The dirt road of our yesterdays

We stumbled upon a story on our way home from Catania. We had gone to Catania to taste the wines of Etna. The wines of Etna are slowly reaching towards the skies of the wine world, and we wanted to see if there was anything to be said for the renown. Poul has no interest in swirling wine around in his mouth, spitting it out and talking endlessly about it, so he instead busied himself in the museums of Catania. When we compared notes in the evening, he showed us the following photo – taken in the WW2 museum housed in the old sulphur plant in Catania.

We talked about it and looked up the names of the towns mentioned here. Chance would that some lay exactly on the route, which we had planned to take the next day going back to Palermo. The old route through the plains and mountains going up past the Etna and south west to the sea – the opposite way of the troops coming in from the sea – a smaller part of the route, which the young Canadians took while working their way up from the coast and liberating one town after another.

It must have been a very difficult assault. These towns are perched on hill tops and the Canadian troops had to fight the Germans and Mussolini ´s army from hilltop to hilltop. The towns are built as fortresses and even today seem foreboding in all their beauty as you near them from the bottom and up.

We took this route the next day. And passing through the present day tranquil landscape we encountered a sign post…

Pictures from this most serene and undisturbed of war memorials…

Studying the the inscriptions and the register on and in the wall…

In all 562 young men lost their lives in the campaign. It was the beginning of the end for Mussolini and Hitler. The Canadian troops assisted in paving the way for entering Italy and Europe from the south. Not that it is any consolation to the bereaved families, but for what it is worth, I felt a deep sense of gratitude – Europe has since been at peace.

Canadian names still living on the pages of a register – names of the 490 Canadians buried in this cemetery.

The cemetery itself – the saying “may ye rest in peace” was here truly a fact. It was exceptionally well tended to and lay on a hill overlooking the pastures and meadows around the town of Agira.

The town of Agira itself – liberated by the Canadians on July 28, 1943. We had our morning coffee here.

Scenery which these young troops may have encountered on their way – such a stark contrast to war and their later plight…

Sheep as dots among the flowering mustard…

The washing everywhere – here from a house to the walls of a church…

One of the towns built up against the cliffs…

The Madonie mountains on a cloudy day – today a national park – then a forbidding passage…

For those of you who may have an interest in following up on the story:

http://www.veterans.gc.ca/eng/remembrance/history/second-world-war/canada-Italy-1943-to-1945#cemeteries

And lastly let us restore the peace. Our traveling companion waiting to taste wines under a lovely tree – to taste the wines of the Benanti estate run by the Benanti twin brothers and their cousin Bianca.

Ciao from Sicily

Den evige turist

Det er en sælsom tilstand både at være turist og samtidigt føle, at man har været et sted så ofte og så længe, at man på en måde hører til.

En lignende dialog som den nedenstående har vi efterhånden haft adskillige gange i forskellige versioner og på forskellige sprog. De unge hernede har forlængst forstået, at hvis de skal klare sig i morgendagens verden, så skal de ud af mors skørter, lære at rejse på egen hånd og lære at tale sprog – først og fremmest engelsk.

Hvad laver I i Palermo?

Vi bor her i 2 måneder.

Hvorfor det?

Det er svært at sige – maden, vinen, vejret, menneskene.

Jamen, hvorfor så længe? Tager I ikke til Rom eller Milano eller Firenze?

Nej, ikke længere. Der har vi været. Her er det den vibrerende stemning på gaden, de skønne brændte farver, den afslappede holdning til livet, som vi søger.

Nå, ja (stort smil) – men Palermo er også en dejlig by.

Ikke at høre til er turistens vilkår. De billeder, der følger her, er en hyldest til det, som vi elsker ved denne by, og som den er set med vores fremmede øjne. Det kunne næsten ligne en reklame for Palermo, men det er det nu ikke. For at kunne bo her en tid, skal man ikke være for sart. Man skal kunne tåle, at ting ikke virker, at man ikke rigtigt ved, hvornår noget åbner og lukker, at der ligger skrald og hundelorte alle vegne, at trafikken tilsyneladende er kaotisk, at byen er en smeltedigel af folkeslag, at forfaldet er et vilkår. Alt sammen noget, som vi har vænnet os til, ja ligefrem holder af – men det tager tid.

Men – vænner man sig til det, så er der en uanet mængde af skønhed og charme at hente i en by, der ikke har forsøgt at ensrette sig eller at vaske sig ren. Den udstiller åbent og frejdigt sine menneskelige fejl – den polerede facade er ikke interessant. Det er der i mod at skabe rum for samvær og menneskelig udfoldelse af enhver tænkelig art.

Her følger en billedekavalkade fra byen – en kavalkade, der ikke udmærker sig ved at være perfekt i sin fotografering, men forhåbentlig viser noget af det, som skribenten ikke kan beskrive med ord – fordi det dybest set er ubeskriveligt. Dette skilt siger det bedre – papirhandlernes gade på italiensk, hebraisk og arabisk.

 

 

De handlende

På hat i de snævre gader – indehaveren skimtes i baggrunden

Sko skal pudses…

…og bøger skal købes…

Ting skal repareres…

 

…og kød skal sælges 

 

Stoffer på rad i en hel gade…

…tørklæder til enhver lejlighed…

 

….og ginerne er røde i dag 

Legetøj….

