Jeg er ingen – hvem er du?  

                                   Emily Dickinson

 

Når man drister sig til at bo i længere tid i et andet land, drister sig til at få en slags hverdag op at stå, drister sig til ikke at fare rundt hele tiden for at se på dette og hint – og når man ikke længere blot er turist, med turistens rettighed til udelukkende at være oplevende over for det sted, der besøges, uden på noget tidspunkt at have ønsket om at høre til – ja, så er man en ægte fremmed. En der ikke har venner, bekendte, omgang med almindelige mennesker eller forståelse for de kulturelle koder – og der opstår en eksistentiel tavshed. En tavshed der bor i sprækkerne af dagligdagens gøremål og som vidner om den ensomhed, der kommer af ikke at være en del af en sammenhæng.

Nu er tavshed ikke det, der omgiver os mest hernede. Tale synes at være en italiensk måde at være til på. Vi kender alt for godt vores egen nordiske reserverethed og skyhed, som fx når vi tager bussen – vi vil allerhelst sidde for os selv og sidder man ved siden af en fremmed, ja så veksles der ikke mange ord – højst om vejret. Hernede er jeg tvunget til tavshed, da jeg ikke har fået mig lært sproget, men Poul fortæller om de samtaler, som han netop har i bussen til og fra kunstakademiet. Italienere kan simpelthen ikke tie stille, tror jeg.

Samtalen og tavsheden – imellem disse to tilstande bevæger vi os livet igennem, mellem disse to tilstande fødes tanken og handlingen. At kunne befinde sig lige godt i begge tilstande er måske en dyd, men snarere måske også en nødvendighed for ikke at gå til i meningsløshed eller at tabe sig selv i den larm, som verden i dag er kastet ud i.

Ikke alle italienere taler hele tiden. Vi besøgte et dominikansk nonnekloster, Santa Caterina, hvor tale var forbudt undtagen på særlige steder på klostret og ved særlige lejligheder. Der bor ingen nonner mere, den sidste forlod stedet for 3 år siden og flyttede på plejehjem – men tavsheden, silenzio, bor der stadig.

Nonnernes sovesale rundt om den indre gård….

Spisesalen, hvor måltiderne blev indtaget i tavshed…

Håndvasken i hjørnet……   

Mon der var noget at bekende midt i al denne stilhed – tanker måske? En usædvanlig skriftestol, den ligner snarere et lille straffekammer – der var tre af dem side om side bygget ind i muren…

 

 

Og to knæleskamler, hvorfra man kunne se ind i kirken gennem et gitter….

 

 

Det smukke forfald – klostret er nu åbnet for første gang i 700 år. Ikke blot var der påbud om tavshed, men også total udgangsforbud.

 

Vi forlader nonnernes stille verden og her et par billeder af lys og skygge – den evige vekslen, der skaber kontrast både uden for sindet og inde…

 

 

 

Tavsheden skal ind imellem brydes af samtale…

En flygtning på tråd med sit hjem?

 

 

En pige, der tjekker sin kontakt med omverdenen? Hun tog imod turister ved indgangen til San Cataldo kirken – men pausen var hendes egen.

 

 

Turister i samtale ved de græske ruiner på landet…

…og turister i samtale på torvet i byen

 

Og til sidst – den kreative samtale, eller er det tavshed, som man kan have med sig selv,  hvis ellers talentet rækker – her rekvisitterne….

 

Ciao fra pensionisterne i Palermo

 

 

Min bror Jakob har foræret mig en bog. Det gjorde han efter, at vi havde boet i Palermo første gang. Den hedder “Midnight in Sicily” (Midnat på Sicilien) og er skrevet af rejsejournalisten Peter Robb, som selv har boet på øen i henved 14 år. Den udkom i 1996, så det er ved at være et par dage siden. Jeg læste den med stor appetit, som man næsten altid gør, når noget, som man selv er begejstret for, bliver set og beskrevet af en anden. Nu husker jeg ikke så meget fra bogen længere, men tydeligt i erindringen står stadig beskrivelsen af Palermo og især dens markeder, menneskemyldret og mafiaen. Da Robb ankom træt og støvet til byen, indlogerede han sig på et hotel i det ældste, og engang også det største, markedskvarter- Vucciria. Han beskiver dette marked som allerede dengang i forfald, men stadig levende nok til at være det mest interessante i Palermo. I dette marked, som strakte sig rundt i flere kilometers smalle gader, lå der på daværende tidspunkt stadig en restaurant, der hed Osteria Shanghai. Tag ikke fejl af navnet, det var ikke en kinesisk restaurant. Navnet stammer fra den gamle ejer, som havde været i Kina, og syntes at stemningen i Vucciria mindede om markederne i Shanghai – råb og latter, krydderier, gadekøkkener og madvarer som frugt, grønt, kød og fisk i kunstfærdige opstillinger. Denne restaurant var lille og undseelig, men ikke desto mindre én af de bedste, især hvis man ville have frisk fisk. Fisken blev hejst op i en kurv og stegt med det samme over åben grill. På Osteria Shanghais lille terrasse, som udgjorde noget af restauranten, har mange intellektuelle, poeter og kunstnere siddet og spist, diskuteret politik og sikkert drukket rigeligt med god, stærk siciliansk vin. Således også Peter Robb, som har taget skildringen af Vucciria med i sin rejsebog og også maleren Renato Guttuso, hvis mest berømte billede er af netop dette marked.

