Vi bevæger os langsomt videre i det, der her hedder The Black Belt (Det sorte bælte), som hentyder til det område, hvortil de sorte amerikaneres historie er bundet, og hvor de i mange byer udgør en majoritet – en fattig majoritet.

Selma – står der på landkortet. Jeg genkender navnet og undersøger. Ja – det er rigtig nok, det var her den store march i 1965 fra Selma til Montgomery, Alabama, fandt sted. Den march, hvor Martin Luther King ledte tusinder af protesterende over broen i Selma og ud på landevejen, hvor de gik de ca. 100 km til Montgomery for at aflevere deres protest over, at de blev forhindret i frie valg og blev behandlet som andenrangs borgere uden rettigheder. Historien følger lidt senere.

Før vi nåede så langt, måtte vi dog ned og se den mexikanske golf, The Mexican Gulf. Jeg havde tænkt, at golfen blot ville være fyldt med olieraffinaderier, men nej – et sælsomt syn mødte os her – beretningen om den får I først.

Da vi kørte ind på vejen, der fører langs golfkysten, så vi den smukkeste hvide strand kilometer efter kilometer  med det blinkende blå hav bagved – som det ses, var stranden tom og vi talte lidt om, hvorfor folk ikke opholdt sig på stranden, da det var lørdag….

Men lidt længere henne ad strandvejen mødte vi dette syn….

Vi parkerede og spurgte, hvorfor de sad der med ryggen til stranden og front mod vejen – vi tænkte, at der måske var billøb eller optog eller noget i den retning, men nej – “Det er bare noget vi gør, når vi har fri”, fik vi at vide.

Og derefter kørte vi omkring 40 km, hvor næsten samtlige mennesker på vejen sad på fortove og parkeringspladser med ryggen til den vidunderlige strand og kiggede på de biler, der passerede…

Dette par havde lagt sig midt på promenaden for at slikke sol – hvorfor dog ligge i det bløde sand bagved, når asfalten ligger lige for…

 

De sad under solskærme, under telte eller bag på ladet af deres trucks – de grillede, spiste is og drak øl – og imens sneglede vi os forbi som et andet optog – virkelig en mærkelig beskæftigelse og gad vide, hvordan en sådan kultur er opstået hernede ved den mexikanske golf – for kultur var det, og det var noget som sorte og hvide kunne blive enige om. Godt nok sad de ikke under de samme telte eller grillede sammen, men dog side om side.

 

 

 

 

 

 

…og så havde de deres egne gamle biler stående i fald nogen ville snakke bil – nogle solgte også dele af deres biler som løsdele til andre…..

Og denne lille pige ville hellere ses end lege på stranden – gad vide om hun stod der hele dagen – Dyt, det er min mors fødselsdag – står der på skiltet….

Men så var der da i det mindste himlens fugle – de nød måske at have stranden helt for sig selv….

Nå ja – i sandhedens tjeneste – der var nogle få, der foretog sig noget andet…

Få dage efter at vi var kørt igennem her, landede orkanen “Michael” på denne kyst – og jeg er bange for, at der ikke bliver lørdagskiggeri foreløbigt –

Men det var Selma, vi kom fra – byen Selma i Alabama, hvor de sortes frihedsmarcher begyndte, hvor volden tog til og uligheden i det daværende amerikanske samfund blev meget synlig. Godt nok var de sorte frigjorte fra slaveriet og havde også et lovmæssigt krav på at kunne stemme ved valg. Men de enkelte stater som Louisiana, Georgia og Alabama lagde mange hindringer i vejen. Fx skulle man tage en læsefærdighedstest hvis man var sort, men ikke hvis man var hvid. Eller man skulle betale “poll tax”, dvs. betale for at få lov til at stemme. Eller man blev simpelthen chikaneret fra blot det at bevæge sig hen til urnerne. Derfor turde eller kunne mange sorte ikke stemme, og det var det, marchen fra Selma til Montgomery handlede om – protesten mod manglende ligestilling.

Det var en voldelig tid – og politiet blev sat ind mod de ubevæbnede og fredelige demonstranter. Martin Luther King hentede de sorte ud af deres kvarterer og fragtede dem til stemmeurnerne – og stod i spidsen for både marcher og demonstrationer. Både han og andre overlevede som bekendt ikke 60´erne – men hvordan de sortes rettigheder havde set ud i dag uden disse begivenheder, ja det vides selvsagt ikke.

Et efterskrift også til denne historie. I aftes så vi på nyhederne, at der visse steder i USA er lavet lokale love, der gør det svært for folk at registrere sig til valget her i november. Men heldigvis kommer det frem i dag og bliver problematiseret.

Her følger turen til Selma i billeder

Broen, Edmund Pettus Bridge, hvor marchen mod Montgomery blev indledt, og hvor politiet forsøgte at stoppe demonstranterne, er i dag er et nationalt mindesmærke…

Hvad man ikke kan se på dette billede er alle de hvide medborgere, der stod på sidelinjen og jublede over politiets brutalitet….

