Jeg sidder i solen på terrassen. Helikopterne flyver over byen – rundt og rundt i cirkler. Måske skal de overvåge, at ingen forsamler sig – måske. Lyden virker sært beroligende.

Jeg iagttager biernes arbejde på citrontræet med den enlige citron. Blomsterne på træet udsender en voldsom parfumeret duft. Mon jeg stadig er her, når blomsten bliver til citron?

Inde i vores egne hoveder foregår der så uendeligt mange ting. Globaliseringen har gjort verden stor og tilgængelig for alt og samtidigt skrumper den dag for dag. Alting lukker sig om sig selv i frygt for det ukendte, i frygt for døden, i frygt for sine vælgere, i frygt for sig selv.

Også vi har måttet vælge frygten til eller fra. Vælge at rejse eller at blive. Vælge at synes at det er bedst at være her og ikke flytte sig for meget. Og derfor har vi indskrænket vores verden til at dreje sig om at hente mad, gøre rent og læse/skrive/tegne. Ja, så enkelt er det, så enkelt kan det være. Livet kogt ned til en bouillonterning af daglige små rytmer.

Og så er der terrassen. På terrassen er der smukt og fredfyldt – især når solen skinner. Herfra kan vi se de evige bjerge der lukker horisonten i det fjerne. Vi kan se alle mulige forskellige slags tage og huse, fordi vi er så højt oppe. Vi kan høre folk i husene le, skændes, råbe – og forleden sang de til hinanden hen over gaderne fra hus til hus. Det var meget smukt.

Vi kan også spise på terrassen, når vejret er godt. Spise den mad, som har taget hele dagen at planlægge, hente og tillave. Jeg har lagt mærke til, at italienske husmødre går efter nogle helt bestemte ting i supermarkedet – olie, pasta, løg, ansjoser og tomater. Grønne og røde tomater, tomater på dåse, tomatsauce i glas. Så kan man altid lave den simpleste og skønneste pastaret, som jeg tror at de aldrig bliver trætte af at spise. Engang når C-19 er overstået spiser de det stadig.

Der er planter på terrassen. Smukke blomster og frugtbuske i store potter. Hvis man er til havearbejde, kan man få tid til at gå med at pleje dem hver dag. Der er et bambustag hen over halvdelen af terrassen, og det er her bordet står – spisebordet hvor vi læser, spiller kort, samtaler og selvfølglig spiser.

Og således er terrassen blevet det sted, hvor vores mikroskopiske liv udfolder sig, mens coronaen raser uden for. Her følger lidt billeder til at ledsage disse tanker om stort og småt

Udsigten fejler stadig ikke noget…her morgen- og eftermiddagssol –

Middelhavets farver på tagsten og balkoner omkring os…

Et kumquat busk med de skønneste små og velsmagende frugter – vi har fået lov til at spise dem…

Rosmarinen…

Citrontræet i blomst med sin enlige citron..

Der hejses madvarer op fra en anden altan…

De to Signori på vej ud efter mad og vand. Når først de er nede på gaden, går de hver sin vej – sådan er forordningen, og den følger vi, som vi skal…

…og i går, da det var min tur til at gå ud, mødte jeg en velklædt ældre herre, som tiltalte mig på italiensk. Da jeg sagde, at jeg blot var en turist smilede han og sagde – Welcome!

Ciao fra pensionisterne i Palermo