Men, men – Vucciria er i dag som en gammel dame, der engang var frodig og smuk, byens samlende midtpunkt, men nu blot en skygge af sig selv. Osteria Shanghai findes ikke mere, den lukkede for et par år siden, og de fleste handlende er trukket hen til de andre to store markeder – Il Capo og Balleró. Vucciria er nu kun én gade og et lille torv, hvor restauranten engang lå. Når man vandrer rundt her, skal man kunne forestille sig markedet rundt i alle de tilstødende gyder, forestille sig al den mad, som her blev både tilberedt og solgt, forstille sig alle de, der kom ud i skumringen og købte varme snacks ved utallige boder og åbne ildsteder. Peter Robb kaldte Vucciria for “Palermos hjerte og mave” – det er den ikke mere, men jeg har været nede og fotografere alligevel – der er noget storladent ved denne historie om forgangen storhed og forfald – lidt ligesom livet former sig for de fleste af os, men vi ved det først, når restauranten er lukket og ungdommen er flyttet andetsteds hen.

Sidste år fik I til overflod billeder af det store og levende marked Il capo, som vi selv bor ved siden af. Her følger billeder af Den gamle dame, som har måttet bukke under for tidens tand.

Den enlige gade, som den ser ud i dag…

Der er dog stadig gamle bøger at hente…

En enkelt fiskehandler eller to er der også…

Og der gøres stadig en dyd ud af, at maden skal være ordentlig…

Torvet der før var fyldt med barer og restauranter – nu kun denne bar med sine røde plastikstole….

Osteria Shanghai – ak, så forandret – det er den grå bygning til højre og dele af navneskiltet hænger stadig på den berømte altan….

I sin velmagts dage…..

….og nu

Han kom råbende gennem torvet – ville sælge et kæmpe påskeæg. Man bliver helt forskrækket første gang man høre disse høje råb, men det er kun et salgsråb….

Og så mit yndlingsmotiv fra Vucciria – hvilken bedre kulisse findes der til at sælge en gammel frakke….

Og inden I får lov at slippe, så denne lille billedfortælling – den stammer fra Monreale, hvor vi tog bussen op for at se den store normmaniske katedral.  Fra den lille bar, hvor vi fik vores kaffe, udspandt sig følgende – en mand er ved at skifte et skilt ud, vejen skal åbenbart hedde noget andet nu, og mange vil både hjælpe og kommentere…

En kvinde lister sig med i koret….

Og så skulle det være færdigt – nu hedder vejen noget andet…

Som med beretningen om Vucciria, så er intet bestandigt, men alt kan forandres og eksisterer kun for en tid – hvad vejen mente om at være blevet til en anden vej, det var der vist ingen, der spurgte den om!

 

Ciao fra pensionisterne i Palermo              

 

 

 

 

 

 

 

 

Her i det sydlige Europa er det, der kunne kaldes gammeldags håndværk, stadig en stor del af bybilledet. Der findes utallige små forretninger. værksteder og spisesteder. Vi kalder mange af dem “et hul i muren”, når vi skal forklare hinanden, hvor dette eller hint ligger. Jeg har slet ingen tal for alle de bagerforretninger, frisører, barer osv. der findes i denne by – for slet ikke at tale om indvandrernes små stader, hvor de sælger alt muligt mellem himmel og jord, og vi spørger ofte os selv om, hvordan mon de overhovedet kan tjene til dagen og vejen.

Billeder fra nogle af de gamle håndværksgader

Gardinskrædderen….

…skomageren

    …..træværkstedet

Metalværkstederne…..

Og når vejret er godt, er det nemmere at stå på gaden og restaurere sine møbler…

Musikanten, som vi også mødte på gaden sidste år. Han foretrækker sit frie liv frem for en fast plads i et band – hvad talentet sagtens kunne have båret…

Historien om tun

Så er der det arbejde, der langsomt forsvinder – også her. Som fx tunfiskeriet, der har været ernæringsvej i næsten tusind år, når tunen kom herind for at gyde. Det var engang den helt store arbejdsplads, og de første fabrikker til fremstillelse af tun på dåse lå her på Siciliens vestkyst. Vi kan stadig gå ned på markedet og købe frisk tun, men overfiskeri har betydet, at det store tun eventyr er slut, nu er der kvoter på, og de fleste fangstpladser – tonnara, som de hedder på italiensk – ligger forladte hen. Der er to steder tilbage, men man er ved at prøve at etablere flere på den anden side af øen, da tunen synes at være ved at vende tilbage. Vi havde læst om sådan en forladt tunfabrik og kørte dertil for at se det. Men ak – det, der skulle have været et tilløbsstykke af forfald til glæde for fotografen, var desværre blevet gjort til et turist mål, godt hjulpet på vej af filmen “Ocean´s Twelve”, som havde henlagt nogle af sine scener her – og amerikanske dollars er, som de altid har været, fulde af mulighed for forretning – bl.a. entrebillet til stedet. Men – historien kan stadig anes på dette meget usædvanligt smukke sted neden for byen Scopello, og turistsæsonen er heldigvis knap begyndt.

Vores tur 

De restaurerede bygninger…

Selve fangsten

Plancher på væggen fra fordums tid…..

Planche af fangstnettet – tunen ledes ind i nettets lommer, der holdes nede af enorme ankre..

Ankre og bygninger i dag….

Og så var der det smukke og klare vand…

Og da vi nu er pensionister, skal det også tilføjes, at der er et liv efter arbejdslivet – her artisten iblandt os i sit interimistiske værksted…

…..og kokken renser store ansjoser – bemærk i øvrigt det grønne hoved på bordet – det er en blanding mellem blomkål og broccoli –  broccoflower på engelsk.

Ciao fra pensionsterne i Palermo