Nr. 2 er altid den sværeste – det siger forfattere, det siger musikere, det siger filmfolk, det siger erfaringen og uden sammenligning i øvrigt, det siger også jeg. Det har taget lidt tid at komme i gang med turen denne gang. Sidste år fløj vi direkte ind i de dramatiske landskaber ude vest på og var helt overvældede af storheden, farverne og naturen. I år er det gået langsomt. Vi har kørt den første del gennem det sydlige Canada, langs grænsen og de store søer Lake Huron og Lake Michigan – store som have, er disse søer. Så krydsede vi ned i USA mellem Lake Michigan og Lake Superior og ind i staten Michigan. Her har vi så kørt langs den nordlige del af Michigan og staterne Wisconsin og Minnesota. Lange lige stræk igennem uendelige skove, små bygder og søer gemt mellem træerne – hvis nogen tænker Sverige, er det ikke helt galt tænkt!
Sidste år kom vi uforvarende til at følge sporet efter de to opdagelsesrejsende Lewis og Clarke, der fulgte floderne vest på til Stillehavet. Denne gang er vi uforvarende kommet til at følge sporet efter de skandinaviske udvandrere – svenske, norske og danske. Det var blandt andet i disse nordlige egne af Amerika, at de slog sig ned – her på grænsen til det Canada, hvor de også fandt vej til en bedre tilværelse. Og når man i dag kører igennem landskaberne, kan man se, hvorfor de følte sig hjemme her – især svenskerne!! Naturen og klimaet (det har regnet hele dagen i dag) vil have mildnet den første og største hjemvé, som disse tidlige udvandrere må have haft. Ja i dag ville vi vel have kaldt dem indvandrere – gad vide, hvad forskellen er, de indvandrede jo også pga. af fattigdom og eventyrlyst til et land, der i forvejen var befolket af andre.
Her følger de første billeder fra turen, så aldeles forskellige fra den første sidste år – og som sagt er det et skandinavisk spor vi følger et stykke af vejen. Det gode ved en toer er dog, at man hurtigere kommer i “køre” omdrejninger. Bilen pakkes ind og ud i lyntempo, maden indtages efter sidste års erfaringer og køreafstande er afpassede efter, hvad to pensionister kan klare pr. dag – 4-700 km. Vi fulgte Highway 2 – The Great Northeren også kaldet – og kørte siden fra ud på de mindre landeveje på vejen gennem Wisconsin og Minnesota til byen Fargo i North Dakota, hvor vi er nu. Måske har en eller anden set filmen “Fargo” – den er optaget heroppe og gør kærligt nar af de skandinaviske rødder.
Langs vejen
Transportmidlet denne gang….
Traner på træk
Vin og andre gøremål
Der laves også vin i Michigan – fik en flaske Riesling med – god drue til kolde egne!
Posten kommer ud til alle små steder, måske kunne Post Nord komme i lære her?
Og sjælen plejes på bedste vis, selv i den mindste flække….
Minedrift
Disse nordlige områder af USA er præget af landbrug, skov-og minedrift, ligesom i skandinavien før i tiden også var det. Mange unge mænd tog turen over Atlanten og fandt arbejde i de nye miner – det var hårdt, det var beskidt og det var ensomt, men de dannede grundstammen for den befolkning, der bor heroppe nu – i øvrigt kom de fra hele Nordeuropa og ikke kun fra skandinavien – mange polakker og tyskere også, vi kan se det på sted-og personnavne overalt.
Vi tog en afstikker til en lille mineby, nu forladt, men nænsomt restaureret til eftertiden – den lå perfekt ned til en naturlig havn, så jern kunne transporteres ind og ud.
I dag – den rene idyl. Lystbåde lægger til nu….
Rester af den tidligere mole – og i baggrunden ses årsagen til den perfekte placering her – kalksten, som blev brugt i udvindingen af jernet.
Administrationsbygningen – skolen i baggrunden…
…og hotellet, hvor de enlige mænd boede – de betalte 10% af lønnen for at bo her – lidt mindre, hvis man ville bo sammen.
….smedjens vinduer
Planche i det lille museum – sådan så de ud, vore forfædre der tog rejsen til Amerika….
Det skandinaviske spor
Man ser dette spor på forskellige måder i det liv, der til dagligt leves her i det nordligste af de nordlige stater. Her følger nogle af de ting, som jeg har fået plads til i denne blog.
