Jeg er ingen – hvem er du?  

                                   Emily Dickinson

 

Når man drister sig til at bo i længere tid i et andet land, drister sig til at få en slags hverdag op at stå, drister sig til ikke at fare rundt hele tiden for at se på dette og hint – og når man ikke længere blot er turist, med turistens rettighed til udelukkende at være oplevende over for det sted, der besøges, uden på noget tidspunkt at have ønsket om at høre til – ja, så er man en ægte fremmed. En der ikke har venner, bekendte, omgang med almindelige mennesker eller forståelse for de kulturelle koder – og der opstår en eksistentiel tavshed. En tavshed der bor i sprækkerne af dagligdagens gøremål og som vidner om den ensomhed, der kommer af ikke at være en del af en sammenhæng.

Nu er tavshed ikke det, der omgiver os mest hernede. Tale synes at være en italiensk måde at være til på. Vi kender alt for godt vores egen nordiske reserverethed og skyhed, som fx når vi tager bussen – vi vil allerhelst sidde for os selv og sidder man ved siden af en fremmed, ja så veksles der ikke mange ord – højst om vejret. Hernede er jeg tvunget til tavshed, da jeg ikke har fået mig lært sproget, men Poul fortæller om de samtaler, som han netop har i bussen til og fra kunstakademiet. Italienere kan simpelthen ikke tie stille, tror jeg.

Samtalen og tavsheden – imellem disse to tilstande bevæger vi os livet igennem, mellem disse to tilstande fødes tanken og handlingen. At kunne befinde sig lige godt i begge tilstande er måske en dyd, men snarere måske også en nødvendighed for ikke at gå til i meningsløshed eller at tabe sig selv i den larm, som verden i dag er kastet ud i.

Ikke alle italienere taler hele tiden. Vi besøgte et dominikansk nonnekloster, Santa Caterina, hvor tale var forbudt undtagen på særlige steder på klostret og ved særlige lejligheder. Der bor ingen nonner mere, den sidste forlod stedet for 3 år siden og flyttede på plejehjem – men tavsheden, silenzio, bor der stadig.

Nonnernes sovesale rundt om den indre gård….

Spisesalen, hvor måltiderne blev indtaget i tavshed…

Håndvasken i hjørnet……   

Mon der var noget at bekende midt i al denne stilhed – tanker måske? En usædvanlig skriftestol, den ligner snarere et lille straffekammer – der var tre af dem side om side bygget ind i muren…

 

 

Og to knæleskamler, hvorfra man kunne se ind i kirken gennem et gitter….

 

 

Det smukke forfald – klostret er nu åbnet for første gang i 700 år. Ikke blot var der påbud om tavshed, men også total udgangsforbud.

 

Vi forlader nonnernes stille verden og her et par billeder af lys og skygge – den evige vekslen, der skaber kontrast både uden for sindet og inde…

 

 

 

Tavsheden skal ind imellem brydes af samtale…

En flygtning på tråd med sit hjem?

 

 

En pige, der tjekker sin kontakt med omverdenen? Hun tog imod turister ved indgangen til San Cataldo kirken – men pausen var hendes egen.

 

 

Turister i samtale ved de græske ruiner på landet…

…og turister i samtale på torvet i byen

 

Og til sidst – den kreative samtale, eller er det tavshed, som man kan have med sig selv,  hvis ellers talentet rækker – her rekvisitterne….

 

Ciao fra pensionisterne i Palermo