Tværs over USA løber en vej – US Route 50. Måske er der en eller anden af jer, der kender denne vej fra Maryland i øst til Californien i vest. Efter lidt over 5000 km ned gennem 9 stater ramte vi den ensommeste vej i America, en del af Highway 50  i staten Nevada – The Loneliest Road in America -som dette stræk er døbt.  Den følger nogle steder den gamle Pony Express Trail, hvor ryttere red fra stat til stat med post, og de få byer langs denne vej er fra gammel tid minebyer, hvor man slog sig ned, fordi der var sølv og guld at finde i undergrunden. Den er ensom, fordi der mil efter mil kun er sand, sagebrush, bjerge og den blå, blå himmel.

Denne route blev i sin tid grundlagt af de pionerer, der søgte en vej ud til havet, Stillehavet, og den er en stor del af den nutidige amerikanske selvforståelse – det stærke og ensomme menneske, der bryder nyt land, overvinder alle farer og opfylder de drømme og mål, som han har sat sig. Sådan fremstår denne del af US Route 50 også – ensom, stærk og helt sin egen. 

Vi kørte ruten tværs gennem Nevada på to dage – med to overnatninger i de legendariske minebyer. Ely, hvor vi stødte til vejen efter at have kørt op til den ad en anden ensom vej, Route 93, og den engang så rige by Austin, der i dag blot er en skygge af sig selv. Billederne her følger ruten og fortæller historien.

Men først fik vi denne formaning med på turen – lige før vi forlod Utah, der som bekendt befolkes af et flertal af mormoner….

Og denne opmuntring ved indgangen til Ely – som mange byer i Nevada lever de i dag af casino markedet….

Den oprindelige vej var ikke asfalt, men fulgte de stier lagt ud af indianere, af dyr og af The Pony Express. Denne postrute, en rytter til hest, forbandt de forskellige ranches, bosteder og småbyer hele vejen fra Atlanten til Stillehavet – den eksisterede i halvandet år, indtil telegrafen gjorde en ende på eventyret – her tværs over Nevada.

Også tidligere civilisationer har sat deres spor. Vi fulgte en aftikker til en samling sten med disse petroglyffer – her har der nok været vand engang…

Tyd selv, hvis I kan…

Minebyen Austin   

Selv om byen er svundet ind fra 10.000 indbyggere til i dag ca. 250, så ligger regionens domhus stadig her i al sin vælde – byen er distriktets administrationsby…

Den første bank i området, oprettet i de glade dage, da sølv sprang op i hænderne fra den rige jord under byen – i dag huser den et lille bibliotek og en bar..

Skorsten fra en nedlagt mine rejser sig stadig foran de små huse – der også stadig forhåbningsfuldt venter…der er igen forsøg på at vride sølv ud af den gamle mine…

 Den nedlagte tankstation…

Og fordums herlighed i nutidig klædedragt…

Dette er måske resultatet af netop alle disse kuldsejlede drømme om storhed og rigdom – det ene af byens to spisesteder og det ældste hotel i Nevada…

…og forsøg på kommunikation med omverdenen fra det andet – en tidlig morgen før turen går videre….

Det store sandbjerg

Et sted på ruten stødte vi på dette sælsomme syn – et sandbjerg, som i dag bliver brugt til en slags motorsport….

Unge camperer ved bjergets fod – medbringende de små køretøjer, som de så forsøger at bestige bjerget med…

Saltsletten 

En tynd skorpe af salt dækker jorden her – sikkert fra en tid, da denne del af ørkenen var hav….

Og yndlingsmotivet….

Når man sådan overlades til sig selv i en enorm og uendelig tomhed, stemmes sindet derefter og den civilisede og travle livsform, som man til dagligt omgiver sig med, falder hen i en afklaret form for væren. Reflektionen bliver i stedet en undren over, at mennesket kan klare sig under næsten alle slags forhold, hvis livsviljen er til stede og håbet om et eller andet ligger forude. Her følger nogle fodspor af liv langs vejen…..

 Gardering mod noget…vinden?

Trætte støvler i et træ…

Og på en hegnspæl…..

Der må være nogen, der bor herude et sted…

En selvbygget model, sagde min rejseledsager….

Til sidst fra et andet sted på ruten – men dog så dejligt amerikansk – husene var ingen steder at se…