Støvlen er lang – Italien. Og helt nede sydligst findes de regioner, der indtil videre ikke har nydt den største bevågenhed. Apulien udgør hælen, Basilicata svangen og Calabrien den lange tå. Tåspidsen af foden skubber diskret til Sicilien, der ligger lige ud for og adskilles fra Calabrien af det smalle Messinastræde. Vi tog nogle dages “ferie” og tog på tur. Vi har længe gerne villet krydse strædet med færgen og se, hvad der lå på den anden side.

Calbrien er den fattigste af alle Italiens regioner. Regionen lægger navn til hele tre nationalparker – vilde bjergområder ned gennem det centrale indland fra nord og næsten til tåen. Der var her den calabriske mafia – ´Ndranghethaen – i 80´erne gemte de rige rejsende fra nord, som de kidnappede for at få løsesummer. Meget er gjort for at bekæmpe kriminaliteten, ligesom med Siciliens mafiabander La Cosa Nostra og Napolis Camorra – og så vidt vi ved, så finder der ikke kidnapninger sted længere – pengene strømmer nu fra salg af narkotika, hvidvask og infiltrering af virksomheder verden over. Denne form for “familiekriminalitet” har desværre stadig en stærk indflydelse i denne underudviklede region. Uden om disse bjergområder løber nogle af Italiens fineste strande, og italienerne selv flokkes hertil om sommeren – mafia eller ej.

Og når så fattigdommen, kriminaliteten og underudviklingen er blevet nævnt, skal det også siges tydeligt – Calabrien er virkeligt et besøg værd! Her findes gamle borge, slotte, kirker og græske ruiner både i bjergene og langs kysterne, her findes uberørte og vilde naturområder og gode sandstrande, her findes den dejligste mad og vin og sidst, men ikke mindst, så oplevede vi en venlighed, som vi ikke før har mødt i Italien – det være sig på hotellerne, i restauranterne eller på gaden. Ikke nogen norditaliensk arrogance eller siciliansk selvbevidsthed her – turisten var velkommen, og turisten følte sig godt tilpas.

Her følger nogle af højdepunkterne fra turen. Vi starter i Reggio Calabria, som der sejles til med færge fra Messina – frem og tilbage hele dagen lang, ligesom Helsingør/Helsingborg. Tunge, stålgrå skyer hang over Messina den dag.

Der var en grund til, at vi måtte til Reggio Calabria først. Det siges, at turistmæssigt var regionen næsten død indtil 1972. Da blev to store statuer trukket op af vandet i det Ioniske hav ud for byen Riace. De blev først restaureret i både Firenze og Reggio Calabria og efter megen bueaukrati og flere opholds- og udstillingssteder står de nu på det arkæologiske museum, hvor de kan beses i hele deres pragfulde velbevarethed. De to nøgne krigere er næsten to meter høje, af det fineste bronze og fra 400 f.kr – altså næsten 2500 år gamle. De er græske og var formodentlig på sejlads til et sted i det daværende Magna Graecia (de græske kolonier), som Calabrien var en del af på det tidspunkt – som også Sicilien var det. De nåede aldrig deres bestemmelssted, men nu står de på det arkæologiske museum i Reggio Calabria og tiltrækker mange turister og professionelt interesserede fra hele verden – samt kunstnere, der bruger dem som modeller.

Efter dette usædvanlige syn kørte vi op langs den vestlige kyst for at overnatte før turen drejede ind i Sila-bjergene, som er den midterste af de store nationalparker. Det var tåget den næste dag, hvilket gav disse bjerge og de små byer et mytisk skær.

Vi gjorde holdt for at få den obligatoriske formiddagskaffe, og den lille bys rådhus var et noget kuriøst syn – vi gættede på jordskælv?

Men kaffe fik vi, endda i det fineste konditori – det kan godt være, at de er fattige i Calabrien, men maden er fremragende…

Vores hotel den nat lå øde hen, det var vist mest et sommerhotel, og vi var da også de eneste gæster. Værten var trejde generation og hans far gik til hånde inde i restauranten. Den unge vært, som var født og uddannet i Rom, var halv italiener og halv japaner og havde, som eneste søn, følt sig forpligtet til at overtage stedet. Den japanske mor så vi dog ikke noget til, hun blev heller ikke nævnt senere, men derimod hans polske hustru som lavede en udsøgt middag til os om aftenen, hvor de dækkede op foran pejsen – og imens fortalte han om stedet og noget af sin livshistorie, som vi anede var vanskelig bag dette mix af nationale karakterer og hendøende forpligtelser.

Inden vi nåede til maden, ilden, hyggen – var vi en tur inde i den nærmeste større by for at se på en katedral, som vi var blevet anbefalet. På vejen åbenbaredes dette syn…

….måske har min læser set det før, men ikke jeg – almindelige malkekøer der vandrer ind fra skoven for at drikke vand fra bjergsøen.

Katedralen i San Giovanni in Fiori

Vi gættede på at der var blevet tilføjet EU penge til hele denne region for at få den på fode med resten af Italien – her er de i hvert til fælde havnet det rigtige sted!

Detaljer fra kirken….

Næste dag fortsatte vi ad små snoede veje ned gennem bjergene og til kysten – nogle af bjergsiderne var beklædte med større partier lyng – ikke små krybende planter som i Danmark, men høje busklignende…

Det er ikke kun i USA, at bjergene “ryger” – Smokey Mountains findes også her..

Turen fortsætter i næste indlæg neden under dette…..

Ciao fra pensionisterne i Palermo