Min bror Jakob har foræret mig en bog. Det gjorde han efter, at vi havde boet i Palermo første gang. Den hedder “Midnight in Sicily” (Midnat på Sicilien) og er skrevet af rejsejournalisten Peter Robb, som selv har boet på øen i henved 14 år. Den udkom i 1996, så det er ved at være et par dage siden. Jeg læste den med stor appetit, som man næsten altid gør, når noget, som man selv er begejstret for, bliver set og beskrevet af en anden. Nu husker jeg ikke så meget fra bogen længere, men tydeligt i erindringen står stadig beskrivelsen af Palermo og især dens markeder, menneskemyldret og mafiaen. Da Robb ankom træt og støvet til byen, indlogerede han sig på et hotel i det ældste, og engang også det største, markedskvarter- Vucciria. Han beskiver dette marked som allerede dengang i forfald, men stadig levende nok til at være det mest interessante i Palermo. I dette marked, som strakte sig rundt i flere kilometers smalle gader, lå der på daværende tidspunkt stadig en restaurant, der hed Osteria Shanghai. Tag ikke fejl af navnet, det var ikke en kinesisk restaurant. Navnet stammer fra den gamle ejer, som havde været i Kina, og syntes at stemningen i Vucciria mindede om markederne i Shanghai – råb og latter, krydderier, gadekøkkener og madvarer som frugt, grønt, kød og fisk i kunstfærdige opstillinger. Denne restaurant var lille og undseelig, men ikke desto mindre én af de bedste, især hvis man ville have frisk fisk. Fisken blev hejst op i en kurv og stegt med det samme over åben grill. På Osteria Shanghais lille terrasse, som udgjorde noget af restauranten, har mange intellektuelle, poeter og kunstnere siddet og spist, diskuteret politik og sikkert drukket rigeligt med god, stærk siciliansk vin. Således også Peter Robb, som har taget skildringen af Vucciria med i sin rejsebog og også maleren Renato Guttuso, hvis mest berømte billede er af netop dette marked.

Men, men – Vucciria er i dag som en gammel dame, der engang var frodig og smuk, byens samlende midtpunkt, men nu blot en skygge af sig selv. Osteria Shanghai findes ikke mere, den lukkede for et par år siden, og de fleste handlende er trukket hen til de andre to store markeder – Il Capo og Balleró. Vucciria er nu kun én gade og et lille torv, hvor restauranten engang lå. Når man vandrer rundt her, skal man kunne forestille sig markedet rundt i alle de tilstødende gyder, forestille sig al den mad, som her blev både tilberedt og solgt, forstille sig alle de, der kom ud i skumringen og købte varme snacks ved utallige boder og åbne ildsteder. Peter Robb kaldte Vucciria for “Palermos hjerte og mave” – det er den ikke mere, men jeg har været nede og fotografere alligevel – der er noget storladent ved denne historie om forgangen storhed og forfald – lidt ligesom livet former sig for de fleste af os, men vi ved det først, når restauranten er lukket og ungdommen er flyttet andetsteds hen.

Sidste år fik I til overflod billeder af det store og levende marked Il capo, som vi selv bor ved siden af. Her følger billeder af Den gamle dame, som har måttet bukke under for tidens tand.

Den enlige gade, som den ser ud i dag…

Der er dog stadig gamle bøger at hente…

En enkelt fiskehandler eller to er der også…

Og der gøres stadig en dyd ud af, at maden skal være ordentlig…

Torvet der før var fyldt med barer og restauranter – nu kun denne bar med sine røde plastikstole….

Osteria Shanghai – ak, så forandret – det er den grå bygning til højre og dele af navneskiltet hænger stadig på den berømte altan….

I sin velmagts dage…..

….og nu

Han kom råbende gennem torvet – ville sælge et kæmpe påskeæg. Man bliver helt forskrækket første gang man høre disse høje råb, men det er kun et salgsråb….

Og så mit yndlingsmotiv fra Vucciria – hvilken bedre kulisse findes der til at sælge en gammel frakke….

Og inden I får lov at slippe, så denne lille billedfortælling – den stammer fra Monreale, hvor vi tog bussen op for at se den store normmaniske katedral.  Fra den lille bar, hvor vi fik vores kaffe, udspandt sig følgende – en mand er ved at skifte et skilt ud, vejen skal åbenbart hedde noget andet nu, og mange vil både hjælpe og kommentere…

En kvinde lister sig med i koret….

Og så skulle det være færdigt – nu hedder vejen noget andet…

Som med beretningen om Vucciria, så er intet bestandigt, men alt kan forandres og eksisterer kun for en tid – hvad vejen mente om at være blevet til en anden vej, det var der vist ingen, der spurgte den om!

 

Ciao fra pensionisterne i Palermo