Rosa bor her ikke mere. Planterne på altanen over for er væk, og Rosa hænger ikke længere tøj til tørre på taget. Deres hus står med tomme øjne og Eduardo er alene. Den blinde mand ved siden af os er der stadig. Hans altan er som en udsøgt og smuk lille have. Han har fået en ny førerhund – en “seeing eyes” (seende øjne) som det så poetisk hedder på engelsk. Død er den gamle labrador, nu har han en statelig, smuk og blid tysk schæfer. Den store Carrefour supermarkedskæde har skiftet ejer. Nu hedder kæden Famiglia – det lyder også mere betryggende og italiensk – men indholdet er det samme.

Der er krig i Europa. Det mærkes her som alle andre steder. Dagligt følges nyhederne og det, som aldrig skulle have været muligt igen, opleves så underligt intenst og nærværende. Vores taxichauffør, som kørte os ind til Palermo fra lufthavnen, var opgivende. Først var det coronaen i næsten 2 år, sukkede han – nu er det krigen og de derved stigende priser. Men han og vi er heldige. Det er ikke os, der skjuler os under jorden og må se hele vores kendte verden synke i grus. Vi kan gå ud i solen. Vi kan bevæge os frit.

Artisten har pakket sine malergrejer ud. Han sidder ved det lille citrontræ på altanen med pensel og papir. Udsigten til bjergene har ikke flyttet sig en tomme. Dog står der et stort skinnende rør lige over for vores altan. Sidste gang stod der en kran. Men blikket flyttes blot den anden vej, hvor kun bjerget, skyerne og Palermos tage danner motiverne på papiret. Der er en evighed i bjergene – en evighed, som ikke er i menneskenes verden. En stoisk ro, en majestætisk bestandighed.

Her i Palermo er der et vejkryds, der hedder Quattro Canti – de fire hjørner. Krydset deler de to store gader i den gamle bydel – Via Marqueda og Via Vittorio Emmanuele. Hvert hjørne er prydet nederst af en statue til ære for en af årstiderne, dernæst en spansk konge og øverst en helgen. Når solen skinner, skinner den altid på én af disse hjørner. De er nu næsten en del af gågaderne, og når man står der, ved man præcist, hvor man er. Hvis man rejser langt nok den ene vej kommer man til Afrika. Hvis man rejser langt nok den anden, kommer man til Danmark. For at gense byen har vi vandret ud ad dens fire hjørner.

Billeder fra vores første ture gennem byens gader.

Giardino Inglese – Den Engelske Have. Haven hedder sådan, fordi den er designet efter engelsk model fra det tidlige 1800 tal – datidens populære måde at anlægge en park på selv her på Sicilien. Vi savnede at kunne kommer der, da vi var her sidst. På grund af pandemien var den kun tilladt for familier med børn – og selv de skulle have billet for at komme ind. Nu er den igen åben for alle.

Vucciria – engang det største marked i Palermo – nu blot en enkelt gade, som ender ud i denne lille plads med servering af grillede fisk og andet godt.

Kalsa – den gamle arabiske bydel.

Former og farver.

Der er krig i Europa. Rosa bor her ikke mere. Citrontræet på vores altan står på spring med nye blomster, selv om der stadig hænger frugter fra forrige sæson. Kimen til forandring i hver en cyklus – men frugten er den samme smukke, gule citron.

Ciao fra pensionisterne i Palermo