Kufferten på indledningsbilledet (foto: PF) var engang fyldt med små linoleumssnit af Asger Jorn. Den blev fundet tilfældigt hos en afdød bror til AJ, og værkerne er nu udstillet i Silkeborg. Kufferten er tom – måske står den der og er klar til nye minder, nye spor.

Der er så mange ting i vejen med USA i disse år, men hvis der er noget, der er i orden, så er det deres infrastruktur. USA er som skabt til biler. Vi har nu kørt ca. 3000 km tværs igennem stater, hvor vi allerede har været, og til Kentucky – den første nye stat på denne rejse – og det på motorveje næsten hele vejen. Gode motorveje – men nogle steder føg bilerne om ørene på én, specielt rundt om store byer som New York og Nashville, hvor de 8 spor skulle navigeres i høj tempo.

Men det er lagt bag os nu, og i Kentucky kørte vi fra motorvejene og ud på de mere fredelige landeveje. Kentucky er kendt for 3 ting – deres kylling, deres Bluegrass musik og deres fuldblodsheste. Vi smagte kyllingen, vi så græsset, dog sang den ikke, og vi fik et lille glimt af deres fuldblodsheste. Desværre regnede det meget af tiden ned gennem denne stat, så hestene var ikke ude – det er de for fine til. Her kommer en lille samling fotos fra turen ned igennem staten.

En mudret Kentucky River med resterne fra orkanen Florence….

Det blå græs, som ikke er særlig blåt og som for det meste er klippet kort…

….og fuldblodsheste, der sikkert hellere ville have været inde….

 

To steder skal fremhæves fra denne tur ned gennem Kentucky. Den første er en såkaldt Shaker Village. Shakerne kom til det nye Amerika fra England med den store influx af immigranter sidst i 1700-tallet – mange af dem religiøse mindretal. Navnene vil være læseren bekendt: Shakere, Mennonitter, Amish, Quakers etc. Shakerne (som betyder “Rysterne” – fordi de gik i ekstase under gudstjensterne) her i det centrale Kentucky kom oprindeligt fra New England og New York og selv om deres landsbyer for længst er fraflyttede, så står de bedste af dem i dag som små frilandsmuseer. Shakerne er kendt for deres gode bygningshåndværk og deres formidable arbejde i træ. Modsat Amish folket, så troede de på fremskridt og udvikling.

Vi stoppede på vejen og tog en lille tur tilbage i tiden. Og en kuriositet i dagens USA er måske, at mange af de øverste ledere af denne sekt var kvinder, og én af deres bærende principper var kønnenes ligestilling. Her ses nogle af husene i området….

 

De smukke helsvingstrapper med indlagte kurver….

 

…møbler..

 

….og de berømte træ æsker…

Shakerne forstod sig også på deres landbrug, og rundt om markerne byggede de stengærder af en art skifersten, som findes i undergrunden her.

…og så den, der ikke var renoveret…

 

Næste dag kørte vi videre gennem Kentucky og sluttede os til det, der vel nærmest kan betegnes som en gammel “Hærvej”. Den hedder The Natchez Trace Parkway, den er ca. 715 km lang og løber igennem tre stater: Kentucky, Alabama og Mississippi – fra Nashville i nord til Natchez i Syd. Vi tog den første halvdel, altså ca. 350 km.

Oprindeligt var denne strækning blot et dyrespor – bisonoksen og andre dyr trådte den i præhistorisk tid. Siden overtog mennesket og det blev til en bredere vej – først forskellige indianske stammer og derefter de første nybyggere, der manglede en transportvej for deres handelsvarer. Historien er også, at landmænd fra nord skibede deres varer ned ad Mississippifloden, solgte deres både i Natchez og vandrede hele vejen hjem ad denne gamle vej. Her følger de billeder der var mulige mellem bygerne. Det er billeder af nogle af de mindesmærker, der findes langs denne nordlige del af ruten.

Ruten er asfalteret i dag, men man kan stadig køre en smule på den oprindelige vej.

 

Dette hus står der stadig. Det er Dolly´s hus – eller som hun rettelig hed, Dorothea. Huset er bygget ned til The Duck River, hvor vandringsmænd kunne tage færgen et stykke af vejen. Færgelejet blev bestyret af en mand ved navn John Gordon, og da han også var militærmand, var han væk meget af tiden. Hans kone Dolly overtog bestyringen af færgelejet, opførelsen af dette hus samt pasning af de 11 børn, som Gordon nåede at avle ind i mellem sine andre gøremål!

 

Den sidste rest af en gammel og nu næsten forsvundet tobaksfarm – kun en lade står tilbage, hvor man kan se, hvordan de store tobaksblade har hængt til tørre på bjælkerne….

Måske kan en og anden af læserne af denne blog huske, at vi på vores første rejse fulgte noget af sporet fra de to opdagelsesrejsende Lewis og Clarke. Det var dem der kortlagde vejen vest fra de nye unge, amerikanske stater i øst til Stillehavet i vest. Den ene af dem, Meriwether Lewis, tog senere en rejse op ad the Natchez Trace, og i dette bjælkehus, som dengang var en lille kro, kom han sørgeligt af dage – mord eller selvmord, det er stadig uopklaret.

Men the Natchez Trace er ikke først og fremmest den hvide mands opfindelse. Længe før vi holdt vores indtog på kontinentet, havde indianske stammer deres bosteder langs floderne her…. 

….og i dag står der en 2000 år gammel rest af deres civilisation og kultur tilbage – The Pharr Mounds – som er det, vi forstår ved gravhøje. Indianerne var, som også vi i Norden, jægere og samlere, og de byggede disse gravpladser, der står som 8 store kegleformede høje spredt over et stort område. Hertil vendte stammerne tilbage for at begrave deres døde.

På plancher ses stedet også som en handelsrute – og indianske efterkommere rejser stadig hertil som en art pilgrimsrejse.

Og nu er vi moderne rejsende nået til de sydlige stater, som var målet for de lange dage på motorvejene. Beviset ses her – bomuldsmarker næsten klar til høst.

 

De vejfarende