Vi kørte ud af varmen og eftertænksomheden i de sydligste stater – og væk fra orkanen Michaels hærgen. Vi kørte mod nordvest. Vi kørte op i bjergene – op i The Appalacians og The Smoky Mountains. De billeder, der følger her er naturbilleder – en natur, som USA er så rig på.

Der findes flere såkaldte Parkways, som er veje fremsynede præsidenter har ladet staten anlægge af enten historiske eller naturmæssige årsager – ligesom de store nationalparker, som vi besøgte de forrige år. Vi fulgte én af disse veje sydpå – The Natchez Trace Parkway og vi fulgte noget af The Blue Ridge Parkway på vej mod nord.

The Blue Ridge Parkway er en vej gennem bjergene, der forbinder et langt stykke af North Carolina i syd og Virginia i nord – den er ca. 750 km lang og slutter i nord med The Skyline Drive gennem nationalparken Shenandoah. Roen på denne lange strækning, som vi dog kun kørte halvdelen af, er ubeskrivelig efter larmen på de større veje, hvor lastbiler i én uendelighed overhaler hinanden og os. De er bandlyst på denne Parkway, og på de to dage, hvor vi tog et par stræk, var der næsten ingen trafik overhovedet.

Som sagt er denne strækning naturelskernes paradis. Der er utallige vandreture, floder og vandfald og en enkelt cyklist eller to så vi endda også –  

 

Riverrafting – som for de uindviede betyder en lille kano eller gummibåd, som bruges til at forcere de dele af en flod, hvor strømmen hen over klipper og sten er stærkest….

 

Mange af dem vi så var unge kvinder – her en hel gruppe….

Man skal være både frygtløs og hurtig…

 

 

 

 

 

 

Og have undervisning først….

Til sidst et lidt mere roligt stykke af floden – vi skal også videre til….

……The Smoky Mountains – bjergene, der ryger – som de gjorde så smukt denne tidlige søndag morgen. Det er selvfølgelig ikke røg men damp, og man forstår, hvorfor de er blevet kaldt sådan….

En lille kirke i disen – det ville ikke være USA, hvis der ikke stod en lille trækirke ved hvert et sving….

De smukke hegn, der er typiske for især Virginia…

Og vandfaldet, som vi vandrede op ad bjerget for at se….

Og til sidst et naturfænomen af de lidt mere bizarre. Langt nede i de fugtige sydstater, stødte vi på store områder, der var dækket af en bestemt slags invasiv plante. Den hedder Kudzu, er af japansk oprindelse og kaldes “planten, der åd syden”. I Japan, Kina og Korea er planten en lægeurt, men betingelserne for dens vækst er anderledes end her i USA. Den blev indført i 1800 tallet og man brugte den i sin tid til at dække pergolaer og verandaer med. Nu er den ved at æde sig vej gennem flere og flere stater og vi er langt forbi det stadie, hvor den kan bekæmpes med almindelig gift – det ville gå ud over landbrugsjorden. Den breder sig nu i 24 stater og den har fulgt os hele vejen.

Den ser sådan her ud – her har en husejer slået den, for at få lidt græs frem….

Og sådan er der så meget….

 

De vejfarende