…og ballonmanden, der venter på børn..

 

Livet foregår på gaden

Der var stort løb i gaderne og uddeling af premier…

En lidt betuttet vinder…

….og de glade kvinder…    

Fine kjoler på vej til aftendans…

Nonner der ikke har taleforbud…

…og hornmusik for alle pengene..

Der males op til påske…

…og spilles kort..

…en privat fest har stillet op til grill midt på fortovet…

…og en vogn skal i gang med sin street food…

Og der skal selvfølgelig tales med vennerne, mens man kører…

Gademusikanter med japansk turist…

 

Cafeliv

Kager i cafeens vindue…

…og bordene uden for i fotogen positur…

En yndlingsbar på markedet…kaffe og friskpresset appelsin

 

 

 

 

 

 

Og på en anden bar drikkes der andre sager…

….barmænd er altid glade mænd…

Vi bestilte en smule til frokost et sted….og spiste ikke aftensmad den dag!

En morlil skal nå bussen, som i midtbyen er gratis – her bliver bussen holdende indtil hun får sig sat – der er god tid til det meste….

……og en farlil i solen foran kirken

Vinduer, porte og muren

Artistens bud…

…og Madonna på en væg

Cyklen hviler sig en stund….

Det gør denne bil vist også – den har toilettet med sig, kan jeg se….

Og flere vogne, der synes at have udtjent deres formål…

En trappe bliver ikke mindre smuk af ukrudt…

….og bagved leves livet, som det nu engang falder sig…

Katedralen strækker sine tårne mod himlen…

…mens unge sidder i dens skygge   

og palmer vajer i vinden i parken foran slottet

 

Vores eget liv

På Jazz club med Eddie Gomez…

På tur til Cefalú…

…sammen med alle de andre…

At spise milza sandwich er en kunst – milza er involde af forskellig observans…

 

Fisk tilberedes i vores eget køkken – her en kulmule før og efter…

Mon der bliver lidt til os?        

Og aftenhimlen fra vores altan

 

Ciao fra pensionisterne i Palermo    

 

 

 

 

Pasqua

Påsken er over os – anderledes kan man ikke udtrykke sig her i det katolske Italien. Påsken er her årets største højtid, og den fejres af alle både børn, unge og gamle. Vi bevægede os ud i gaderne Langfredag, og her kan I følge os til én af Palermos store påskeprocessioner – de har processioner over hele byen, 13 i alt – denne var i vores nabolag.

Vi går ud i byen og spejder efter liv. Alle venter.

De unge drenge, der senere bar masker, venter…

En romersk soldat venter….

Og hornmusikken venter…

Så sker der noget nede på vores lille lokale torv. En scene var blevet sat op dagen før, og nu finder vi ud af hvorfor. Et passionsspil – Jesu korsfæstelse.

Barabbas hænger til venstre…

Og den anden røver til højre…

Tilskuere, som der var mange af – ser alvorligt til…..

Efter Maria har grædt og røverne har spottet, tages Jesus ned…

Og bæres gennem mængden…

I mellemtiden høres musik oppe fra en anden gade – processionen er endelig i gang – først bæres røgelseskar af hætteklædte figurer i forskellige farver – vi tænkte, at de måske er symbolet på døden…

De lilla går forrest og slår på tromme…

Så kommer de røde og blå med røgelsen…

Efter disse kommer hornorkestret, som har ventet i timevis…

Og den yngste af dem har lidt problemer, så han øver sig i pauserne…

Mens andre tager selfies…

Så kommer der igen gang i sagerne – i den smalle gade ses Jesus i det fjerne i sin kiste – foran går kvinderne…

Og de unge piger

Ypperstepræsten skimtes i mængden…

Så kommmer kisten gennem trængslen, båret af stærke mænd…

På denne lille video kan man se, hvordan hjørnet rundes….

Jesus runder et hjørne

…og publikum følger spændt med…

…en tår kaffe midt i anstrengelserne….

Og en enlig betjent passer på – ikke megen frygt for terror her…

Efter Jesus, bæres Maria igennem på lige så stor en båre som sin søn – og folk er synligt mere optaget af hende – børn bliver løftet op til velsignelse…

Senere – skuespillerne fra passionsspillet er helt høje stadigvæk – her diskuterer Jesus, den ene røver og en statist…

…imens Barabbas kommunikerer ude på pladsen

Også ypperstepræsten har sit publikum…

Og han stiller gerne op til foto sammen med Maria, Jesu mor…

Navnesøsteren, Magdalena, og Barabbas hygger sig…

Og til sidst – rejsefæller faldet hen i snak og røg…

Nåh ja – og en is….

Og således var vi godt underholdt i mange, mange timer. Til eftertanke talte vi om, at det nok ikke i vore lande kunne have ladet sig gøre at røre hele menneskemængder til tårer med sådanne optog – og det siger måske noget om passion og tro – om evne for hengivelse. Vi vandt meget i vores del af verden, da Luther hamrede sine 95 teser op på slotskirkens port i Wittenberg, men vi tabte også noget – det gør vi altid, når de skarpe hjørner i historien skal rundes og forandring er uundgåelig.

Ciao fra pensionisterne i Palermo