Mit Siqilliyyah, desperate smerte
Som fornyer sig for dig i erindringen
Ibn Hamdis
Der er en sandhed om denne ø, måske snarere en stemning, som beruser én når man dykker ned i historien, i kulturen og i landskabet. Det har noget at gøre med en nostalgisk længsel efter, at mennesker skal kunne leve sammen uden at bekrige eller hade hinanden pga. religion eller etnicitet. At kunne være produktive og fælles om at skabe en historie, der ikke nødvendigvis er bygget på udrensinger og afstandtagen fra det, der er fremmede og anderledes. Måske er det det, der emmer op af Siciliens jord og bager i dens sol, når man giver sig hen til at gå på opdagelse rundt om på øen eller i de store og små byers gader og kultur.
Og nostalgisk er det selvfølgelig, for selv her jog man andre ud, når man selv blev de stærkeste, og når man ønskede at eje den perle, som Sicilien, eller Siqilliyyah som det hedder på arabisk, altid har været i Middelhavet på grund af dens klima, frodighed og strategiske beliggenhed. Og så alligevel – i lange historiske perioder har folk af forskellig herkomst været i stand til at leve fredeligt side om side og koncentreret sig om at opbygge deres byer og dyrke jorden med dertil hørende opblomstring af velstand for alle. Spor af disse fælles civilisationer findes overalt på øen – i maden, i sproget, i arkitekturen, i infrastrukturen og i det brogede folkeliv på gaden.
Vi har været på tur til den sydvestlige kyst, hvor især havnebyen Mazara del Vallo bærer præg af mange århundreders sameksistens mellem Islam og Kristendom. Byen hvor de muslimske, tunesiske indvandrere bor hedder her ikke en ghetto, men er faktisk den mest attraktive bydel, da den ligger lige i centrum af den gamle by. De har nu boet her i over 1000 år uden at slippe deres egen religiøse og etniske tilhørsforhold til Tunesien, som ligger lige over på den anden side af vandet. Da man i sin tid byggede den store katedral siges det, at man vendte den mod Tunesien i respekt for det muslimske mindretal. En fast plads i byrådet er reserveret til en tunesisk repræsentant.
Tag med på tur i billeder gennem det smukke forårslandskab til Mazara del Vallo, hulebyen Caltabellotta, de græske ruiner ved Selinunte og saltmarsken mellem Marsala og Trapani.
Landskabet
De smukke forårsblomster er her endnu ikke pløjet ned i jorden mellem rækkerne af vinstokke. Det arbejde er i fuld gang, men vi nåede at nyde den gule sicilianske variant af blomstrende skovsyre.
Sådan ser det ud efter endt arbejde. Noget af verdens bedste vin er begyndte at komme fra Sicilien – synes de selv og vi!
Og kirsebærtræerne nåede vi også at se. Mandeltræet er næsten afblomstret.
Hernede i det sydlige Europa flyttes der stadig sten fra markerne ved håndkraft. Det giver beskæftigelse og fælleskab om arbejdet som hos dette sjak, der gerne poserede for fotografen.
Mazara del Vallo
Byen ligger på den sydvestlige kyst og er en af de tætteste punkter til Afrika, og ud over så meget andet er byen også den største fiskerihavn på Sicilien. Vi boede i den inderste del af fiskerihavnen, hvor også de gamle og rustne lig bliver efterladt ved kaj. Måske er det en forsikringssag, hvem ved, men maleriske er de.
Og hvilken historie mon gemmer sig bag dansken her?
Fiskere på vej ind om morgenen med en lille fangst.
En flod gennemløber Mazara del Vallo og skærer den over i to halvdele. En lille færge krydser fra den ene til den anden side hele dagen lang, det er bare at stige ombord – eller bygge en bro!
Fortøjning…
..spyd til sværdfiskefangst
…og fiskenet til tørre
Katedralens to kupler….
….tre katte på en mur
Caltabellotta
Vi boede to dage i Mazaro del Vallo og på anden dagen havde vi udvalgt to udflugtsmål. Først den gamle bjergby Caltabellotta. Her har der boet mennesker siden tidernes morgen, måske de første på Sicilien, og hulerne i klipperne på bjerget har været beboet indtil for 50 år siden. Caltabellotta var en vigtig by. Den ligger strategisk og beskyttet i 1000 meters højde og den er frugtbar. Derfor har denne forholdsvis lille by også en stor katedral bygget i sandsten og helt uden den sædvanlige pomp og pragt.
Børnene her har middagsfrikvarter fra skolen og tilbringer tiden med leg i klipperne – ikke nogen 7 Eleven lige om hjørnet.
Selinunte
Der er mange spor efter de græske invasioner på Sicilien. Sidste år besøgte vi Segesta og i år blev det så Selinunte – ruinerne af den græske civilisation på øen for snart 2500 år siden. Selinunte var en travl handelsby ved havet og ruinerne af den strækker sig over et meget stort område. Den blev dog ødelagt af senere erobrere fra Kathago og gentagne jordskælv gjorde også deres. I dag kan man kun forundres over, at det har været muligt at bygge disse enorme templer uden hverken kraner eller andre maskiner.
Sol over søjlerne…
Og tyske turisthoveder i det fjerne….
…på guidet tur gennem ruinerne, der ligger som imponerende skulpturer og minder om de hyppige jordskælv, der også er en del af øens historie
…og så lige størrelsesforholdet.
Saltmøllerne i marsken ved Marsala
Der udvindes salt på den vestlige kyst, og beboerne her har levet af dette hverv i tusinder af år. Tidevandet er ideelt og det regner sjældent, så vinden tørrer saltet i de mange bassiner. Nogle af møllerne er stadig i brug, selv om der også bruges mere moderne metoder i dag. Vi besøgte området på vej tilbage til Palermo.
Saltbassinerne bliver renset…
..og en bunke salt ved vejen.
Både der vipper dovent og venter på at blive landfaste med stranden.
Indledningsstrofen er fra et digt af Ibn Hamdis. Han blev født på øen i år 1056, men fordrevet til Spanien, hvor han skrev om sin evige længsel efter Siqilliyyah – det tabte paradis – denne romatiske forestilling om alt det, som vi ikke længere har eller gerne ville have haft!
En mur i Mazara del Vallo forsøger at fange historien.
Ciao fra pensionisterne i Palermo
Der males alle vegne..
….og hviles
