Hvad er mere passende her op til påske, end at se på en have – en Edens have. Godt nok skal vi bevæge os helt frem til det første kapitel i Det Gamle Testamente for at finde den omtalte have – i disse dage et det en anden bibelsk begivenhed vi fejrer – men alligevel.

Det var som sagt ikke svovlminerne, der var vores primære ærinde, da vi sidst var på tur. Det var ruinerne af den græske by Akragas ved Agrigento, som vi havde planlagt at se – Valle Dei Templi, også kaldet.  Det gjorde vi – på en kølig og regnfuld dag. Hvad græske ruiner angår er disse nogle af de mest imponerende her på Sicilien – det mener sicilianerne selv, og det mener vi også. Vi har besøgt både Segesta og Selinunte ruinerne de foregående år, men disse i Agrigento overgår dem i både størrelse og raffinement.

Nede i det ene hjørne af det store tempelområde, findes der en have – Kolymbethra haven – Giardino della Kolymbethra. Denne have blev grundlagt primært pga. vand. Den ligger neden for byen i en dal, hvor der løber en lille å med et vandingssystem af kanaler, der i sin tid vandede hele området. Den er i sandhed en Edens have – eller som vores forestilling om en sådan kunne være. Den daterer sig helt tilbage til den græske kolonisering af Sicilien omkring år 500 f.Kr. og den har en lang og broget historie. I dag er den gravet fri og ligger som en forsænket have, hvis areal er fyldt med frugttræer, buske og krydderplanter. Gamle sorter, der ikke længere vokser andre steder. Mandeltræer, pistacietræer, oliventræer – abrikos, appelsin, mandarin, clementin, citron, grapefrugt, bergamot. Kvæde, pære, figen og granatæble.

Kaktus, palmer, tamarisk og poppel.  Denne herlighed omkranses af gule, vulkanske klipper og er en oase af duftende fred i det ellers så tørre og overfyldte område med templer og ruiner.

Frugttræer i Giardino della Kolymbethra…

Pistacietræet står i nød…..

Appelsin, citron, bergamot….

Mandeltræet er i gang med sin frugt….

Og skulle man trænge, så var det lille hus en skulptur i sig selv…

På selve tempelpladsen var der meget at se og langt at gå – her Concordia templet….

og et kig ned til kysten… 

Jeg gik efter Juno templet, som jeg havde hørt en franskmand uden for gitterporten sige, at det var det eneste han var valfartet hertil for at se – her er det så…

Nu var vi ikke de eneste gæster, selv på en regnvåd dag – det ville vist være en svær underdrivelse. Bus efter bus med turister kørte ind på pladsen og imellem dem også en canadisk gruppe – vi så det lille flag på lang afstand, mens en guide stod i regnen og forklarede om et af templerne.

Som sagt var vejrguderne ikke helt med os, så vi søgte ly nede på baren ved indgangen, indtil solen kom frem igen – en kop kaffe og en Amaro gav styrken tilbage…

Og imens vi således sad og fik varmen, så vi vores canadiske guide fra før  (han var italiener) stå og se temmelig fortabt ud med sit lille flag – han var blevet væk fra sin gruppe – eller de fra ham…

…men stor var gensynsglæden da de endeligt fandt hinanden igen….

Tilbage til Kolymbretha haven – hvis der har været en slange i haven, så opdagede vi det ikke – derimod blev artisten iblandt os synligt inspireret af dette vidunderlige og frodige sted…

Ciao fra pensionisterne i Palermo

 

 

…i denne ruinernes tavshed,
som skjules af tidens naragtige og umættelige grådighed,
er der stadig en duft af gardenia,
en duft som ikke dør
når tingene dør. ( Oversættelse:pf )

 

 

Under planlægningen af en tur til den sydlige del af øen, for at se de græske templer ved Agrigento, faldt jeg over et sted på kortet, hvor der stod  “nedlagt svovlmine” med små blå bogstaver. Jeg begyndte at undersøge det, og en hel historie rullede sig op – en historie om Siciliens storhedstid som Europas førende eksportør af svovl. De mange miner lå spredt i netop det område i det smukke, centrale Sicilianske landskab, som vi var på vej til.

