I Michel Gondrys film fra 2004 “Evigt solskin i et pletfrit sind” får hovedpersonerne slettet alle dårlige minder fra deres hukommelse – og derfor forandres naturligt nok både personlighed og relationerne til andre mennesker. Denne film sad jeg og funderede over, mens jeg kørte gennem Canadas store landskaber med en baldrende forkølelse og regnvejr i stride strømme. Jeg tænkte på, hvordan vores moderne forhold til begrebet rejse og ferie har udviklet sig til at blive en forventning om, at solen hele tiden skinner, at vi er raske og kan nyde det, som vi ser, og har betalt mange penge for. Vi har en forventning om oplevelser, der er Instagram venlige og gør sig godt på FaceBook – og som fortælling bagefter til familie og venner. Vi forventer god mad, venlige fremmede, ingen ulykker og i det hele taget at blive henført og optaget af alt det mærkelige og spændende, som det at rejse kan tilbyde.

Men sådan går det så ikke altid – solskin afløses af regn, slud, kulde, storme og sindet er som bekendt så plettet, som vi gennem livet gør det til. I stedet for at slette må vi forsone os med, at det er sådan dagen i dag altså er. Minder om alt det, der ikke er solskin og banede stier, er måske i virkeligheden det, der huskes bedst og som former den måde, som vi er i stand til at opleve vores omverden på. Der er selvfølgelig en grænse for, hvad sindet kan bære – en dansk sommerdag med sol og byger er nok den bedste metafor for, hvordan en rejse skal huskes.

Al denne filosoferen over vejrlig, dårligt helbred og evnen til at huske har dog ikke forhindret mig i at tage nogle billeder – man kan slet ikke lade være, når man kører igennem så storslået et land som Canada er. Man hjælpes godt på vej af The Trans Canadian Highway, som går fra kyst til kyst, og da dette ikke kun er en turisttur, men også transport til Seattle for at besøge familie, tog vi denne motorvej noget af vejen. Men hvis man virkeligt vil opleve noget, må man ud på de små landeveje og det tager tid – og da vi ramte de store prærier og sletter i det centrale Canada, kunne vi slet ikke lade være med at køre ud i de blå horisonter og de gyldne efterårsfarver i Manitoba og Saskatchewan.

Ontario

Som sagt regnede det, så turen gennem Ontario blev mestendels en transporttur på The Trans Canadian. Der var dog små glimt af tørvejr, og selv ikke regnen kunne fratage denne store provins dens skønhed. Skove, søer og klipper hele vejen. Vi kørte nord om de store søer, der strækker sig på begge sider af USA og Canada. Lake Superior, som er en af verdens største søer, er da også at sammenligne med havet. Disse søer ugør omkring 21% af verdens samlede ferskvand og har en enorm betydning for handel og trafik på det Nordamerikanske kontinent.

Turisten skuer ud over lake Superior

Medrejsende –

Og så var der ham her. Historien er, at forlægget for Peter Plys var en bjørneunge hentet her i White River, Ontario. En soldat var på vej til England for at deltage i 1. verdenskrig og opkaldte bjørneungen efter sin fødeby Winnipeg og tog den med sig – derfor fik den kælenavnet “Winnie” – Peter Plys på engelsk hedder Winnie- the – Pooh. Soldaten forærede Winnie til zoologisk have i London, og der så A.A.Milne den sammen med sin søn Jacob (Christopher Robin). Ja – og resten er historie – bogstaveligt talt.

Søerne “ryger” en tidlig morgen –

Vartegnet for den lille by Wawa – Canadagåsen!

En lysning i skoven åbenbarede denne lille kirke – jeg vidste med det samme, at den måtte være skandinavisk – navnene på gravstenene i baggrunden var skandinaviske og tyske – indvandrere for længst uddøde, men dengang med eget bedehus. Nogen holder dog grunden ved lige –

Manitoba og Saskatchewan

Da vi kørte ud af de store søområder i Ontario – The Land of The Lakes – klarede det efterhånden op og pludselig var skove, klipper og søer afløst af landbrug. Canada er verdens sjette største hvedeproducent og markerne strækker sig hen over tre provinser: Manitoba, Saskatchewan og Alberta.

En driftig mand ude på prærien ved navn Larsen har bygget sin egen elevator –

Og apropos temaet i denne blog, så kørte vi forbi en lille by med dette vidunderlige navn Forget (Glem).

Det, der også tiltrak os ud over navnet, var synet af spiret på hvad der lignede en katedral. Vi kørte ind og fandt en stor kirke og historien om, at der engang har ligget et kloster med kostskole og kirke. Franske, katolske nonner kom hertil for at finde religiøs frihed, byggede et kloster, en kirke og skole, som stod færdigt i 1904 og var i brug helt til 1964. Når man står på stedet, og i den lille tilhørende landsby, er det svært at forstille sig det som et center for lærdom her ude på stepperne. Den oprindelige kirke var låst, men en lille model ligger ved siden af.

Der lå en gæstebog i kirken med rigtig mange underskrifter bare fra i år – stedet er åbenbart ikke glemt!

Og her følger nogle billeder fra de store vidder, hvor horisonten er uendelig og himlen bevæger sig tæt hen over jorden –

Dette var engang hav, så blev det til klitter, og nu er det bakker med cypresser i baggrunden –

Dyrene på stepperne – her de sorte køer, som har rigeligt med plads og føde –

Canadagåsen på træk –

Gaffelbuk – hunnerne er nysgerrige og hannen løber febrilsk rundt uden for billedet for at få dem med sig –

Først troede vi, at det var skum eller aske, men det viste sig at være salt – saltsøer! Ved nærmere undersøgelse fandt vi, at dette geologiske fænomen er helt unikt for det centrale, sydlige Canada og videre ned i det centrale USA. Der findes over en million af disse små saltsøer inde på sletterne, vi så blot dem langs landevejen. Den røde gevækst er en salturt (Salt Wort).

Saltfabrik –

Det var alt for denne gang. Vi rejser videre ind i The Rocky Mountains i morgen – og vi tager vejret, som det kommer.

De vejfarende