En tur på gaden

Jeg plejer at sige, at her i Palermo behøver man ingen underholdning. Man skal bare stille sig ned på hjørnet, så er der rigeligt med underholdning i det, der sker omkring én. Blot det at iagttage trafikken er en helt vidunderlig beskæftigelse i sig selv. Eller at gå ned i byen ved 17 tiden – alle er på gaden for at spadsere – passegiata (promenere) kalder de det hernede, og det er en tradition, der foregår hver dag hvis vejret er godt – men især om søndagen. Gaderne er fyldt med unge der løber på skateboard eller vandrer rundt i små grupper med kammeraterne eller sidder med kæresten og kissemisser på fortovet. Familier med børn promenerer og de gamle går arm i arm i et mere adstadigt tempo. Der kan ikke være ret mange, der sidder hjemme foran skærmen, og det, der er slående, er mangfoldigheden i alder. Her er alle generationer repræsenteret og disse passegiata foregår i alle både små og store byer i det sydlige Italien. Vi er aldrig stødt på fænomenet i Rom eller i det nordlige Italien, men måske findes det også der.

Livet leves ude her i en helt anden grad, end vi kender det fra det kolde nord. Det betyder selvfølgeligt også, at der ikke er ret megen varme i husene om vinteren, vinteren er kort og ikke værd at bruge penge på, hvad der for en nordbo godt kan være endog meget koldt. Vi har lært at tage både undertrøjer og sweaters med – ikke til ude, men til inde! Da vi i sin tid valgte denne lejlighed var det blandt andet fordi, belært af erfaring, at vi kunne se på billederne, at der var radiatorer i alle rum.

Men – det var gaden vi kom fra. Her følger en lille kavalkade af fotos taget rundt omkring i Palermos gader. Følg med på en passegiata!

Mode

Her en indisk af slagsen. Der er mange store og dyre modeforretninger i Palermo. Tag ikke fejl – selv om fotografen har en svaghed for forfald, så er Palermo rigtig meget andet også – det er måske bare ikke så interessant at fotografere Prada, Gucci, Armani eller Hugo Boss.

Mit hoved eller dit?

Lille forretning lige om hjørnet, hvor tøjet på ginerne skiftes flere gange om dagen – meget i pink dette forår kan jeg se…

Flotte sko, men de er altså  lavet af chokolade!

Muren

   Der males alle vegne..

Italiensk is…

Den rosa – den smukke – der var engang….

Og den gule væg – den blå himmel

Mennesker

Han var så fin, så fin i sine blå sko…

Og hende her i rød ligeså…

Der tales og tales alle vegne..

     ….og hviles

Og disse to skal til bryllup i deres fineste skrud…

Stemninger

Han viste rundt i den rå og unge kunst….

Dette kunne lige så godt være Paris eller London…

Men måske ikke dette…

Pas på din cykel….

….og håb ikke på brand

Til sidst morgenstemning fra vores køkkenvindue….

Ciao fra pensionisterne i Palermo

Siqilliyyah

Mit Siqilliyyah, desperate smerte
Som fornyer sig for dig i erindringen
                                              Ibn Hamdis

Der er en sandhed om denne ø, måske snarere en stemning, som beruser én når man dykker ned i historien, i kulturen og i landskabet. Det har noget at gøre med en nostalgisk længsel efter, at mennesker skal kunne leve sammen uden at bekrige eller hade hinanden pga. religion eller etnicitet. At kunne være produktive og fælles om at skabe en historie, der ikke nødvendigvis er bygget på udrensinger og afstandtagen fra det, der er fremmede og anderledes. Måske er det det, der emmer op af Siciliens jord og bager i dens sol, når man giver sig hen til at gå på opdagelse rundt om på øen eller i de store og små byers gader og kultur.

