Verden lukkede ned – verden lukkede op. Og i al den tid levede vi i vores taglejlighed i Palermo med udsigt hen over byens hustage og bjergene mod sydvest. Hver dag forandrede skyerne sig – eller de blev helt væk, og i stedet skinnede solen fra en blå himmel den ganske dag lang. Hver dag havde bjergene en forskellig nuance af blå, grøn eller lilla. Måltider kunne indtages på terrassen, og vi kunne sidde i tusmørket og lytte til byens stilhed og senere – langt senere – også dens summende lyde.
Og så var der den anden virkelighed. Alle dødsfaldene – især mod nord. Politihelikopterne over byen hver dag. Udgangsforbud undtagen med vigtige ærinder. Forbud mod at forlade byen. Nummersystem ved supermarkederne, hvor man umiskendeligt var den eneste fremmede. Maskerne, hvor vi brugte den samme i en hel måned. Angsten for sygdommen. Den daglige studeren af nyheder, smittetal, dødstal. Fly, der blev ved med at blive aflyst. De tomme gader. Motionerende på alle altanerne.
Kan man leve i to virkeligheder på samme tid uden at miste forstanden? Ja, det kan man. Og hvis man er til stilhed og kan holde sig selv og hinanden ud, så har tiden ikke været absolut dårlig. Den evige jagt efter nye oplevelser og nye steder døde hen. Ingen guidebøger, vejkort eller søgen på nettet. Ingen teater, musik eller kunstudstillinger. Intet dagligt besøg på et farverigt marked. Ingen vandring i gaderne med drømmeagtige længsler. Intet skulle nås, intet besluttes.
Og så smeltede de sammen igen – virkelighederne. Smittetallene dalede. Der kom flere og flere folk på gaderne. Men – afstand var blevet en norm i de 2 måneder. Maskerne var ikke underlige – vi bar dem allesammen. Folk tiltalte os på italiensk, de kunne slet ikke forestille sig, at der var turister i byen endnu. Først gik vi stadig ud hver for sig, så to – til sidst alle tre sammen på vores første store brud med den frygt, som vi havde lært at leve med. Bruddet med forsigtigheden – og den første kop kaffe på en café. Jeg tror aldrig, at en kop kaffe har haft den betydning og den smag, som denne første havde – den første uden for lejligheden siden vi kom. Alt det, som før havde været et årligt gensyn, en selvfølge, skulle nu genopdages.
Her følger et par billeder om, hvordan oplukningen så ud for os fra de første dage i maj.
Men først nogle billeder fra branden i bjergene , som fandt sted mens vi stadigvæk var i lock-down. Det må have været skræmmende for dem, der boede op ad bjerget.
Om aftenen på brandens anden dag, hvor man tydeligt ser brandlinjen….
Næste morgen – de canadiske vandbombemaskiner hjalp med slukningen – flere point til Canada – de sendte også læger til norditalien.
Den første dag på gaden uden et formål….
En installation – måske opbygget hen over gaden under nedlukningen?
Og selv Frans af Assisi parerer ordrer!
Paraplyerne på restauranterne på Piazza Marina hænger endnu og venter – og græsset gror….
Havnebilleder….fiskerne bøder igen deres garn –
Nogle uger senere – vi vover os længere væk og tager vores første tur på bar samt indkøb på et marked. Her den gamle mur med vandforsyningsledning fra middelalderen, som forsynede alle fontænerne i Palermo. Vi har gået her mange gange og aldrig lagt mærke til den før –
På vores yndlingsbar….mon han kunne kende os? Alle stole var ledige for en gangs skyld….
Markedet føltes overfyldt med mennekser, men da vi kom hjem kunne vi se på billederne, at det ikke var sandt – det føltes bare sådan….aldrig har der været så få!
Jacarandatræerne, som vi ikke før har set blomstre…
…og disse to har flyttet kontoret ud i parken blandt træerne –
De afblomstrede, som ikke er mindre smukke…..
…..men håbet blomstrer også igen – selv om vi ikke er helt sikre på, hvad håbet egentlig er!
Katedralen står der endnu….og der fotograferes forsigtigt igen.
Ciao fra pensionisterne i Palermo