor mange havde for lidt og nogle alt for meget – som det til dels stadigvæk er her på Sicilien. Der er i dag kun en håndfuld villaer tilbage i Bagheria, de rige er måske ikke rige længere eller er flyttet andre steder hen, og den lille by har ikke haft råd til at vedligeholde alle bygningerne. Det er dog stadigvæk en oplevelse at slentre rundt og se på de villaer, der er tilbage, og som stadig er byens stolthed. Vi blev oplyst om, at de i Bagheria har en borgmester, der tilhører De Fem Stjerner – partiet der vandt stort ved det netop overståede valg og som mærkesag har at bekæmpe korruption og få ryddet op – vi får se, hvad den sag bliver til!

Men inden vi begiver os på denne rundtur i billeder, skal vi lige et smut rundt om Palermos gamle arkiver. Gemt i en baggård, i et tidligere nonnekloster, ligger byens arkiver, og der er nok ikke mange turister, der finder herind – stedet er ikke at opført i vores guidebog. Vi var heldige at finde det og heldige, at det var åbent.

Egentlig var de ved at middagslukke arkivet, da vi kom. Men denne pensionerede historiker tog os under sine vinger og viste os rundt – betaget, som alle af, at Poul kunne tale italiensk. Hun talte nemlig ikke andet, men ville meget gerne vise os den smukke bygning og alle disse bevarede bøger, breve, tegninger, og hvad der ellers hører til et arkiv.

…der var højt til loftet

 

 

 

…og trængsel på hylderne 

Den svungne trappe – hvilken form, hvilket håndværk!

Til hejsning af materialer…   .

De første teginger af Massimo teatret…

 

 

 

 

…og de blå, blå stole i et hjørne, hvor skolebørn kan få fornemmelse for hvem de var, og hvad de kan blive…

 

Og så går turen til Bagheria – en solrig søndag eftermiddag. Den første villa, vi så, hedder Villa Cattolica. Villa Cattolica er blevet restaureret og fremstår i dag som museum for en af Bagherias stoltheder, maleren Renato Guttuso.

Der var sus i palmerne den dag, en lun vind blæste fra kontinentet – det afrikanske….

…og drejer man hovedet væk fra villaen ligger denne skønne forladte teglstensfabrik – lige til fotografens højre øje!

…inde på museet

Han var lidt vild, ham Guttoso!

…og en mester

 

 

 

 

 

Trappeparti ned til kælderen…

Og hvor skal vi så hen?

Til Villa Palagonia. Men ak, det blev kun ved billederne, der var middagslukket, da de svedende turister endelig fandt den.

Villa Trabia, der i dag er omdannet til lejligheder – stadig for de rige!

Og så trængte vi til at sidde ned – byen sov i middagssolen, undtagen for mænd, der spillede kort eller sad omkring i den lille park og snakkede…

…eller sov

……byens springvand ved domkirken

…og en tålmodig handlende, der venter på, at byen skal vågne op

Til sidst Villa Aragona Cutó, der i dag huser byens bibliotek samt et legetøjsmuseum…

…og så går det mod stationen og toget tilbage til Palermo.

Tak fordi du fulgte med – håber ikke, at turen blev for lang. Måske du skulle tage en kop kaffe, det gjorde vi adskillige gange – selv om alt andet har lukket, så lukker baren aldrig – en kop caffé, en espresso, er her en menneskeret!

Ciao fra pensionsterne i Palermo

 

 

 

 

 

 

 

Først melder gensynsglæden sig. Taxamanden, Paolo, der står og venter med sit navneskilt. Vejen fra lufthavnen og ind til Palermo med mindeporten over dommeren, Falcone, hvis bil og følge mafiaen sprængte i luften for 25 år siden.

 

Den der tier og bøjer hovedet
dør hver gang han gør det,
den der taler og vandrer med løftet hoved dør kun een gang.

 

Senere den gamle, knirkende elevator op til sjette sal, hvor vi bor, og som ikke virker hvis nogen længere nede ikke har lukket døren ordentligt. Lyden af bilhorn, gøende hunde og sirener både dag og nat. Det lange kig fra køkkenvinduet helt ned til havnen. Den lune vind fra de afrikanske ørkner. De mange mennesker på gaden rundt om det smukke Massimo teater. Den sure bagerdame, der sidder i hjørnet af den lille forretning og tager imod penge, alt imens hun uafladeligt taler i sin mobiltelefon.

Og udsigten – udsigten fra den store altan, hvor røde blomstrende kaktus skaber den nedre ramme op mod bjergene – bjergene hvor farverne veksler i sorte, blå, grønne og lilla alt efter vejret den pågældende dag.

Giovanella, vores værtinde, har stillet brød og vin på bordet til os samt en meget smuk , lyserød alpeviol, som det nu pålægger skriveren at holde liv i. Vi flytter om på alle de gamle arvestykker, porcelæn-, glas- og sølv ting, som vi nødigt vil komme til at slå i stykker eller på anden vis beskadige. På boghylden står et par bøger, som vi, grundet køb af andre bøger,  ikke havde plads til at tage med hjem sidste år – Orhan Pamuks “Sne” og Fjodor Dostojevskijs “Idioten”. Måske har en og anden dansk gæst haft glæde af dem i det forgangne år.

De næste par dage slæbes der hjem fra marked og butikker. Vaskemiddel, salt og sukker, the og kaffe, brød, grøntsager, mælk og ost. Og pasta, vin og olie. Køkkenet tjekkes igennem, der mangler vinglas og  mellemstore frokosttallerkener. Hvert år har vi tilføjet køkkenet en lille ekstra fornødenhed. Sidste år købte vi en elektrisk grill til de enorme røde og gule peberfrugter, de nye squash og lammekoteletterne. Og på markedet, Capo markedet henne om hjørnet, sikrede vi os, at de små nye mini artiskokker også i år er ankommet og rede til at blive stegt på panden med hvidløg og hvidvin.

Her følger et lille potpourri af billeder fra disse første dage.

Den lyse sandfarve og de lange skygger

 

Porta Carini, indgangen til Capomarkedet

 

 

    muren….

 

…og pludseligt sidder man ude og ikke inde mere

På Cafe……             . 

….og på gaden

Et smil til fotografen – jeg spurgte ikke, hvordan de var havnet her….

Der er lange køer dagligt ved frokosttid og fyraften foran den lille isforretning, hvor de bl.a sælger specialiteten søde boller med is i….

….og kvindernes kampdag i går

 

Ciao fra pensionisterne i Palermo