Nede i sydvestlige Colorado ligger der en af de mindre og mere upåagtede nationalparker i USA. Den hedder Mesa Verde National Park – nationalparken Det Grønne Bord. Denne kryptiske titel hentyder til formen på de flade bjergtoppe, hvor det var muligt at bygge og bo. Og i sin tid var der masser af skove og vildt på bjergenes top. Vi drog til denne park for at dykke ned i historien om de oprindelige beboere af dette enorme land. Det blev en rejse tilbage i tiden og ind i en større forståelse for, hvordan landet var beboet før den hvide mand holdt sit indtog.

Da jeg gik på amerikansk skole, lærte jeg, at de første rigtige mennesker kom til Amerika fra Europa i  Columbus´ 3 skibe: Nina, Pinta og Santa Maria.

Den side af sagen har jeg (og de fleste) afskrevet for mange år siden, men nu har vi også oplevet den anden historie lidt mere indgående og måske også på mere sørgelig og trist vis. Trist over at det skal være så nødvendigt at ødelægge, erobre og eje og at tage hvad man ikke får givet – ofte med magt.

Tilbage til det grønne bord!

Historien om de helt oprindelige folk i Mesa Verda daterer sig tilbage til 1200 BC – den lader vi ligge. Det er historien om Pueblo folket og deres helt unikke levevis på det grønne bord, der er målet for denne rejse. De levede her fra ca. 600 til 1300 – altså i 700 år og efterlod sig en rig kultur bl.a. de bygningskonstruktioner, som nu er udgravede og tilgængelige. Disse huse lå hen i glemsel i 600 år indtil jægere opdagede dem, og siden blev de udgravet af bl.a. den svenske mineralog Gustav Nordenskjold.  I starten var de jægere og samlere, men blev agerdyrkere med tiden og levede af majs, bønner, squash og opdrættede kalkuner – en kost der stadig er den mest basale hernede i det mexikanske køkken. På et tidspunkt flyttede de fra deres huse på selve bjerget og byggede sig ind i hulerne under klipperne – hvorfor ved man ikke helt. De boede i disse hulebebyggelser i ca. 100 år og forsvandt derefter ned på sletterne, formentlig på grund af vandmangel og/eller fejder, og hvor de integrerede sig med stammerne dernede – dem vi i dag kender som Hopi og Navajo indianerne. Den officielle historie har været, at de bare forsvandt – så kunne man skære denne lange kulturelle arv væk – men det er ikke rigtigt. Den indianske befolkning her i USA har altså et langt og rigt kulturelt krav på landet her – og hvad det er endt med i dag, har vi så også fået lov til at opleve lidt af.

Tag med på en rejse i billeder fra det grønne bord i Colorado og ind i reservatet for Hopi- og Navajoindianerne i Arizona- som i øvrigt har svært ved at forliges, da man i sin store visdom har givet dem jordområder, hvor Navajoindianerstammen fuldstædigt omringer Hopistammens jord. Toba – som min gamle far altid sagde på pashtu. Det betyder noget i retning af – hvor tåbelig kan man være!

I selve parken kan man kun komme ind og se de udgravede beboelser med guide. Kun én var åben, da vi var der, The Balcony House – også den mindst tilgængelige. Her boede ca. 30-50 mennesker i en slags kollektiv beboelse.

Indgangen til dette hus er meget snæver, man mener at det var af sikkerhedsmæssige årsager….

Der kravles på knæ gennem indgangen…..

…og op ad stejle klippevægge

 Den runde form er fælleskabets form – her de rum, der blev bygget til religiøse ceremonier og fælles parlementariske beslutninger. Vi har set en moderne pendant i landsbyerne i reservaterne – det fælles er stadig det vigtigste.

På rejse ind i nutiden – med erindring om, at denne historie er forbundet med den næste. Vi kører nu ind i reservatet for Hopi og Navajo indianerne, et reservat på størrelse med Fyn.

Naturens ældgamle pejlemærker i det ellers så golde landskab

Langs vejen findes der stadig vandhuller til den rejsende, og som vi kender det fra de gamle cowboy film, så kaldes de stadig “Trading posts”, som dækker over posthus, isenkram, madvarer og evt. også en sandwichbar.

Landevejen blev på et tidspunkt til vaskebræt grusvej – vi kørte ca. 3o kilometer på denne vej – med Miles Davis´ Kind of Blue i cd spilleren for at aflede rystelserne!

Forklaringen på denne elendige vej fik vi af pinjekernemanden –

som solgte ristede og saltede pinjekerner fra sin lille bod i den landsby, som vi besøgte. Hopi- og Navajostammerne skændes om, hvem der skal betale for asfalteringen – de gør begge krav på vejen, men ingen vil betale fortalte han og trak på skulderen.

En typisk landsby i reservatet

Og hvorfor alle disse biler alle vegne?

Jo – sagde pinjekernemanden – det er fordi, sådan gør man her! Man smider ikke en bil væk, man bruger den som reservedele. Og plads er der jo nok af, da huset som regel blot er et skur eller en vogn – måske endda bygget sammen.

Jeg faldt i snak med denne søde gamle dame, som var ude at gå med sit barnebarn. Hun blev født i reservatet i 1941 og havde boet der i landsbyen hele sit liv. Hun havde tre voksne børn, datteren havde giftet sig med en “anglo” ( en hvid), som hun sagde, og var flyttet til Boston. Hun så hende kun én gang om året, sønnerne ville hun ikke tale om. Bag hende ses den skole, som hun gik i som barn, dengang var den i to etager og skoleklokken foran var byens stolthed.

Til sidst en gruppe unge, som vi mødte ved en spisevogn i et vejkryds. De gik på det lokale college og var der for at få noget frokost – i bil forstås. Vi fik også frokost som bestod af suppe med brune bønner og chili og dertil et meget lækkert friteret brød.