Og nostalgisk er det selvfølgelig, for selv her jog man andre ud, når man selv blev de stærkeste, og når man ønskede at eje den perle, som Sicilien, eller Siqilliyyah som det hedder på arabisk, altid har været i Middelhavet på grund af dens klima, frodighed og strategiske beliggenhed. Og så alligevel – i lange historiske perioder har folk af forskellig herkomst været i stand til at leve fredeligt side om side og koncentreret sig om at opbygge deres byer og dyrke jorden med dertil hørende opblomstring af velstand for alle. Spor af disse fælles civilisationer findes overalt på øen – i maden, i sproget, i arkitekturen, i infrastrukturen og i det brogede folkeliv på gaden.

Vi har været på tur til den sydvestlige kyst, hvor især havnebyen Mazara del Vallo bærer præg af mange århundreders sameksistens mellem Islam og Kristendom. Byen hvor de muslimske, tunesiske indvandrere bor hedder her ikke en ghetto, men er faktisk den mest attraktive bydel, da den ligger lige i centrum af den gamle by. De har nu boet her i over 1000 år uden at slippe deres egen religiøse og etniske tilhørsforhold til Tunesien, som ligger lige over på den anden side af vandet. Da man i sin tid byggede den store katedral siges det, at man vendte den mod Tunesien i respekt for det muslimske mindretal. En fast plads i byrådet er reserveret til en tunesisk repræsentant.

Tag med på tur i billeder gennem det smukke forårslandskab til Mazara del Vallo, hulebyen Caltabellotta, de græske ruiner ved Selinunte og saltmarsken mellem Marsala og Trapani.

Landskabet

De smukke forårsblomster er her endnu ikke pløjet ned i jorden mellem rækkerne af vinstokke. Det arbejde er i fuld gang, men vi nåede at nyde den gule sicilianske variant af blomstrende skovsyre.

Sådan ser det ud efter endt arbejde. Noget af verdens bedste vin er begyndte at komme fra Sicilien – synes de selv og vi!

Og kirsebærtræerne nåede vi også at se. Mandeltræet er næsten afblomstret.

Hernede i det sydlige Europa flyttes der stadig sten fra markerne ved håndkraft. Det giver beskæftigelse og fælleskab om arbejdet som hos dette sjak, der gerne poserede for fotografen.

Mazara del Vallo

Byen ligger på den sydvestlige kyst og er en af de tætteste punkter til Afrika, og ud over så meget andet er byen også den største fiskerihavn på Sicilien. Vi boede i den inderste del af fiskerihavnen, hvor også de gamle og rustne lig bliver efterladt ved kaj. Måske er det en forsikringssag, hvem ved, men maleriske er de.

Og hvilken historie mon gemmer sig bag dansken her?

Fiskere på vej ind om morgenen med en lille fangst.

En flod gennemløber Mazara del Vallo og skærer den over i to halvdele. En lille færge krydser fra den ene til den anden side hele dagen lang, det er bare at stige ombord – eller bygge en bro!

Fortøjning…

..spyd til sværdfiskefangst

…og fiskenet til  tørre

Katedralens to kupler….

  ….tre katte på en mur

Caltabellotta

Vi boede to dage i Mazaro del Vallo og på anden dagen havde vi udvalgt to udflugtsmål. Først den gamle bjergby Caltabellotta. Her har der boet mennesker siden tidernes morgen, måske de første på Sicilien, og hulerne i klipperne på bjerget har været beboet indtil for 50 år siden. Caltabellotta var en vigtig by. Den ligger strategisk og beskyttet i 1000 meters højde og den er frugtbar. Derfor har denne forholdsvis lille by også en stor katedral bygget i sandsten og helt uden den sædvanlige pomp og pragt.

Børnene her har middagsfrikvarter fra skolen og tilbringer tiden med leg i klipperne – ikke nogen 7 Eleven lige om hjørnet.

Selinunte

Der er mange spor efter de græske invasioner på Sicilien. Sidste år besøgte vi Segesta og i år blev det så Selinunte – ruinerne af den græske civilisation på øen for snart 2500 år siden. Selinunte var en travl handelsby ved havet og ruinerne af den strækker sig over et meget stort område. Den blev dog ødelagt af senere erobrere fra Kathago og gentagne jordskælv gjorde også deres. I dag kan man kun forundres over, at det har været muligt at bygge disse enorme templer uden hverken kraner eller andre maskiner.

