Vi var på vej til Vicksburg, Mississippi,  for at beskæftige os med den amerikanske borgerkrig, som havde et af sine blodigste slag netop her. Men så læste jeg i min bog. Og i min bog, en rejsebog ved navn The Deep South, stod beretningen om Emmet Till – en dreng på 14 år, hvis uhyggelige død blev startskuddet til de sorte amerikaneres frihedskamp. Jeg synes, at historien også fortjener et publikum i mit eget fredelige og stadig lighedselskende land.

Vi skiftede som sagt spor og kørte i stedet ned gennem det, der betegnes som The Mississippi Delta. Et enormt område, fladt som en pandekage, hvor der dyrkes bomuld, sukkerrør og soyabønner – og som var hjemsted for slaveri og alt, hvad der fulgte. Det er en hjerteskærende oplevelse at køre her i dag. Jeg har set fattigdom mange steder i verden, men denne var mere håbløs, end jeg før har oplevet – måske pga. kontrasten til al den velstand, som også findes overalt i USA. Og fattigdommen i The Mississippi Delta har en farve – den er sort.

Vi kørte ud på de små landeveje og ind i det, der engang var små landsbyer med en vis orden og dagligt liv. I dag står mange af dem hen i isoleret forladthed. Butikkerne er lukkede, de, der kan, er flyttet og resten sidder og hænger foran faldefærdige huse eller kæmper heroisk for at bevare, restaurere eller tænke nyt. Mississippi er den fattigste stat i unionen. Jeg har selvsagt ikke mange billeder af denne tragedie – man springer ikke bare ud af bilen og tager billeder af fattigdom og elendighed – men nogle er det da blevet til.

En hovedgade, der næsten er lukket ned…

En mor og søn forsøger sig med et loppemarked…

En forladt café…

Og de evige bomuldsmarker – her høstet…

Og sharecropper (forpagter) hytter, som stadig beboes af de sorte…

Jeg læste som sagt i min bog om Emmet Till. Emmet kom fra Chicago og var i Glendola for at besøge sin onkel Moses. En dag, efter at have været ude at plukke bomuld, går han sammen med 4 venner ind i Bryant´s Grocery and Meat Market (Bryants købmand og slagterforretning) i den lille flække Money. Mr. Bryant er ikke hjemme, men hans unge kone ekspederer de 5 sorte drenge, og på vej ud af forretningen fløjter Emmet efter den unge, hvide kone. Det skulle han aldrig have gjort.

Nogle dage senere kommer Mr. Bryant med sin bror og henter unge Emmet hos onklen i Glendola. De kører ham ud i The Bayou ( navnet på det stillestående vand med træer, som findes overalt i sydstaterne) – 

tæsker ham, smadrer hans hoved, skyder ham og smider ham i floden. Han bliver et par dage efter fundet og liget sendt tilbage til Chicago, hvor hans mor vælger at lade kisten være åben ved begravelsen, så USA kan se, hvad der dengang stadig var muligt. Vi taler om 1955. De to mænd bliver hurtigt arresteret, de tilstår begge og bliver begge frifundet af et udelukkende hvidt nævningeting. Det er trods alt en “nigger”, der selv har været ude om det.

Det er min påstand, at denne mentalitet stadig lever i bedste velgående her i syden, og at den er en af årsagerne til de håbløse levevilkår og fattigdommen, som mange sorte stadig holdes nede i – eller selv ligger under for. Man skulle have respekt for den hvide mand og sige “yes sir” og “no sir” hernede – og det havde Emmet Till ikke – han troede, at han var en ligemand, en fri mand fra Chicago – og der tog han fejl. En fejltagelse som også i dag fylder de amerikanske fængsler.

Vi kørte til Money og Glendola for at finde resterne af denne tragedie.

Butikken, som da så ud, da Emmet Till fløjtede efter Carolyn Bryant…

…og som den ser ud i dag. Man kan næsten ikke se den mere, den får lov til at forfalde stille og roligt. Forfalder mindet mon også?

Den gamle tankstation lige ved siden af, som på mærkværdig vis åbenbart vedligeholdes….

Efter at have set stedet her, kørte vi til Glendola. I Glendola har staten støttet oprettelsen af et museum for Emmet Tills død og for de sortes frihedskamp. Museet besøges af ca. 10-12 mennesker om ugen, så de var glade da vi kom. Oprettelsen og driften står borgmesteren i byen for, Johnny B. Thomas, som tilfældigvis sad der den dag vi ankom. Inden vi fandt museet, kørte vi gennem hovedgaden, hvor de sorte mænd sad og hang på gaden, nogle af dem åbenlyst fulde eller narkomaner – andre bare trætte.

Museet i en gammel bomuldslade – ikke just et prangende syn… 

Borgmester Thomas, som har skrevet en bog om de sortes kamp for at blive ligestillet med de hvide og om sin medvirken til oprettelsen af dette museum – her fotograferet med min rejseledsager…

Jeg spurgte borgmesteren, hvad de sorte selv kalder sig. Tja, sagde han, først var vi niggers, så blev vi negroes, så blev vi sorte og nu hedder vi African Americans – en lang betegnelse for mennesker som egentlig blot er amerikanere. Og slaverne var vel også de eneste, der ikke frivilligt ankom til det nye Amerika – og derfor er deres historie og selvforståelse unik i et land, der forstår sig som et indvandrerland.

Som så ofte, når der er tale om frivilligt arbejde, så involveres hele familien. Her borgmesterens datter og hendes kæreste, som er med til at bestyre museet – det er ikke alle, der ikke har en fremtid, og i disse to unge mennesker var der masser at håb at spore…..

Vi forlod Glendola og The Mississippi Delta klogere end vi kom. Skrøbelig er vores medmenneskelighed!

 

De vejfarende