Skilte
Lader på landet
På vej her til Fargo opdagede vi, at der var rigtig mange lader, der bar umiskendeligt svensk præg – også med mange små udhuse. Jeg begyndte at fotografere dem, og havde jeg været ansat på National Geographic, ville jeg have brugt uger på at køre rundt og fotografere disse lader, før de forsvinder i glemsel. Jeg tog kun nogle få billeder, men der var mange, mange lader – både i forfald og helt nye bygget af stål. Døm selv om både det svenske islæt og skønheden i disse bygninger.
Norge
Der er ingen tvivl om, at vore broderlande, Sverige og Norge (og Tyskland!), er mere rigt repræsenteret her, end Danmark er. Inden vi kørte ind i Fargo, så vi et lille museum, som norske indvandre- efterkommere har stået bag. Guiden fortalte os, at som altid her i USA, så har en norsk efterkommer med mange penge stået bag oprettelsen af museet og bygningen af en stavkirke efter model af Norges næstældste stavkirke. Ydermere havde norske efterkommere bygget et Vikingeskib og sejlet det fra Fargo til Bergen i 1980´erne. Også dette skib var på udstilling – skibet hed Hjemkomst!
Indvendigt træværk…
De spedalskes vindue – de kiggede ind på de heldige udefra…
Og til sidst et vartegn fra en lille by med stoltheden i behold – altså de nordmænd! Byen hed Norway.
De vejfarende
Altså, jeg sidder lige omme på bagsædet igen i år, hvis I er i tvivl 🙂
I 1980 tog jeg turen fra Fargo til Seattle på Highway 2 siddende i en Geyhound bus bl.a ved siden af en efterkommer af norske udvandrere. Sceneriet uden for vinduerne var fantastisk – og det er det stadig kan jeg se.
Fortsat god tur 🙂
Sikke en tur at tage for at se på svenske lader – det kunne du vel have klaret ved at krydse Øresund :-). Spøg til side, jeg glæder mig til at læse om alle de steder over there, som venter på at blive oplevet af dig (og også lidt os andre, nu hvor vi har fået lov til at kigge med over skulderen). Jeg håber I får en spændende tur, som jeg glæder mig til at læse med om!
Atter engang har vi sparet på vores valutaresourcer ved at gennemlæse din beretning som er så nøje beskrevet at den, tillige med dine billeder, giver os associationer som om vi sad med på bagsædet og direkte, sammen med Jer, kunne opleve denne skønne rejse gennem America.
Nu venter vi bare på næste opdatering, og imens ønsker vi Jer forsat en rigtig god tur, kør forsigtigt og skriv snart igen.
Kærlig hilsen
Skrivevennen med frue.
Jeg er klar på at følge den svære to’er 🙂 Det lover godt allerede. Jeg holder meget af lader og forfald. Fordi jeg skal ned at fortælle i Foreningen Norden, Horsens. Har jeg netop haft fat i de nordiske sange i Højskolesangbogen. Derfor får du her en kopi af denne svenske skillingsvise om udvandrerne. På den skønne CD “Jazz på Svenska” med Jan Johansson kan man nyde dens melankolske, skovmørke melodi i en sublim udgave. Kærlig hilsen vandrekusinen
Vi sålde våra hemman – av Okänd
Utdrag ur twenne från Amerika ankomna bref, som skildra de i april 1854 dit afresta, olyckliga, bedragna och marterade swenskarne och deras ditresa, författadt af tegelslagaren Jan Jansson från Carlskoga socken af Örebro län. Publicerad i Visbok, 1923.
Vi sålde våra hemman och gav oss sedan ut,
som fågelen bortflyger när sommaren tar slut.
Han kommer en gång åter när våren skrider fram,
men vi få aldrig skåda vårt kära fosterland.
Vi tänkte att förljuva det sista livets slut
liksom att komma längre än Herren stakat ut.
Vi reste ifrån Sverige med något övermod,
vi kände ej det öde oss därute förestod.
Vi reste först igenom den engelska ort
på vagnar och på banor som fåglarna så fort.
Det var så skönt att skåda, att landet få bese,
men vi fördes hastigt den lokalen förbi.
Och när vi kommo till den liverpoolska hamn
begynte ångerns tårar så stritt att bryta fram.
Det blev en hjärtans sveda i bröstet på var och en,
man talar blott om Sverige och om sitt förra hem.
