Rundturen i det vestlige USA er ved at være slut og vi har tilendebragt en tur på ca. 7000 km. Jeg har taget mange billeder – rigtig mange billeder. Min meget tålmodige rejsefælle har standset utallige gange i løbet af en dag, vendt bilen og kørt tilbage, så jeg kunne få mit billede.
Her kommer en lille kavalkade af de billeder, der ikke blev plads til i de forskellige indlæg. Man kan sige, at de er blevet sorteret fra, og det kan man måske også mene i fortolkningen af nogle af billedernes motiver. De er ordnet i nogle små temaer og følger derfor ikke turen kronologisk.
Så smuk er vor jord
Stenen og sandet
Sletten
Vandet
Skyerne
Farverne
Det skrevne ord
USA er skiltenes land – som enhver, der har kørt på de store veje ved alt om. Indkørselerne til byerne er én stor skilteskov. Her et udvalg taget langs vejene, og den skarpsindige vil bemærke Trump skilte, men ingen positive for Hillary – det var simpelthen fordi vi ikke så en eneste – så vi gætter på, at vi var i Trump land det meste af tiden.
De politiske
Hun skal stå model til meget……
Åben for fortolkning
Guds eget land..
Skiltet var der, men hvor var kirken?
En by med mange guder..
Og kristne blev de….
Hist hvor vejen slår en bugt….
Et psykiatrisk hospital langt ude på landet…
Navajo-indianernes mulighed for indtægt….mange boder dog tomme, måske var vi der på den forkerte dag?
Hopi-indianernes kulturcenter…
Dyret
Og den vilde… 
En Pronghorn i ensom majestæt….
En Wapiti hviler ud i Yellowstone – træt af turister?
canadiske gæs..
og den vilde kalkun… 
En sjælden gæst hvor som helst- en kalkungrib fanget i hvile…
…og i flugt
Til sidst en stor tarantula edderkop – dette er en hun, og det ved jeg, fordi vi fik at vide, at hunnerne kommer ud om dagen og spreder deres “duft”, og hannerne komme så ud om natten og finder dem – se det var en god historie!!
Mennesket
Frokost i det grønne….
Altid godt at vide for den trætte rejsende i Nevadas ørken…
Et sært syn samme sted, nogen må være gået forbi
.
fotografering…
…dette syn – her i sort/hvid – The Grand Canyon
En ualmindelig almindelig historie
En diner et sted på landevejen – de er billige og gode at gæste, hvis man vil snakke med nogen. Vi faldt i snak med manden på barstolen. Han spurgte hvor jeg var fra? Danmark – havde aldrig hørt om det. Tyskland, vor nabo mod syd, aldrig hørt om det. Europa? måske – engang – men vidste ikke lige hvor det lå. Han havde aldrig været andre steder end i Los Angeles og aldrig i sit liv fløjet. Han var 48 år gammel.
Og ligeledes er gode samtaler at finde på et møntvaskeri. Her instrueres min rejseledsager af bestyreren. Hun var snakkesalig og fortalte, at hun og hendes mand var flyttet fra Oregon til Cody,Wyoming, fordi folk fra Californien var ved at indvandre til Oregon med alle deres mærkelige ideer om gun kontrol, økologisk mad osv. Her i Wyoming kunne man da have lov til at have sine våben i fred og spise en kæmpe bøf, når man havde lyst. 
Vi må have set lettere forundret ud, for hun skyndte sig at tilføje, at geværerne var til for at forsvare sig, især mod bjørne!
Yndlingsmotivet – ensomheden?
De store Redwood graner stræber opad i regnvejr..
Og disse gamle pæle er ikke i brug længere – det er telegrafpæle – believe it or not – I USA river man ikke ned og smider væk, man lader det bare stå – de nye skimtes ved siden af…
En lettere vindblæst vejfarende takker hermed af – tak fordi du kiggede med.
Herligt, smukt, trist og ensomt. du er en rigtig god fotograf Elisabeth.
Tak, Trille, det tager jeg til mig, selv om jeg er amatør og ikke særlig kyndig. Som når god madlavning blot kræver gode råvarer, så kræver gode fotos måske blot et godt motiv. Kh, Elisabeth
Mange, mange tak til den lettere vindblæste vejfarende og hendes tålmodige rejsefælle for din og jeres udholdenhed under “Den Lange Rejse” og med det fornemme resultat: bloggen!
I har beriget os sofarejsende.
Poul
Tak, Poul, det har i sandhed været en lang og vidunderlig tur. Kh, Elisabeth
Sikke en blog du har begået (det siger vores underviser altid), Lisbeth. Godt du kom lidt ud i ensomheden, så skyer, bjerge og forladte huse blev foreviget. Vi glæder os dog også til, at du kommer hjem igen, så du kan blive lidt vindblæst ude på Mols i stedet for 🙂
Tak, Emma, og nu blæser det både her og der – efteråret fornægter sig ikke :-). Kh, Elisabeth