Når man taler om det sydlige Italien og især om Palermo, så er der vel næsten ingen, der ikke straks tænker på mafiaen. Denne ugennemtrænglige familiestruktur der har hærget igennem generationer og har bragt så megen vold og ødelæggelse med sig. Vi kan som udenforstående slet ikke begynde at sige noget fornuftigt om det, men denne gang ser og hører vi mere, end vi gjorde sidst vi var her. Ikke fordi det er blevet værre, men blot fordi vi ser udviklingen mere nu, hvor blikket er blevet skarpere af gensyn.
Men, der er nye tider på vej. 80´ernes vold og drab er ikke en daglig forteelse mere, og de unge er trætte af al den korruption og vold. Én af de første uger hernede var vi på en stor fotoudstilling af Letizia Battaglia, som har taget nogle enestående billeder op gennem 70´erne og 80´erne af bl.a. de mange drab, arrestationer og demonstrationer mod mafiaen. Men også fattigdommen har hun portrætteret som en gyldig årsag til netop kriminalitet og desperation, en desperation der i sidste ende bliver fødekæden til organisationer som fx mafiaen.
Letizia Battaglia har taget det indledende berømte foto, der viser en dommer med livvagter på taget af en retsbygning, mens han tager sig en pause og en smøg. Ved første øjekast kunne det lige så godt være et billede af mafiaen selv.
Plakat på muren af justitspalæets lokale politistation, der viser betjente dræbt i sagens tjeneste.
Vi har været på en tur til Corleone – man har vel en vis veneration for filmene Godfather l, ll og lll – men indbyggerne i Corleone er ikke glade for dem. Disse film har givet en strøm af dårlig omtale og alt for mange filmturister i de smalle gader. Unge idealister har nu fået et lille antimafia museum op at stå – plakaten er herfra, og billedet nederst på plakaten er et af de mest berømte billeder af de to dommerkolleger og venner, Giovanni Falcone og Paolo Borsellino, der begge blev dræbt af mafiaen. Mange gader og pladser på Sicilien er opkaldt efter de to, ligesom også lufthavnen her i Palermo er det.
Og jo…han stod der virkelig på torvet i Corleone.
Billeder fra den føromtalte fotoudstilling…
En dommers begravelse
En arresteret mafialeder føres i retten
Den berømte dommer Giovanni Falcone på vej til en kollegas begravelse….
…..han blev senere sprængt i luften sammen med sin kone og tre livvagter i 1992 på landevejen mellem lufthavnen og Palermo. Dette, og drabet på den anden dommer, Paolo Borsellino, blot to måneder senere, var begyndelsen til at en del af folket vendte sig mod mafiaen og en langsom proces for at mindske deres indflydelse kunne tage sin begyndelse. Disse to er mere en nogen andre blevet symbolet på kampen mod korruption og undertrykkelse. Forleden læste Poul i La Repubblica, at op mod 60 mennesker lige var blevet arresteret for deres tilknytning til den lokale mafia – eller Cosa Nostra, som den hedder her på Sicilien.
I 1947, under en 1. maj fejring, blev 14 mennesker fra Piana Degli Albanesi dræbt i et smalt pas i bjergene, fordi de havde nægtet at støtte Mussolini under krigen. Vi passerede stedet, da vi besøgte byen, og det ligger hen som en smuk mindelund i dag, hvor hver af de dræbte har sin egen sten. Hvert år afholdes der stadig en mindehøjtidelighed på det lille amfiteater, der skimtes i baggrunden.
Her i Palermo har vi i år opdaget en ny tendens. Der er forretninger, der ligefrem reklamerer med, at de ikke betaler til mafiaen – en sådan betaling hedder Pizzo og Punto Pizzo Free betyder, at de har rene hænder og nægter at betale for beskyttelse – en holdning som flere og flere unge iværksættere er disponenter for, bl.a. også vores lille turistbureau MICRO tourist information centre.
Til sidst et billede af Il Padrino himself – en dag hvor vi sad på en cafe, kom gademusikanten hen til vores bord med sin harmonika, pegede på Poul og satte i med musikken fra Godfather lll – jeg tror det må være kasketten!
Ciao fra pensionisterne i Palermo
…….og så er der det med alle ligene……..gademusikanten var nok synsk………:-)
Ja, han fik også sin betaling – dog ikke for beskyttelse 🙂