Sol over søjlerne…

Og tyske turisthoveder i det fjerne….

…på guidet tur gennem ruinerne, der ligger som imponerende skulpturer og minder om de hyppige jordskælv, der også er en del af øens historie

…og så lige størrelsesforholdet.

Saltmøllerne i marsken ved Marsala

Der udvindes salt på den vestlige kyst, og beboerne her har levet af dette hverv i tusinder af år. Tidevandet er ideelt og det regner sjældent, så vinden tørrer saltet i de mange bassiner. Nogle af møllerne er stadig i brug, selv om der også bruges mere moderne metoder i dag. Vi besøgte området på vej tilbage til Palermo.

Saltbassinerne bliver renset…

..og en bunke salt ved vejen.

Både der vipper dovent og venter på at blive landfaste med stranden.

Indledningsstrofen er fra et digt af Ibn Hamdis. Han blev født på øen i år 1056, men fordrevet til Spanien, hvor han skrev om sin evige længsel efter Siqilliyyah – det tabte paradis – denne romatiske forestilling om alt det, som vi ikke længere har eller gerne ville have haft!

En mur i Mazara del Vallo forsøger at fange historien.

Ciao fra pensionisterne i Palermo

Igen – igen!

Så er vi tilbage i kaotiske Palermo – dette virvar af trafik, markeder, mennesker, hunde og tidløs energi. For vi der elsker orden, er kaos måske en nødvendighed engang i mellem, for hvordan skulle man ellers kunne vide, hvad orden er? Måske er det i virkeligheden nemmere, hvis der er kaos uden for én selv, så forskubbes ansvaret, dette evige tyngende protestantiske ansvar, væk fra ens indre og over på de ydre omstændigheder, som man alligevel ikke kan gøre noget ved! Nå – blot lidt lommefilosofi til at starte på.

Den tilbagelænede kaotiske tilstand begyndte med det samme. Alt gik godt på rejsen herned – lige indtil vi kom til Palermo. Min kuffert var strandet i Rom, selv om guderne må vide hvorfor. Pouls var med, og vi havde 3 timers venten i Rom. Men efter en times palermenteren og udfyldning af skemaer, alt imens min kontaktmand fik kindkysset og snakket med alle dem der kom forbi, blev jeg sendt afsted med forsikring om, at min kuffert nok skulle komme frem næste dag og kørt til døren med kurér. Jeg må indrømme, at jeg egentlig allerede i lufthavnen var begyndt at kalkulere på, hvor meget jeg skulle forlange fra forsikringen, så jeg kunne købe alting nyt. Men – kufferten kom ganske som lovet, der var orden i dette kaos, omend det er svært for en simpel turist at få øje på. Jeg havde ikke telefonnummeret på vores værtinde og ej heller nummeret på huset, men det tog de helt roligt – gadenavnet var fint, så skulle de nok finde mig, hvad de så også mirakuløst gjorde.

Her følger de første billeder fra denne by, som vi alle tre er kommet til at holde så meget af – eller har tabt vores hjerter til, hvis vi et øjeblik skal tillade os en slidt metafor.

Et kig op i nævnte kaos fra en tilfældig restaurant…

….og livet på gadeplan

Børn er børn alle steder på jorden…

…og det er unge også, her på fortovet foran Massimo teatret

 

 

 

De smalle gyder og de slidte facader, som udgør det billede som vel de fleste har af det sydlige Italien – smukt og vemodigt på samme tid.

Her er én, der har svært ved at vælge…

…men måske en af disse ville være bedre? Farverne er i hvertfald gladere!

Vi er på gaderestaurant – læg mærke til skiltet i baggrunden, dette sted er til fysisk samtale – tv´et går dog, der kunne være fodbold, og en turist eller to kan så spejles i mellemtiden…

…med en kop kaffe

 

Ciao fra pensionisterne i Palermo