Det er en sælsom tilstand både at være turist og samtidigt føle, at man har været et sted så ofte og så længe, at man på en måde hører til.
En lignende dialog som den nedenstående har vi efterhånden haft adskillige gange i forskellige versioner og på forskellige sprog. De unge hernede har forlængst forstået, at hvis de skal klare sig i morgendagens verden, så skal de ud af mors skørter, lære at rejse på egen hånd og lære at tale sprog – først og fremmest engelsk.
Hvad laver I i Palermo?
Vi bor her i 2 måneder.
Hvorfor det?
Det er svært at sige – maden, vinen, vejret, menneskene.
Jamen, hvorfor så længe? Tager I ikke til Rom eller Milano eller Firenze?
Nej, ikke længere. Der har vi været. Her er det den vibrerende stemning på gaden, de skønne brændte farver, den afslappede holdning til livet, som vi søger.
Nå, ja (stort smil) – men Palermo er også en dejlig by.
Ikke at høre til er turistens vilkår. De billeder, der følger her, er en hyldest til det, som vi elsker ved denne by, og som den er set med vores fremmede øjne. Det kunne næsten ligne en reklame for Palermo, men det er det nu ikke. For at kunne bo her en tid, skal man ikke være for sart. Man skal kunne tåle, at ting ikke virker, at man ikke rigtigt ved, hvornår noget åbner og lukker, at der ligger skrald og hundelorte alle vegne, at trafikken tilsyneladende er kaotisk, at byen er en smeltedigel af folkeslag, at forfaldet er et vilkår. Alt sammen noget, som vi har vænnet os til, ja ligefrem holder af – men det tager tid.
Men – vænner man sig til det, så er der en uanet mængde af skønhed og charme at hente i en by, der ikke har forsøgt at ensrette sig eller at vaske sig ren. Den udstiller åbent og frejdigt sine menneskelige fejl – den polerede facade er ikke interessant. Det er der i mod at skabe rum for samvær og menneskelig udfoldelse af enhver tænkelig art.
Her følger en billedekavalkade fra byen – en kavalkade, der ikke udmærker sig ved at være perfekt i sin fotografering, men forhåbentlig viser noget af det, som skribenten ikke kan beskrive med ord – fordi det dybest set er ubeskriveligt. Dette skilt siger det bedre – papirhandlernes gade på italiensk, hebraisk og arabisk.
De handlende
På hat i de snævre gader – indehaveren skimtes i baggrunden
Sko skal pudses…
…og bøger skal købes…
Ting skal repareres…
…og kød skal sælges 
Stoffer på rad i en hel gade…
…tørklæder til enhver lejlighed…
….og ginerne er røde i dag 
Legetøj….
…og ballonmanden, der venter på børn..
Livet foregår på gaden
Der var stort løb i gaderne og uddeling af premier…
En lidt betuttet vinder…
….og de glade kvinder… 
Fine kjoler på vej til aftendans…
Nonner der ikke har taleforbud…
…og hornmusik for alle pengene..
Der males op til påske…
…og spilles kort..
…en privat fest har stillet op til grill midt på fortovet…
…og en vogn skal i gang med sin street food…
Og der skal selvfølgelig tales med vennerne, mens man kører…
Gademusikanter med japansk turist…
Cafeliv
Kager i cafeens vindue…
…og bordene uden for i fotogen positur…
En yndlingsbar på markedet…kaffe og friskpresset appelsin
Og på en anden bar drikkes der andre sager…
….barmænd er altid glade mænd…
Vi bestilte en smule til frokost et sted….og spiste ikke aftensmad den dag!
En morlil skal nå bussen, som i midtbyen er gratis – her bliver bussen holdende indtil hun får sig sat – der er god tid til det meste….
……og en farlil i solen foran kirken
Vinduer, porte og muren
Artistens bud…
…og Madonna på en væg
Cyklen hviler sig en stund….
Det gør denne bil vist også – den har toilettet med sig, kan jeg se….
Og flere vogne, der synes at have udtjent deres formål…
En trappe bliver ikke mindre smuk af ukrudt…
….og bagved leves livet, som det nu engang falder sig…
Katedralen strækker sine tårne mod himlen…
…mens unge sidder i dens skygge 
og palmer vajer i vinden i parken foran slottet
Vores eget liv
På Jazz club med Eddie Gomez…
På tur til Cefalú…
…sammen med alle de andre…
At spise milza sandwich er en kunst – milza er involde af forskellig observans…
Fisk tilberedes i vores eget køkken – her en kulmule før og efter…
Mon der bliver lidt til os? 
Og aftenhimlen fra vores altan
Ciao fra pensionisterne i Palermo 
Intet under I er så fascinerede af Palermo. Sikken by du portrætterer her. Jeg er helt vild med kvinderne i kjolerne på gaden og hattebutikken. Mainstream is boring. Gad vide om det er fattigdom, der gør forskellen?
Jeg har et tragikomisk postkort hængende med en tegning af to velnærede pensionistturister, der slentrer på et strøg langs store butikkers glasfacader med skilte over, der viser brands som H&M, Nike, Starbuck. så siger hustruen til manden: Skat! Kan du ikke lige google, om vi er i Rom, London, Amsterdam eller Paris?
Brava e complementi fra din trofaste ledsager og rejsefælle til din fine skildring af hvorfor lige Palermo?
Poul
Der kan ikke siges bedre.
At kunne sidde så langt væk og dog være så tæt på, både når det gælder prosa, billeder og akvareller.❤️
Sjovt, at ginerne er mere fyldige og struttende der, end i Danmark!
Hvor meget vejer sådan en Palme i parken mon? Eller vajer den?
Bortset fra det, så er det en vidunderlig billedserie, og tonen i dine beskrivelser er så dejligt fredelig og åben.
Mange kærlige hilsner fra Ohrid og Ohrid-søen, Makedonien, men blot lige inden for grænsen til Albanien.
Lars (& Trille).
Først stor ros til dit nye lay out, Det er godt at jeg nu kan associere dig med H C Andersen, der også i sine bøger fandt anvendelse for et meget stort begyndelses bogstav når han begyndte et nyt kapitel. Dernæst din dejlige fotoserie der på charmerende måde dokumenterer mange af Palermos forskellige sider,. Her faldt jeg over et billede der ilustrerer at man uden problemer godt kan befordre byens borgere gratis med bus, inden for bykernen. Dette har jeg ønsket at man kunne forsøge sig med i Aarhus. Mindre busser, flere af dem, og så pendulfart med borgerne hele tiden. Og til sidst, en tilsyneladende meget “lækker” Milza Sandwich lavet af forhåndenværende involde. Det er fremmedartet kost som for mig, nok ville kræve en ekstra stor sult.
Dejligt at læse og følge med i Jeres Palermo odýse.
Comment to the “dirt road of our yesterdays”.
Thank you Elisabeth
The allied forces saved the old world for the dictatorship of that time and we sometimes forget that not only American and British forces, but also the Australians and Canadians participated – and lost many of their young sons in that terrible war –
Sikke en dejlig billedserie at slutte af med. Det skønne midt i det uskønne. Det er som om konstrasterne gør det hele mere levende og nærværende. Det må være trist at skulle sige på gensyn til smukke Palermo – men vi glæder os nu til I snart kommer hjem. Kh Theresa