Shenandoah – navnet klinger af gamle cowboyfilm med indianere og nybyggere, der padler sig ned ad floderne, af smukke kvinder med lange brune fletninger og af små nybyggergårde i bløde grønne bakker. Det med floderne og træhusene er stadig rigtigt, men indianerstammerne er forlængst fordrevet til reservater længere mod vest. Shenandoah betyder ifølge sagnet Stjernernes Smukke Datter – og sådan synes det også at betyde en smuk efterårsdag, hvor vi kører igennem dalen fra syd til nord. Shenandoah dalen ligger bredt ud mellem to store bjergkæder – The Appalachians mod vest og The Blue Ridge Mountains mod øst. Og den er i sandhed en frugtbar dal og man forstår, hvorfor erobring af denne dal var så vigtig – først nybyggerne fra indianerne og siden borgerkrigen, som havde mange slag og mange faldne i netop denne dal.

Men inden vi bevæger os helt ind i dalen, skal vi lige mindes en helt. I byen Lexington, som ligger ved dalens sydligste ende, findes et museum for en mand, der har betydet mere for Europa og EU end vi aner – General George C. Marshall. Det var egentligt tilfældigt, at vi opdagede, at det var her museet for netop denne mand lå. Lexington er en velhavende lille by med et meget stort militærakademi og en fint universitet – Marshalls museum lå klemt inde imellem disse to store virksomheder.

Og personligt bliver jeg nødt til at tilstå – at jeg ikke kendte ret meget til manden andet end hans navn, som er knyttet til planen – Marshallplanen. Den plan, der reddede Europa efter krigen og fik den på fode meget hurtigere, end man kunne have drømt om. Vi taler tit om, at det var Tyskland, der blev hjulpet, men det var det ikke kun – det var hele Europa, også Danmark, der fik penge – mange penge. Ud over det, var Marshall også rådgiver, da fredsplanen skulle forhandles og det siges, at det var ham, der i elvte time forhindrede, at russerne ikke fik mere, end de gjorde. Så en fremsynet mand – men også en fredens mand. Og at man kan være en fredens mand i militæruniform vidner om Marshalls storhed – så med rette, at han her i Lexington har fået sit helt eget museum. Det var på akademiet her han tog sin uddannelse og tilbragte den første del af sit arbejdsliv.

Køn er bygningen ikke – men udstillingen inde er både pædagogisk og interessant…..

…og sådan så han ud…..

….med hustru        

Og her den – Marshall planen – og som det ses, var det ikke en letvægter…

Der var en del lande, der kom til at nyde godt af de mange penge – som ikke kom let – Marshall måtte kæmpe hårdt i kongressen for at få sin ide gennemført. Hans argument var, at hvis USA ikke gjorde noget drastisk for at få Europa på fode, ville russerne overtage og den efterfølgende ustabilitet ville påvirke USA. Som det ses på kortet, fik Spanien ingenting – Franco skulle ikke støttes.

Nobelkomiteen valgte i 1953 at give Nobels Fredspris til en general – og den var fuldt fortjent, når man læser om Marshalls indstilling til krig, og hvad han udrettede i både krigs- og fredstid….

“Det en krig koster i menneskeliv er konstant bredt ud foran mig, skrevet ned i mange regnskabsbøger hvis kolonner er gravsten. Jeg er dybt optaget af at finde måder, hvorpå vi kan undgå endnu en ulykkelig krig”.

“Offentligheden har haft lejlighed til at måle og veje Marshall, og historikere kan konkludere, at hans største bidrag blev ydet i fredstid, snarere end i krig”

Det er godt at blive mindet om historien, der er gået forud for vores egen velstand og foran den ide, som i dag udgør EU. Hvor havde vi mon været, hvis denne opbygning af Europa ikke var sket – og hvor efterlades vi mon, hvis den brydes ned igen?

Vi forlod Lexington beriget med ny viden og som taknemmelig europæer –  og kørte ind i den fredelige Shenandoah dal…..

Huse, som var typiske i nybyggertiden i Virginia, og som de stadig ses her og der…

Wade´s Mill – en af de ældste i USA og den ældste i Shenandoah dalen, som stadig fungerer som aktiv mølle, der maler mel på gammeldags metode – og har en fin forretning, fik vi at vide….

Vi fik en rundvisning af den nuværende ejer  –

efter et langt liv i oliebranchen, bl.a. i Norge, købte de denne mølle og laver mel til den voksende økologiske bevægelse – vi købte gryn til at lave en slags polenta eller havregrød – en gammel blå indiansk kornsort, som er blevet opdaget igen – man får en fin blålig, nøddeagtig grød ud af det….

Videre inde i dalen besøgte vi en vingård, den første og eneste på denne tur….

  

Og fredelige gårde, hvor køerne kigger nysgerrigt på de fremmede…

Et vue over dalen fra et højt udsigtspunkt…

På vej ned, så vi en bjørneunge og nåede at tage et billede af bagdelen – den er i fuld galop hen til sin mor – formodede vi…

Vi siger farvel til dalen en tidlig morgen, der hvor to floder flyder sammen til én ved indgangen til dalen – Potomac og Shenandoah floderne…

Og  jeg siger tak for denne gang…….. 

De vejfarende