Dette indlæg handler om broer. Broer er mange ting. De er et ingeniørværk, ofte ud over det sædvanlige. De forbinder to steder med hinanden. De tillader, at transport og kommunikation bliver lettere, og at mennesker er i stand til at flytte sig hurtigere. Mennesket har bygget broer siden tidernes morgen.Verdens ældste bro er over 2000 år gammel og ligger i Izmir, i Tyrkiet. Men også i overført betydning, kan broer tale til vores indre forestillinger. Man bygger bro i politik mellem ideer og partier. Man bygger bro til andre kulturer, religioner og folkeslag. Man bygger bro til sin nabo. Men broer kan også rives ned, ødelægges, så disse veje ikke længere føres sammen, men der i mod skilles. Vores manglende evne til at se den usynlige bro, for slet ikke at tale om at bygge den, er ofte årsag til megen fortræd og konflikt. Og uden broer er vi henvist til ikke at kunne udforske, hvad og hvem der bor på den anden side – den anden side af os selv – af “mig”.

Da vi nåede til Iowa, opdagede vi pludseligt, at der fandtes nogle broer her, som vi måtte se – eller rettere, som jeg måtte se. Og igen, kære læser, så må jeg ty til filmens verden. Jeg håber, at en aller anden af jer har set “Broerne i Madison County”. Det er en ældre film, fra 1995, men selv må jeg have set den mindst fem gange. Og pludseligt var det muligt at se disse broer med egne øjne. Hvem kan lade sådan en chance gå sig forbi – ikke jeg! Så her følger en lille fotoreportage fra “The Bridges of Madison County”.

Først en anden bro – en jernbro. Den forbinder de to breder af den store Missouri flod et sted i staten Missouri. Den er lukket nu, man har bygget en anden, men hvor smuk er den ikke i hele sin tunge konstruktion.

Og så de broer, som vi kørte efter – The Bridges of Madison County – træbroerne. Der var fem tilbage, men der har engang været over hundrede. Der løber tre små floder og et utal af bække i området, som disse broer i sin tid forbandt på kryds og tværs. Nu ligger den lille rest stille hen som turistattraktion – trafikken går ad andre veje og andre broer.

Den næste havde de transporteret ind i en park i byen Winterset, og der var hængt tingel tangel på til halloween- og juleudstilling allerede – stakkels bro, men turistindustrien lever for og af dem, så det kan ikke nytte, at de sidste forsvinder. Unge mennesker var for kort tid siden kommet til at brænde nummer 6 ned – fortalte damen på turistkontoret. Den skal nu genopbygges, men det er jo aldrig helt det samme!

– og denne blev overbelyst i fotograferingen, beklager, men den skal dog med…

Og til sidst Francescas hus (filmens italienske hovedperson) – mest for filmelskere, det indrømmer jeg. Vi fandt huset, men det er lukket nu, ligger hengemt i forfald, og det er forbudt at gå op til det. Det forhindrede nu ikke en yngre kvinde i at rende rundt deroppe og tage selfies, men vi blev pænt på den rigtige side af hegnet sammen med en meget religiøs mand, der mente at denne kærlighedshistorie mindende i den grad om, hvordan Jesus elsker os mennesker. Den tyggede vi så lidt på, da vi drog videre til andre egne – ad andre veje og andre broer.

De vejfarende