Det er en tragisk historie – en historie om storhed og forfald og en historie om menneskelig fornedrelse og sorg. Sicilien lægger ikke selv skjul på det, og der arbejdes på at lave flere museer, samt at gøre nogle af minerne tilgængelige for offentligheden. Den sidste mine lukkede i 1980´erne – den primære produktion døde dog længe før, da USA ikke længere var interesseret i at aftage svovl fra Sicilien, men begyndte at udvinde deres eget. I minedriftens storhedstid – fra o. 1850-1920 producerede Sicilien omkring 75% af verdens svovl til industriens umættelige behov.

Som i al slags tidlig minedrift skulle der bruges arbejdskraft – masser af arbejdskraft. Man indforskrev de fattige bønder, straffefanger og børn helt ned til 6 års alderen til at udføre det farlige arbejde – “carusi”, som børnene blev kaldt. Resultatet var arbejde og mad på bordet til de børnerige og fattige familier, men også ofte sygdom og tidlig død – blindhed, skæve rygge og ben, luftvejssygdomme.

“Hvad var formålet med de mere end 100 års lidelse, strid og blodigt svovl,
når græsset i dag dækker minernes vægge,
og en dødens tavshed sænker sig over de mudrede grave.”  (oversættelse: pf)

Og hvad børnene angik fratog man dem deres barndom i misbrug af deres kroppe til både arbejde og sex. Mange af disse børn standsede i deres vækst, da de ikke stod oprejst, men måtte gå sammenbukket år efter år i de snævre skakter. De tunge sten med svovlet i, ca. 20-30 kilo for børnenes vedkommende og 60-70 kilo for de voksnes, skulle bæres ud i kurve på skuldrene. Mange endte som krøblinge.

Som sagt er man ved at bearbejde denne historie, bl.a. ved at åbne for offentligheden og lave museer, så nutidens børn kan lære og forstå. Det er smertefuldt, men prisværdigt, at der gøres opmærksom på historien så tæt på begivenhederne – noget som andre lande måske kunne lære noget af. Ubearbejdet og tavs smerte og sorg har det med at udvikle sig gennem andre kanaler – og bliver derved ofte til en ødelæggende tilstand.

Som vi bygger katedraler til den gud, vi nu engang måtte tro på, og som de store, imponerende græske templer ved Agrigento, således står disse forladte miner i landskabet som mindesmærker over menneskelig fortagsomhed og lidelse. Templerne, som vi valfarter til i hobevis – turister ved Agrigento tæller omkring 6-700.000 om året – blev bygget på de bare rygge af slaver. Monumentet står – mennesket der gav sin krop, er glemt.

Her følger billeder af de tre miner, som vi fandt frem til. Den første havde vi næsten opgivet, da den med ét dukkede op neden for bjerget.

Denne mine var en af de største i Italien. Den lukkede definitivt i 1988 og er ved at blive restaureret, så turister kan komme ned i mineskakterne.

 

Da vi forlod Agrigento og de græske ruiner der, var jeg fast besluttet på, at vi måtte se den mine, som først havde vakt min opmærksomhed. Den lå langt ude på landet, og vi kørte forkert flere gange. Men så var den der, stædighed lønner sig ind i mellem – og to tålmodige chauffører!

Og den er hjerteskærende smuk i dag. Gammel og smuk.

Som den står der midt imellem oliven- og mandeltræer og vinmarkernes tidlige forårsskud.

Opad bjerget bag ved ses resterne af de vandtårn, der tilførte vand til minen. Minen havde ikke noget navn og var ikke ret stor i forhold til mange andre. Hvorfor det lige var den, der optrådte på kortet, må stå hen i det uvisse.

Og så videre for at finde den mine, hvortil der er knyttet et museum. Den ligger på landevejen mellem Sommatino og Riesi, hvis nogen skulle komme forbi på de kanter. 

 

 

 

Billeder af billeder på museet….

De arbejdede nøgne i minerne, da der var omkring 45 grader i skakterne. Til højre ses portrætter af nogle af de, der døde i ulykker

Hvad præsterne laver der, vides ikke….

Børn….

Og kvinder der sørger over deres døde….

Samlet til gruppefoto…..

Som området ser ud i dag, museet er ombygget i nogle af de gamle lagerbygninger. Området med selve minerne kan ikke beses endnu.

Den store maskine i lagerbygningen, der blev brugt til at generere strøm. De er meget stolte af den, da den var en af Europas største og magen til den, som blev brugt på Titanic.

I dag kommer ingeniører fra hele Italien for at studere den, fik vi at vide af vores meget søde og hjælpsomme guide. 

