Først melder gensynsglæden sig. Taxamanden, Paolo, der står og venter med sit navneskilt. Vejen fra lufthavnen og ind til Palermo med mindeporten over dommeren, Falcone, hvis bil og følge mafiaen sprængte i luften for 25 år siden.

 

Den der tier og bøjer hovedet
dør hver gang han gør det,
den der taler og vandrer med løftet hoved dør kun een gang.

 

Senere den gamle, knirkende elevator op til sjette sal, hvor vi bor, og som ikke virker hvis nogen længere nede ikke har lukket døren ordentligt. Lyden af bilhorn, gøende hunde og sirener både dag og nat. Det lange kig fra køkkenvinduet helt ned til havnen. Den lune vind fra de afrikanske ørkner. De mange mennesker på gaden rundt om det smukke Massimo teater. Den sure bagerdame, der sidder i hjørnet af den lille forretning og tager imod penge, alt imens hun uafladeligt taler i sin mobiltelefon.

Og udsigten – udsigten fra den store altan, hvor røde blomstrende kaktus skaber den nedre ramme op mod bjergene – bjergene hvor farverne veksler i sorte, blå, grønne og lilla alt efter vejret den pågældende dag.

Giovanella, vores værtinde, har stillet brød og vin på bordet til os samt en meget smuk , lyserød alpeviol, som det nu pålægger skriveren at holde liv i. Vi flytter om på alle de gamle arvestykker, porcelæn-, glas- og sølv ting, som vi nødigt vil komme til at slå i stykker eller på anden vis beskadige. På boghylden står et par bøger, som vi, grundet køb af andre bøger,  ikke havde plads til at tage med hjem sidste år – Orhan Pamuks “Sne” og Fjodor Dostojevskijs “Idioten”. Måske har en og anden dansk gæst haft glæde af dem i det forgangne år.

De næste par dage slæbes der hjem fra marked og butikker. Vaskemiddel, salt og sukker, the og kaffe, brød, grøntsager, mælk og ost. Og pasta, vin og olie. Køkkenet tjekkes igennem, der mangler vinglas og  mellemstore frokosttallerkener. Hvert år har vi tilføjet køkkenet en lille ekstra fornødenhed. Sidste år købte vi en elektrisk grill til de enorme røde og gule peberfrugter, de nye squash og lammekoteletterne. Og på markedet, Capo markedet henne om hjørnet, sikrede vi os, at de små nye mini artiskokker også i år er ankommet og rede til at blive stegt på panden med hvidløg og hvidvin.

Her følger et lille potpourri af billeder fra disse første dage.

Den lyse sandfarve og de lange skygger

 

Porta Carini, indgangen til Capomarkedet

 

 

    muren….

 

…og pludseligt sidder man ude og ikke inde mere

På Cafe……             . 

….og på gaden

Et smil til fotografen – jeg spurgte ikke, hvordan de var havnet her….

Der er lange køer dagligt ved frokosttid og fyraften foran den lille isforretning, hvor de bl.a sælger specialiteten søde boller med is i….

….og kvindernes kampdag i går

 

Ciao fra pensionisterne i Palermo