Newfoundland er så rig på historie, steder og natur at det er svært at vælge, når man ikke har flere måneder at gøre godt med. Ja, man kan blive helt handlingslammet, når man læser i en guidebog om alle de mange steder, man kan se og opleve. Vi købte et kort og bredte det ud på bordet. Nu er der ikke så mange veje heroppe, så valget er mere, hvad man vil prioritere. Trans-Canada går tværs over øen, men det er jo kun interessant, hvis man vil hurtigt afsted og skal transportere sig.
Ellers må man vælge nogle af de små veje, og så er det, at man er tilbøjelig til at tage for stor en mundfuld på een dag, da vejene går op og ned og ind og ud til alle de små byer og bugter, der ligger langs den forrevne kyst.

Tid og afstand – menneskets evige forholden sig til sin verden og kampen for at skabe et forbundet “vi”. Tiden går ubønhørligt fremad – den definerer vores væren i verden og vores syn på os selv. Afstanden mellem mennesker, byer, lande, sprog – alt sammen har formet, hvem vi er.

At skue tilbage og opdage, hvem og hvad der gik forud, er en opsøgende proces. Levende kulturer er ikke fastfrosne i tid, men gennemgår hver eneste dag en forandring – sommetider på et microplan og sommetider i store spring. Uanset, så sker der en forandring – forandring er alt det levendes væsen – verden kan ikke stå stille, ikke blot et eneste sekund. Forandring kan være smertefuldt, eller som I skal se her, så kan det være på den store klinge med nyopdagelser og udvikling, der forandrer hele den kendte verden og er med til at udvikle fornemmelsen af det “vi”, der er så svært at rumme når alting er i evig bevægelse.

Turen her kaldes “The Baccalieu Trail” – en route op langs Conception Bay og ned på den anden side langs Trinity Bay – to bugter, der former een af de fire “fingre” i det område, hvor vi befinder os – The Avalon Peninsula. Newfoundland er næsten 3 gange så stor som Danmark, så vi når kun en brøkdel på denne tur – men lidt har også ret midt i en pandemi. Jeg slår ned tre steder på denne tur. Bemærk stednavnene!

Harbour Grace

Vi standsede egentlig først ved dette syn – et skib der tilsyneladende sad fast, og havde gjort det i meget lang tid –

Det viste sig at være The S.S. Kyle – et skib bygget i England omkring år 1912. Kort fortalt, så har skibet været både transportskib, den første færge mellem Newfoundland og Labrador samt sælbåd i sælfangstens storhedstid. I en vinterstorm i 1967 rev den sig løs fra sine fortøjninger her i Harbour Grace og har ligget på denne banke lige siden. Dens historie er fortalt i dette lille søde museum og skibet selv ligger hen som en attraktion –

Men det var slet ikke det, vi kom for at se – det var Amelia Earhart – der den 20. maj, 1932, blev den første kvindelige pilot, som fløj solo over Atlanten. Dengang lå der en flyveplads her i Harbour Grace, og det var herfra, hun fløj. Et stort skridt i både flyvningens og kvinders historie –

Denne lille lufthavn skabte historie – ikke blot med Amelia Earhart, men med de tidlige flyvninger i det hele taget. I dag flyver vi nærmest som en selvfølge, dengang var det en begivenhed, der ryddede forsider. At flyve med passagerer blev det næste skridt, og dette fly er en af de første af slagsen – en DC-3 – den siges at have været en af de mest signifikante fly til formålet, der nogensinde er blevet lavet.

Heart´ s Content

Her hvor hjertet synes at have fundet tilfredshed, besøgte vi endnu et minderigt sted i den moderne udviklings historie – Heart´ s Content Cable Station. Heart´ s Content er en af de mange små havnebyer, og den udviklede sig eksplosivt i 1800 tallet, da det første kommunikationskabel blev trukket under vandet fra Europa til Nordamerika – nærmere her fra Newfoundland og til Valentia Island i Irland. Der skulle tre forsøg til, før det lykkedes at få kablet lagt under vandet hele vejen. Verden forandredes for altid, da det første telegram tikkede ind til de tre medarbejdere, der sad og ventede her i Heart´ s Content. Man kunne måske vove påstanden, at dette var verdens første sms!

Kabelstationen voksede og voksede og gave arbejde til henved 200 mennesker, da den var på sit højeste. Byens kvinder forlod gryderne og fik deres første betalte jobs, skoler blev anlagt og dette lille sted blev for en stund verdens navle. Stationen blev først lukket i 1965 – den eksisterede i henved 100 år.

Vores guide fortæller –

Det allerførste kabel – den lille dippedut i toppen er kobbertråden, hvor signalet gik igennem, resten er beskyttelse mod vandet –

Kontaktenheden som man også så det på de gamle telefoncentraler –

De første og originale kabler – og stedets stolthed

Vue over maskinrummet – jeg tænker at læseren måske vil give mig ret i, at der er noget umådeligt æstetisk over gammelt håndværk –

Detalje –

Vi forlader Heart´ s Content en lille smule klogere på kommunikation og forbindelse – og disses betydning ind i vores egne liv idag.

Dildo

En by med dette navn måtte vi lige standse op ved, da den lå på vores vej!

Unge på havnen ved den udendørs hotdog bod – dildo dogs….

Den lokale souvenir shop….

….. og en ordentlig krabat i lettere reduceret form, der ligger til udstilling på havnen –

….var det noget med en hval ribbensteg?

De små huse

Her til sidst får I lige et par billeder af de små kulørte huse, der findes overalt – i det hele taget er newfoundlændere – eller Newfies, som de kalder sig selv – meget glade for kulør på deres huse –

Badehuse på havnen –

Den gule nordamerikanske skolebus kører fast rutefart mellem alle småbyerne. Men til forskel fra i USA og andre steder i Canada, så har de heroppe syntes, at deres børn skulle have noget sjovt at stå i, mens de venter på bussen – her et par eksempler.

De vejfarende