Hvad er mere passende her op til påske, end at se på en have – en Edens have. Godt nok skal vi bevæge os helt frem til det første kapitel i Det Gamle Testamente for at finde den omtalte have – i disse dage et det en anden bibelsk begivenhed vi fejrer – men alligevel.

Det var som sagt ikke svovlminerne, der var vores primære ærinde, da vi sidst var på tur. Det var ruinerne af den græske by Akragas ved Agrigento, som vi havde planlagt at se – Valle Dei Templi, også kaldet.  Det gjorde vi – på en kølig og regnfuld dag. Hvad græske ruiner angår er disse nogle af de mest imponerende her på Sicilien – det mener sicilianerne selv, og det mener vi også. Vi har besøgt både Segesta og Selinunte ruinerne de foregående år, men disse i Agrigento overgår dem i både størrelse og raffinement.

Nede i det ene hjørne af det store tempelområde, findes der en have – Kolymbethra haven – Giardino della Kolymbethra. Denne have blev grundlagt primært pga. vand. Den ligger neden for byen i en dal, hvor der løber en lille å med et vandingssystem af kanaler, der i sin tid vandede hele området. Den er i sandhed en Edens have – eller som vores forestilling om en sådan kunne være. Den daterer sig helt tilbage til den græske kolonisering af Sicilien omkring år 500 f.Kr. og den har en lang og broget historie. I dag er den gravet fri og ligger som en forsænket have, hvis areal er fyldt med frugttræer, buske og krydderplanter. Gamle sorter, der ikke længere vokser andre steder. Mandeltræer, pistacietræer, oliventræer – abrikos, appelsin, mandarin, clementin, citron, grapefrugt, bergamot. Kvæde, pære, figen og granatæble.

Kaktus, palmer, tamarisk og poppel.  Denne herlighed omkranses af gule, vulkanske klipper og er en oase af duftende fred i det ellers så tørre og overfyldte område med templer og ruiner.

Frugttræer i Giardino della Kolymbethra…

Pistacietræet står i nød…..

Appelsin, citron, bergamot….

Mandeltræet er i gang med sin frugt….

Og skulle man trænge, så var det lille hus en skulptur i sig selv…

På selve tempelpladsen var der meget at se og langt at gå – her Concordia templet….

og et kig ned til kysten… 

Jeg gik efter Juno templet, som jeg havde hørt en franskmand uden for gitterporten sige, at det var det eneste han var valfartet hertil for at se – her er det så…

Nu var vi ikke de eneste gæster, selv på en regnvåd dag – det ville vist være en svær underdrivelse. Bus efter bus med turister kørte ind på pladsen og imellem dem også en canadisk gruppe – vi så det lille flag på lang afstand, mens en guide stod i regnen og forklarede om et af templerne.

Som sagt var vejrguderne ikke helt med os, så vi søgte ly nede på baren ved indgangen, indtil solen kom frem igen – en kop kaffe og en Amaro gav styrken tilbage…

Og imens vi således sad og fik varmen, så vi vores canadiske guide fra før  (han var italiener) stå og se temmelig fortabt ud med sit lille flag – han var blevet væk fra sin gruppe – eller de fra ham…

…men stor var gensynsglæden da de endeligt fandt hinanden igen….

Tilbage til Kolymbretha haven – hvis der har været en slange i haven, så opdagede vi det ikke – derimod blev artisten iblandt os synligt inspireret af dette vidunderlige og frodige sted…

Ciao fra pensionisterne i Palermo