Efter en lille omvej ind i Texas, fulgte vi Mississippifloden til byen Natchez, der ligger forenden af The Natchez Trace, som jeg beskrev i det første indlæg. Natchez blev skånet for ødelæggelse under borgerkrigen i 1861-65, da den overgav sig betingelsesløst til Unionens armé – den har derfor mange af sine flotte huse intakt – Antebellum Houses, som de kaldes. Den var engang den by, som husede de fleste millionærer i USA og byen er stolt af sin fortid som stor handels- og skibsby her ved breden af Misssissippifloden. Og måske er det unødvendigt at tilføje, at den blev bygget på ryggen af slaver efter at man havde fordrevet den lokale stamme, Natchez, som havde levet her i århundreder. Denne stamme er helt uddød nu, kun byens navn står tilbage.

Efter Natchez tog vi dybere ned i syden til byen Lafayette i Louisiana, der som navnet antyder hører til den franske del af denne historie. Creoler, Cayun – efterkommere af en kultur, hvor racerne blandede sig. Franskmænd fra både Frankrig og Canada, spaniere, englændere, afrikanske slaver og de oprindelige amerikanske indianere (Native Americans) blandede sig alle med hinanden hernede i de sumpede landområder omkring den mexikanske golf –  og her skabte de en kultur, som er væsentlig anderledes end det USA, vi hidtil har bevæget os igennem. Cajun og Creole er dog ikke det samme. Creolerne er hovedsaligt indvandret fra byer i Europa – fra Frankrig og Spanien – og er en mere raffineret bykultur. Cajuns kommer oprindeligt fra Nova Scotia i Canada, fra Acadia, hvortil de var indvandret som fattige bønder fra Frankrig. Englænderne fordrog dem, og de flygtede herned, fordi området var fransk. Begge disse invandrergrupper blandede sig med både de sorte og med de oprindelige indianerstammer, deraf al forvirringen.

Men igen – tag ikke fejl – slaveriet var også her rygraden i den rigdom, som de store plantager var bygget op omkring – sukkerrørs- og bomuldsplantagerne. Markerne med bomuld og sukkerrør strækker sig stadig så langt øjet rækker, men i dag høstes med maskine og ikke med de bare hænder. Begge disse afgrøder er ødelæggende for hænderne – inde i bomulden findes kerner, som skulle fjernes med fingrene og sukkerrørenes lange blade er skarpe som knive og kan skære dybt, hvis man ikke er forsigtig. Ud over det, skulle der høstes i bagende sol – der er 30-35 grader her i oktober – det er meget svært at forestille sig.

Tag med på en lille tur rundt i først Natchez og derefter til en plantage helt nede ved New Orleans.

I Natchez tog vi en turistbus for at få et indtryk af byen, det var for varmt at gå rundt. Vores guide var en herlig ung gut, der nærmest rappede sine informationer til os og afsluttede hver gang med at råbe Hey-Hey…

Et par af de smukke huse – der findes 668 alene i Natchez, som er en by på o. 16.000 indbyggere….

Vi besøgte ét af husene, fik en rundvisning og blev mødt af disse tre gratier – i øvrigt det hus, hvor indendørsoptagelserne til serien Nord Syd er filmet…

Men det var denne mand, der arbejdede ude i solen…

 

Efter denne rundtur trængte vi til noget mindre teatralsk og besøgte det lille museum for de sortes historie i deltaområdet – museet i sig selv var en lidt rodet affære, alt for mange ting – sikkert fordi der løbende doneres og måske også pga. emnets karakter. Heldigvis var vi de eneste gæster, så vi fik en hel times samtale med bestyreren, som øste ud af sin viden på turen rundt i de små rum…

Ku Klux Klanen har stærke rødder i Mississippi deltaet….

Og til sidst Mississippifloden i den nedgående sol…stor er den, smuk er den….

 

Så springer vi lidt i det og bevæger os ned i Louisiana, hvor vi ville besøge en af de utallige plantager, der i dag er åbnet for publikum. Hvad skulle vi vælge? Vi havde kun tid til én.