Vi besøgte museet i Selma – nogle af billederne er herfra – bl.a. disse to knapper. Den første er én, som de hvide racister bar åbent og synligt, den anden fabrikerede de sorte og bar som et slags modsvar. På den første står der “Aldrig”, som hentydede til at de sorte aldrig ville få lov til at stemme og blive ligestillet med hvide, og på den anden står der ” Forenet vil vi overvinde”.

  

Men der var en historie, der var gået forud for disse frihedsmarcher – ingenting kommer ud af den blå luft. Unge mennesker, ja egentlig blot skolebørn, var begyndt at marchere i gaderne i Selma – sammen med deres lærere og progressive, hvide borgere, der havde fået nok af racismen og undertrykkelsen…

Kirken – Brown Chapel – hvor de demonstrerende samledes til gudstjeneste før marchen på Bloody Sunday (blodige søndag) d. 7 marts 1965….

Vi spurgte disse to guides på museet om, hvordan Selma fungerer i dag?

Og svaret var næsten lige så forventeligt – som det var trist. De sorte og de hvide lever stadig mere eller mindre hver for sig. I byen Selma bor de hvide mod vest i pæne huse og de sorte mod øst i forfald og arbejdsløshed. Der er også en lille del af byen, som har en blandet befolkning, men det er den intellektuelle middelklasse, der bor der – læger, advokater, lærere – som der ikke er så mange af. Som pigen til højre i billedet fortalte, så er diskrimination i dag i lige så høj grad et spørgsmål om klasse, som det er om race – og de sorte i Selma føler sig stadig som underklasse uden arbejde eller ejendom . Lige bag ved turistbutikkerne i hovedgaderne, ser det trøstesløst ud…

Èn af de mange problemer i Selma er, at når der bliver for mange sorte elever på en skole, over 50%, så flytter de hvide børn på privatskole – hvor er det man har hørt det før? Hun selv skulle betale for at skifte skoledistrikt, da hendes forældre ønskede, at hun skulle gå i gymnasiet sammen med hvide børn også – “Men vi var kun 15 sorte på min årgang, og vi holdt os mest for os selv. Jeg er da ligeglad med folks hudfarve, hvorfor kan vi ikke bare allesammen være mennesker?”, tilføjede hun.

Efter denne bevægelse og disse marcher i 1965, underskrev den daværende præsident Johnsen en lov, der forbyder alle stater at sætte hindringer og særlove i vejen for retten til at stemme – og årtier senere trådte Obama ind i det hvide hus – og besøgte Selma på 50 års dagen for Bloody Sunday….

“De amerikanere som krydsede denne bro var ikke fysisk frygtindgydende. Men de gav mod til millioner. De bestred ikke offentlige embeder. Men de ledte en nation. De marcherede som amerikanere, der havde udholdt århundreders brutal vold, utallige daglige ydmygelser – men de søgte ingen særbehandling, kun den ligestilling, som var blevet dem lovet næsten et hundrede år tidligere”.

Men denne lille beretning slutter ikke her. Den meget kloge pige fra museet før sagde også, at det havde været, og stadig er, meget svært for mange gamle, hvide slægter i byen. De føler, at deres egen historie og tilhørsforhold til stedet helt overskygges af denne borgerrettighedshistorie – som om byen ikke havde eksisteret før disse begivenheder fandt sted. Hun syntes, at vi skulle tage ud og se den gamle kirkegård, hvor der næsten kun ligger hvide slægter begravet. Den er meget smuk – en lise for sjælen at vandre her – og det spanske mos på træerne er med til at fremkalde en vemodig stemning af tabt indflydelse og magt –

Og så er der dette omstridte flag. Her ligger mange unge mænd fra borgerkrigen i 1864 begravet. Den krig, der startede nedbrydningen af herre/slave forholdet mellem sorte og hvide – en skygge, der stadig hænger over sydstaterne – en skygge af mistillid, en skygge af opgivenhed. På denne kirkegård lagde de ikke skjul på, at for dem er det sande flag “The Confederate flag” – det flag, som blev båret så stolt af sydstaterne i borgerkrigen for at bevare en livsform, bevare privilegier – og som minder om uafsluttede forhold i dag.

Og inden vi slutter dette kapitel af vores rejse helt – så besøgte vi på vejen op gennem Alabama The Tuskegee University. Dette universitet blev stiftet af en frigjort slave, senere forfatter og politiker –

Booker T. Washington – og det allerede i 1881….. 

Universitetet ligger nu spredt ud over et stort område, der tidligere tilhørte en bomuldsplantage.

Der går næsten udelukkende sorte studerende på dette universitet – det er smukt, det er opløftende og det er velgørende at se disse unge mennesker vandre rundt på stierne og fylde fakulteterne. Men det er også vemodigt at det skulle være nødvendigt – at sandheden stadig er sort – at adskillelse stadig er en norm. Måske er det bare universelt og uden mulighed for ændring: Vi kan godt være lige for loven – men vi kan ikke være lige som mennesker. Eller hvad mener du?

 

De vejfarende