Så er vi tilbage i kaotiske Palermo – dette virvar af trafik, markeder, mennesker, hunde og tidløs energi. For vi der elsker orden, er kaos måske en nødvendighed engang i mellem, for hvordan skulle man ellers kunne vide, hvad orden er? Måske er det i virkeligheden nemmere, hvis der er kaos uden for én selv, så forskubbes ansvaret, dette evige tyngende protestantiske ansvar, væk fra ens indre og over på de ydre omstændigheder, som man alligevel ikke kan gøre noget ved! Nå – blot lidt lommefilosofi til at starte på.
Den tilbagelænede kaotiske tilstand begyndte med det samme. Alt gik godt på rejsen herned – lige indtil vi kom til Palermo. Min kuffert var strandet i Rom, selv om guderne må vide hvorfor. Pouls var med, og vi havde 3 timers venten i Rom. Men efter en times palermenteren og udfyldning af skemaer, alt imens min kontaktmand fik kindkysset og snakket med alle dem der kom forbi, blev jeg sendt afsted med forsikring om, at min kuffert nok skulle komme frem næste dag og kørt til døren med kurér. Jeg må indrømme, at jeg egentlig allerede i lufthavnen var begyndt at kalkulere på, hvor meget jeg skulle forlange fra forsikringen, så jeg kunne købe alting nyt. Men – kufferten kom ganske som lovet, der var orden i dette kaos, omend det er svært for en simpel turist at få øje på. Jeg havde ikke telefonnummeret på vores værtinde og ej heller nummeret på huset, men det tog de helt roligt – gadenavnet var fint, så skulle de nok finde mig, hvad de så også mirakuløst gjorde.
Her følger de første billeder fra denne by, som vi alle tre er kommet til at holde så meget af – eller har tabt vores hjerter til, hvis vi et øjeblik skal tillade os en slidt metafor.
Et kig op i nævnte kaos fra en tilfældig restaurant…
….og livet på gadeplan
Børn er børn alle steder på jorden…
…og det er unge også, her på fortovet foran Massimo teatret
De smalle gyder og de slidte facader, som udgør det billede som vel de fleste har af det sydlige Italien – smukt og vemodigt på samme tid.
Her er én, der har svært ved at vælge…
…men måske en af disse ville være bedre? Farverne er i hvertfald gladere!
Vi er på gaderestaurant – læg mærke til skiltet i baggrunden, dette sted er til fysisk samtale – tv´et går dog, der kunne være fodbold, og en turist eller to kan så spejles i mellemtiden…
…med en kop kaffe
Ciao fra pensionisterne i Palermo
Det er da let at se, at Poul er entydigt interesseret i den røde Ferrari, og ikke de tyske Audi eller Mercedes. Der er så meget, kvinder ikke forstår!
Håber, I nyder det gode vejr; det har vi først i dag en smule af. Havde I mon orkan dernede? Det forlød det.
Hej du kære Elisabeth.
Det var dejligt at du forsatte din blok endnu engang på Jeres årlige odýse til Perlermo. Det er fantastisk som vi begge familier nyder det at komme fra et elendigt vintervejr som hverken er fugl eller fisk til nogle få tusinde kilometer sydpå, md sol og varme og mennesker der har en hel anden opfattelse af hvad det vil sige at leve livet i dagligdagen.
Vi glæder os til næste indlæg med tilhørende billeder, (dem må du endelig forsætte med) de giver en rigtig god opbakning til din altid fremragende tekst.
Ej så fik jeg endelig sat mig og kan nyde drys af stemning i Palermo. Jeg er på vej ud med hunden i det spirende forår med hue og stort halstørklæde på.
Jeg må indrømme at jeg smiler imponeret over at I fik kufferet leveret til døren, hvilken vidunderlig start…
Knus Mette
Det var dog en dejlig beretning om et sted på jorden hvor man viste respekt til andre mennesker, og oveni købet ærede dem ved at placere dem lige i nærheden af byens fineste sted. Det er en stor skam at denne historie ikke har nydt særlig genklang i vores lille land,- desværre.
Tak Klaus og ja, respekten for det anderledes har nogle gange trange kår.