Det er den stille uge – ugen før påskedag. Sidste uge i fasten – dengang vi fastede. Dengang vi alle var katolikker. Og dagene går. En efter en – de føles ikke engang lange. Hvad fylder vi alle sådanne dage med, dage der langsomt forandrer den verden, vi kender – den verden vi kendte. Lige nu kan jeg slet ikke forestille mig, at folk vil begynde at flyve igen, gå til fodboldkampe, sidde tæt i busser og tog. Og hernede på Sicilien kan jeg slet ikke forestille mig at gå ud uden plastikhandsker og mundbind.
Tre uger tog det, og så havde vi ændret vaner. Når man som vi oplever hele krisen fra en anden vinkel end den nordiske velfærdsstats, så ved man inderst inde godt, at dette kommer til at tage mange år at få genoprettet. Mange år før et lille host i supermarkedskøen ikke vil udløse tanken om, at vedkommende måske har C-19. Er det tilliden imellem mennsker vi har mistet på så kort tid? Jeg håber det ikke – ligesom jeg indeligt håber, at Danmark vil komme på andre tanker og sende hjælp til dette plagede land – landet som så mange af os altid har elsket at feriere i og taler henført om. Landet, der har leveret så stor en del af vores fælles kultur: musik, kunst, litteratur, gastronomi, Middelhavskulturen som vi valfarter til, når vi vil have god mad, solskin og afslappet livsstil.
Nu er det ikke ferie længere – nu råbes der om hjælp.
Påsken og solen er dog kommet hertil, som den gør hvert år. Påsken kender ikke til krisen, men den vil heller ikke blive fejret som før med alle processionerne gennem gaderne. Den vil blive stille – måske er der nu stille nok til, at vi kan høre jordens hjerte banke. Stilheden her brydes ofte af musik fra altanerne – og vi er så heldige, at vi kan se rigtig mange altaner fra vores egen. I går vinkede jeg til den unge mand over for, og han vinkede tilbage. Hans kæreste gør gymnastik på taget, og jeg kan tænke mig, at de undrer sig over de tre ældre pensionist-turister, der sidder herovre i solen med deres aviser, bøger og computere. Hvor kommer de fra? Hvorfor er de her? Hvorfor tager de ikke hjem?
Det er mit fromme håb, at nationalismen og egoismen ikke vil slå rod i Europa igen. Det er mit fromme håb, at vi vil forblive åbne og medmenneskelige. At vi kan vedblive at vinke til hinanden hen over de altaner, der skiller os ad lige nu.
Her følger lidt billeder, som jeg alligevel formår at tage i ny og næ.
Helikopterne svæver dagligt over tagene…og der er stadig blomster på citrontræet –
Genboens smukke klinker…
Vasketøjet på altanen…
Og mågen har bygget rede lige modsat os….for fugle og dyr går livet videre som det plejer –
…og så deler vi kat med naboaltanen…
…..fugle i corona-afstand, man kan jo aldrig vide!
Vores kumquattræ leverer frugter….
…til den mest vidunderlige marmelade –
Og det er ikke maden vi går ned på her….som altid på Sicilien er den simpel, men råvarerne – de er uden sidestykke…
Fra artistens skitseblok…
En god ven skrev en opmuntrende mail med citat fra 2. Verdenskrig: Stay calm and carry on (Forbliv rolig og forsæt!)
Det gør vi så en stund endnu. God Påske 2020.
Ciao fra pensionisterne i Palermo
I betragtning af hvor stationære I er, får du alligevel nogle dejlige tanker skrevet ned og sendt afsted. Det kan blive et puslespil for Jer at rejse hjem, men vi vil håbe at det sker uden for mange stop under vejs. Jeg har tænkt på om en rejse med tog kunne være en alternativ mulighed, – men det har I nok selv drøftet.
Onsdag efter Påske vil der her i landet blive forsøgt med en mindre, kontrolleret åbning af vuggestuer, børnehaver og skoler. Det er der meget debat om pt. Men lad os nu se hvordan det går. Der har også været en hel del debat om at yde hjælp til Italien og Spanien, som de hårdest ramte lande i Europa, jeg er af den mening at det er noget vi selvfølgelig bør gøre, vi danskere har om nogen nyt godt af begge landes gæstfrihed, tilsammen med alt den sol vi har bragt med os hjem igennem tiderne.
Den danske egoisme er svær at få has på, men jeg håber meget at vi kan komme igang med nogle ordentlige hjælpepakker.
Atter engang, dejlige billeder fra Jeres udsigtspost, vi siger pøj pøj med de næste uger. 🍀💚💚💚
De flotte fotos er tavse men yderst sanselige. Lyden af en helikopter bag en skrøbelig citronblomst. En pensel hvirvler vand i et glas. Smagen af en bagt, branket blomkålsbuket.
Jeg synes, det er tankevækkende i denne tid, at samtidig med at min færden bliver indskrænket, så forekommer verden pludselig større. Det samme ser jeg også i disse smukke fotos. Så mange farver, så mange motiver, så mange mønstre, så meget liv set fra en eneste altan. Tak!