Luften er klar og børnene rejst.
Det betyder intet
om tiden går i takt med uret
eller står stille.
(Henrik Nordbrandt)

Lommer af uendelig tidløshed er sjældne. Nogle gange opleves det sammen med et andet menneske, nogle gange er det et sted og andre gange blot i en erindring. Som voksen er erindring om barndommens fornemmelse for, at livet er uendeligt og tidløst samtidig med at alt kun drejer sig om nuet, bundet til steder eller relationer der måske stadig kan findes og sanses – men sådan er det ikke for alle. Måske er det derfor, at Palermo som by, Sicilien som sted, er blevet den tidlige og tidløse erindrings erstattede virkelighed. Farverne, lyset, lydene, larmen, affaldet, det forfaldne, børnenes latter og hundenes gøen. Der hvor græsset altid er gult om sommeren og livet leves udenfor – indtil det bliver så hedt, at man søger ind i husenes mørke og marmorgulvenes kølighed. Der hvor varerne på markedet faldbydes med råb og fagter. Der hvor gaderne er flankeret af citrustræer og månen ligger ned.

Hvert år oplever jeg det igen og igen – og jeg har svært ved at slippe øen på grund af denne korte stund, hvor livet føles tidløst.

Når vi spadserer i Palermos gader, som vi har gjort i snart ti år hvert forår, så slår det mig, at alting er det samme og samtidigt så forandret. Mit kamera, som nu er en telefon, kommer op ad lommen og billedet fryses til en erindring om noget jeg har set mange gange, men alligevel aldrig set. Ja, det lyder dunkelt, men er måske ikke mere dunkelt end når en anden står foran det hus, hvor han eller hun voksede op og tænker: hvor er det hele langt borte, selv om det er lige her.

De første brogede billeder fra i år.

Morgen i Vucceriamarkedet – om lidt er alle bordene fyldte….

En nyopstået boghandel….og en natklub i dagslys