Här lades våra pengar tillsammans till en slant,
en växel sedan köptes uti en engelsk bank.
Vi fingo den till byte mot guldet klart och rent,
men att få det tillbaka det blev oss sen förment.
Det skickades i stället till New Yorks ränteri.
Man fick det aldrig skåda, man fick det aldrig se,
ty när man kom att fordra var myntet taget ut.
Det blev en ryslig klagan som nämns i visans slut.
Vi packades tillsammans uti ett osunt kvav,
det var för oss att skåda liksom en öppen grav.
Och födan som vi fraktat ifrån vår svenska jord
den blev oss nu förbjuden att taga med ombord.
Det talas och det skrytes: “Här skall du må så väl,
här skall er intet fattas till kropp ej heller själ.”
Men man fick snart nog finna, hur man bedragen var,
när hungern börjar komma som ej ens livet spar.
Och när vi hade seglat en vecka eller två,
ett mörker däcket höljde och bredde sig därpå.
Ej se varann vi kunde, knappt andas eller gå,
det var en gruvlig plåga för stora och för små.
Nu styrdes det åt norden mot isens kalla berg,
det blev en ryslig kyla som gick till folkets märg.
Vi kunde oss ej bärga ej heller våra barn,
ty kölden var långt värre än hemma man var van.
Sen styrdes emot söder, till söderns heta vind,
där solen sönderbrände vår bleka magra kind.
Det klagas och det gråtes, men ingen lindring var,
ty solen här nu brände så skarp, så het och klar.
Nu blir en ömklig hunger, med sorg och gråt och gny,
en jämmer som sig tränger till himlens höga sky.
Och döden gruvligt härjar bland mänskorna ombord,
man ser de döda kastas i havets vilda flod.
Ett var som ännu grämer mitt hjärta till min död
att se de stackars barnen som gråta efter bröd.
Vi kunde ej dem hjälpa, ej lindra deras nöd.
De måste nu få gråta. Få sen en ömklig död.
Så fanns där ock ett hjärta, som var av hårdan sten,
jag ryser när jag nämner den engelska kapten.
Liksom ett djur i skogen som rovet griper an.
Han var ett djävulskt foster. Han var visst själva fan.
Vi sågo ganska tydligt, ja klart vi det förstod
att han med flit och vilja oss efter livet stod.
Att bringa oss i döden det var hans högsta lust,
odjuret hade gripit ett rov från Sveas kust.
En fader måste bära sitt barn på däck till slut
och det från skeppet kasta i vida havet ut.
Det måtte säkert tagit hans sinne ganska svårt
ty döden genast klappade på fadershjärtat hårt.
Och när vi äntligt strävat till främlingsstranden fram
då möter oss där kolera – där stupar mången man.
Det var en ryslig jämmer bland kvinnor och bland män,
ty alla lågo sjuka och bars i land i säng.
Om någon som förr skådat och känt dem som var kvar
han hade säkert vågat de ej desamma var.
Se de förfallna kroppar och blekhet uppå kind
och ögat som i pannan fördunklat fallit in.
O Herre Gud bevara var mänska på vår jord
från att sig ge i fara och tro kol’ptörers ord.
Min sång är kylningspulver för dem att taga in
som ämna emigrera och ha ett flyktigt sinn.
I Sverige bor av ålder ett folk så fromt och gott
men av naturen kommer att de så gärna spela lott,
och låta sig bedraga och komma illa ut.
Det skett i forna dagar, det sker ock nu till slut.
En allmakt tycks så ordnat, vår Gud har så beställt
att ogräs skall uppryckas här uppå Sveas fält
som bindas skall i knippor och sedan sändas ut
till långt avlägsna länder där högmod rotas ut.
Til Inger Lodberg
En flot og dejlig svensk vise.
Hvor er der smukt – og hvilke oplevelser I får. Jeg drømmer mig med, og håber på flere lange beskrivelser af mange amerikanske egne. Nyd det!
Kh Theresa
Hvor godt du kom gang med den svære 2’er. Hvor er det hyggeligt at følge med igen.
Knus herfra.
Kære Elisabeth
Spændende og fine billeder, som jeg forsøger at leve mig ind i, og ja, jeg har set Fargo, god lille kultfilm med interessante vinkler på USA. Endnu engang hvor er det fantastisk, at du ser alle de områder af det ekstremt spændende land.
Fortsat god tur
Kh Marianne