 

 

 

 

 

For at tale om alt dette kørte vi op ad bjerget til den lille by Sommatino, hvor vi spiste en dejlig frokost og købte ejerens hjemmebryggede, søde hedvin lavet på citroner og kaktusfrugt. Byen her ærer også sine døde minearbejdere, og ved rådhuset var der vægmalerier – på torvet en statue til minde om denne tid – som vi ikke kan dømme med nutidens briller, men må nøjes med at reflektere over, og måske lære et og andet væsentligt om, hvordan vi behandler hinanden.

Og så går det hjemad, med dette syn for øje på motorvejen til Palermo

 

Ciao fra pensionisterne i Palermo

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Jeg har læst et sted, at der er tre store køkkener i verden, som har inspireret samtlige andre landes køkkener. Det er det kinesiske, det tyrkiske og ja – det italienske (andre vil sige det franske, om det er der uenighed og sikkert i visse kredse en heftig diskussion). Det skal ikke være nogen hemmelighed, at maden er en stor del af attraktionen ved at komme til Sicilien om foråret. Maden snarere end vejret. Fisken er helt frisk fra det endnu ikke alt for varme Middelhav. Grøntsagerne som fx den vilde asparges, de små artiskokker ( og de store), den spæde spinat, den første fennikel, appelsiner – specielt blodappelsinerne fra egnen omkring Etna, citroner ikke mindst, oliven og mange andre for os fremmede grøntsager og frugter – jeg har for eksempel smagt figenkaktus frugt  for første gang i år – det er oplevelsen af disse tidlige jordens frugter, der gør det til en vidunderlig fornøjelse at lave mad selv – når man, som vi, har tid til det.

Vi går på markedet efter fisk, kød, frugt og grønt, til specialhandlere efter skinke og ost, til bageren efter brød og meget søde kager og til supermarkederne efter alt det andet. Det kan man få rigtig lang tid til at gå med, specielt når man ikke er øvet i hverken sprog eller vaner og tillige må gå til fods. Kultur er vaner – påstod Hartvig Frisch – og om den sag kan der vist ikke diskuteres – mad er en del af disse vaner og dermed også kultur.

Her følger nogle kulinariske billeder og beskrivelser – i en senere blog vil jeg beskæftige mig med vin, det kræver et kapital for sig!

Der købes pasta…..  

Og der købes kager…..            

Den søde datter sad i kassen den dag – den sure mor arbejder ikke om eftermiddagen. Måske kan det anes, at nogle af kagerne er afskårede. Hernede kan man købe ét stykke kage, hvis det er det, man er til – ligeså med tærterne

Og når vi nu er ved de oplevelser af ting, som man ikke har prøvet før – så kommer her nogle billeder og en opskrift fra vores første blæksputtekogning nogensinde. Vi har før prøvet at lave små fyldte blæksputter, som var gjort i stand, da vi købte dem, og som bare skulle fyldes og steges. Denne gang vovede vi os ud i en hel, som vi selv skulle gøre alt muligt ved.

Og lad det være sagt med det samme – at få en blæksputte til at være så blød som smør er en kunst. Vi købte en sprutte på markedet, der vejede cirka et kilo.

Først skal blæk og mavesæk fjernes…

Den færdige sprutte skal derefter i kogende vand. En kvinde, der stod og morede sig over os, da vi købte den, forklarede  med fagter, at den skulle op og ned tre gange i vandet før kogning i 20 minutter. Men da vi ikke helt forstod, hvad hun sagde, turde vi ikke løbe an på denne metode.

Så vi kogte den bare i 45 minutter, som der stod i en opksrift, vi fandt på nettet…

Og imens – en drink til køkkenpersonalet…..

Den færdigkogte sprutte…

….skåret i stykker og lagt i en marinade af olie, citron, salt og peber.

Imens koges en stor grydefuld spinat, der efter sammenfald vendes på panden i hvidløg og smør….

Til at ledsage blæksprutten koges 4 mellemstore kartofler. Et bundt forårsløg snittes fint. Når kartoflerne er kogt, pilles de og skæres i mindre stykker. Blæksprutte, kartofler og løg blandes og smages til med mere olivenolie, citron, salt og peber. Faktisk skal salaten svømme lidt i olie!

Og så er herligheden klar til at servere sammen med den varme spinat – velbekomme!

Ciao fra pensionisterne i Palermo