Vi valgte den eneste plantage, der har været ejet af en kreolerfamilie gennem 4 generationer – The Laura Plantation. 

 

 

På vejen ned en tidlig morgen – et af de store vådområder (the swamps) – det ser helt forhistorisk ud…

The Laura Plantation er den eneste af de omkring 30 plantager i den sydlige del af Louisiana, som blev bygget og ejet af en udelukkende creolsk slægt – de fleste andre var ejet af anglo-amerikanere. Den har sit navn efter en af de sidst levende medlemmer og ejere, Laura. Det vil føre for vidt at gå ind i hele historien om disse hovedrige plantageejere, der blev den tids mangemillionærer på indigo, sukker og bomuld. Deres slaver betragtede de som ejendom, og de indregnedes i det årlige budget og økonomi. På Laura ejede de omkring 400 slaver, da det gik højest. Laura´s oldemor havde været så forudseende, at hun havde købt 30 unge piger, taget dem med til plantagen og sørget for, at de alle blev gravide. 10 år efter havde hun sin egen hjemmelavet produktion og dermed arbejdskraft, og hun byggede i alt 40 hytter, hvoraf de fire er bevaret til i dag. Kun få forsøgte at undslippe gennem de farlige sumpområder, og de blev som regel fanget og brændemærket til skræk og advarsel. De kvindelige slaveejere stod ikke tilbage for de mandlige i grusomhed.

Der blev også avlet børn af mulat herkomst på denne plantage, idet én af Laura´s onkler havde travlt nede hos de unge sorte piger.

Stamtavlen fra denne “anden” gren af familien, som selvsagt aldrig arvede noget – nogle lever stadig og besøger af og til plantagen, som rummer deres familiehistorie – Melanie hed hun, den sorte stammoder, den eneste han vedkendte sig….

Hovedhuset er bygget af udelukkende lokale materialer. Mange af slaverne var ferme håndværkere fra deres hjemlande, og de fældede selv træerne til bygningen af huset og lavede også selv hver eneste mursten, før den blev brugt. Som det ses, så står huset på “pæle” af mursten – meget forudseende, da Mississippi ofte går over sine bredder.

Og vi er vel franske efterkommere på plantagen – de gamle vinkrukker i kælderen…

Vi var heldige, at en turgruppe lige havde været igennem plantagen, da vi kom, så vi fik en privat rundvisning af denne søde guide, som selv er af creolsk herkomst og taler både fransk og engelsk…

Store kar som i sin tid blev brugt til at koge sukker i….

Én af de tilbageværende hytter med sukkerrørsmarkerne i baggrunden….

Og så var der tragedien – da slaverne blev befriet i 1865 skete det næsten fra den ene dag til de anden. Slaveejerne mistede millioner, da slaverne var en del af deres ejendom, og for slaverne selv blev det en bittersød befrielse – for hvor skulle de tage hen? Til Afrika? De ejede jo ikke noget, hverken huse, penge eller jord . De fleste havde ingen anden uddannelse end det at være født som ejendom på en plantage. På mange af plantagerne blev løsningen, at slaverne forblev på ejendommen og blev tjenestefolk og “sharecroppers” (en slags forpagtere). Deres løn bestod af fri husleje og mad samt en art lokale penge, som kun kunne bruges til at købe for på selve farmen. Efterhånden flyttede flere og flere ud af plantagerne og resten er vist historie. Den sidste tilbageværende fra Laura flyttede ud i 1977 – 1977 – det lader vi lige stå et øjeblik!

En sharecropper familie….

Det lokale baptistsamfund tog sig af mange af de skæbner der blev efterladt, da de sortes befrielseskamp drog videre, og de etablerede bl.a. et plejehjem for tidligere sorte kvindelige slaver – hvoraf mange blev over 100 år gamle – et billede herfra…

 

Hele denne lange historie kommer man ikke bare over i løbet af en generation eller to – og som den unge guide på Laura sagde: Jeg er bare heldig, at jeg blev født med så lys en hud, som den jeg har!

Den unge mand fra turistbussen i Natchez havde fundet sit eget udtryk: Hey-Hey

 

De Vejfarende