…i denne ruinernes tavshed,
som skjules af tidens naragtige og umættelige grådighed,
er der stadig en duft af gardenia,
en duft som ikke dør
når tingene dør. ( Oversættelse:pf )

 

 

Under planlægningen af en tur til den sydlige del af øen, for at se de græske templer ved Agrigento, faldt jeg over et sted på kortet, hvor der stod  “nedlagt svovlmine” med små blå bogstaver. Jeg begyndte at undersøge det, og en hel historie rullede sig op – en historie om Siciliens storhedstid som Europas førende eksportør af svovl. De mange miner lå spredt i netop det område i det smukke, centrale Sicilianske landskab, som vi var på vej til.

Det er en tragisk historie – en historie om storhed og forfald og en historie om menneskelig fornedrelse og sorg. Sicilien lægger ikke selv skjul på det, og der arbejdes på at lave flere museer, samt at gøre nogle af minerne tilgængelige for offentligheden. Den sidste mine lukkede i 1980´erne – den primære produktion døde dog længe før, da USA ikke længere var interesseret i at aftage svovl fra Sicilien, men begyndte at udvinde deres eget. I minedriftens storhedstid – fra o. 1850-1920 producerede Sicilien omkring 75% af verdens svovl til industriens umættelige behov.

Som i al slags tidlig minedrift skulle der bruges arbejdskraft – masser af arbejdskraft. Man indforskrev de fattige bønder, straffefanger og børn helt ned til 6 års alderen til at udføre det farlige arbejde – “carusi”, som børnene blev kaldt. Resultatet var arbejde og mad på bordet til de børnerige og fattige familier, men også ofte sygdom og tidlig død – blindhed, skæve rygge og ben, luftvejssygdomme.

“Hvad var formålet med de mere end 100 års lidelse, strid og blodigt svovl,
når græsset i dag dækker minernes vægge,
og en dødens tavshed sænker sig over de mudrede grave.”  (oversættelse: pf)

Og hvad børnene angik fratog man dem deres barndom i misbrug af deres kroppe til både arbejde og sex. Mange af disse børn standsede i deres vækst, da de ikke stod oprejst, men måtte gå sammenbukket år efter år i de snævre skakter. De tunge sten med svovlet i, ca. 20-30 kilo for børnenes vedkommende og 60-70 kilo for de voksnes, skulle bæres ud i kurve på skuldrene. Mange endte som krøblinge.

Som sagt er man ved at bearbejde denne historie, bl.a. ved at åbne for offentligheden og lave museer, så nutidens børn kan lære og forstå. Det er smertefuldt, men prisværdigt, at der gøres opmærksom på historien så tæt på begivenhederne – noget som andre lande måske kunne lære noget af. Ubearbejdet og tavs smerte og sorg har det med at udvikle sig gennem andre kanaler – og bliver derved ofte til en ødelæggende tilstand.

Som vi bygger katedraler til den gud, vi nu engang måtte tro på, og som de store, imponerende græske templer ved Agrigento, således står disse forladte miner i landskabet som mindesmærker over menneskelig fortagsomhed og lidelse. Templerne, som vi valfarter til i hobevis – turister ved Agrigento tæller omkring 6-700.000 om året – blev bygget på de bare rygge af slaver. Monumentet står – mennesket der gav sin krop, er glemt.

Her følger billeder af de tre miner, som vi fandt frem til. Den første havde vi næsten opgivet, da den med ét dukkede op neden for bjerget.

Denne mine var en af de største i Italien. Den lukkede definitivt i 1988 og er ved at blive restaureret, så turister kan komme ned i mineskakterne.

 

Da vi forlod Agrigento og de græske ruiner der, var jeg fast besluttet på, at vi måtte se den mine, som først havde vakt min opmærksomhed. Den lå langt ude på landet, og vi kørte forkert flere gange. Men så var den der, stædighed lønner sig ind i mellem – og to tålmodige chauffører!

Og den er hjerteskærende smuk i dag. Gammel og smuk.

Som den står der midt imellem oliven- og mandeltræer og vinmarkernes tidlige forårsskud.

Opad bjerget bag ved ses resterne af de vandtårn, der tilførte vand til minen. Minen havde ikke noget navn og var ikke ret stor i forhold til mange andre. Hvorfor det lige var den, der optrådte på kortet, må stå hen i det uvisse.

Og så videre for at finde den mine, hvortil der er knyttet et museum. Den ligger på landevejen mellem Sommatino og Riesi, hvis nogen skulle komme forbi på de kanter. 

 

 

 

Billeder af billeder på museet….

De arbejdede nøgne i minerne, da der var omkring 45 grader i skakterne. Til højre ses portrætter af nogle af de, der døde i ulykker

Hvad præsterne laver der, vides ikke….

Børn….

Og kvinder der sørger over deres døde….

Samlet til gruppefoto…..

Som området ser ud i dag, museet er ombygget i nogle af de gamle lagerbygninger. Området med selve minerne kan ikke beses endnu.

Den store maskine i lagerbygningen, der blev brugt til at generere strøm. De er meget stolte af den, da den var en af Europas største og magen til den, som blev brugt på Titanic.

I dag kommer ingeniører fra hele Italien for at studere den, fik vi at vide af vores meget søde og hjælpsomme guide. 

 

 

 

 

 

For at tale om alt dette kørte vi op ad bjerget til den lille by Sommatino, hvor vi spiste en dejlig frokost og købte ejerens hjemmebryggede, søde hedvin lavet på citroner og kaktusfrugt. Byen her ærer også sine døde minearbejdere, og ved rådhuset var der vægmalerier – på torvet en statue til minde om denne tid – som vi ikke kan dømme med nutidens briller, men må nøjes med at reflektere over, og måske lære et og andet væsentligt om, hvordan vi behandler hinanden.

Og så går det hjemad, med dette syn for øje på motorvejen til Palermo

 

Ciao fra pensionisterne i Palermo