New Foundland – den nyfundne ø – ligger som en forreven perle i det kolde Atlanterhav nord for Nova Scotia. Dens geografi, klima og kultur defineres af havet. Vi var de første europæere, vikingerne, siger de gamle legender – men også efterladte langhuse med videre i bostedet L´ Anse aux Meadows fortæller historien om vikingernes forsøg på at bosætte sig her. Det lykkedes ikke, de blev højst sandsynligt fordrevet af mere oprindelige stammer. Så ankom englænderne. John Cabot sejlede vest fra Bristol for at kræve det land, han fandt, som “kristent”, og i kongens navn landede han på New Foundlands kyst i 1497 og proklamerede det som britisk territorium. Men vi lader den historie ligge. Det er nutiden, vi er på rejse i.

Jeg har en kusine. Hun hedder Jette – vi deler efternavn. Hun rejste til det nyfundne land, New Foundland, for to år siden. Dengang nyt for hende – lige nu nyt for mig. Hvilken vidunderlig chance her midt i pandemien. Jette er Produktionsdirektør på et olieraffenaderi heroppe – godt klaret af en lille dansk kvinde på et afsides sted i verden. Som bekendt er olien ikke så populær som primær brændstof længere, så Jette kæmper med omlægningen af det engang så stolte olieeventyr på New Foundland. Hun er midt i de kritiske faser på et raffinaderi, der har været levebrød for hundreder af mennesker på øen – og det ser ud til, at det vil lykkes at omlægge til andre former for brændstof og bevare de mange arbejdspladser. Lige nu er der ikke andre end hende i laget tættest på ejerne i USA, så et meget stort ansvar hviler på hendes skuldre – var der nogen, der sagde “Viking”?

Jeg tager jer med på en tur til raffinaderiet og rundt langs kysten der. Ja, og så er der navnene heroppe, som er de mest pudsige og vidunderlige. De vidner om det første indtryk landet har gjort på sine indbyggere – både de oprindelige og de senere indvandrede.

Vi tager til Come By Chance ( min oversættelse: Jeg kom her tilfældigt). Come By Chance er den lille by, hvor raffinaderiet ligger. Vi kørte med Jette derud her fra hovedbyen St. John´ s, hvor hun og vi bor. 1 1/2 times kørsel gennem det smukkeste landskab med skove og søer. Da vi nærmede os raffinaderiet, var det som at nærme sig et slot! Jeg måtte kun fotografere udefra – en fotografs drøm at kunne have haft kameraet i aktion bag hegnet, men her får I synet udefra, som det rejste sig midt i det flade landskab.

Imens Jette holdt møder kørte vi en tur. Vi havde fundet en lille prik på kortet, der hedder Hearts Ease ( Hjertets lethed), og vi kørte helt ud til der, hvor Atlanterhavet satte et punktum. Der lå der en lille havn, som stadig lander fisk, hvad der efterhånden er sjældent i de mange små havne, der ligger langs alle kysterne heroppe. Fiskeriet og kutterne var engang øens stolthed – som i Danmark har andre og større overtaget erhvervet.

Byen –

Havnen –

Denne mand talte det mest herlige engelsk – han var ved at læsse is til at opbevare fangsten i. Han var umådelig stolt af torsken – den bedste fisk i hele verden, sagde han.

Herude ved verdens ende fandt vi også en vandresti. Dem er der rigtig mange af alle vegne og de er velanlagte.

Stien gik gennem skoven og mundede ud her ved kysten

Hvem der har båret disse picnicborde ned – står hen i det uvisse

Og skulle man trænge, bød stien også på et lille hus komplet med håndsprit og papir

Efter et par timer på egen hånd kørte vi tilbage til Come By Chance og fik en rundtur i bil rundt på pladsen. Tak til Jette og tak til de, der bosatte sig tilfældigt og havde hjertet med.

De Vejfarende